Det lokale selvstyre

Når vi i dag siger folkestyre, så tænker vi især på den almindelige, lige og hemmelige valgret med tilhørende valgbarhed. Men det er på den lange bane, at det efterhånden er blevet sådan. Historisk er både lands- og lokalpolitikken en ganske tidsbestemt variant af det, vi i dag opfatter som folkestyre. Det blev formelt etableret med junigrundloven 1849, der afløste enevælden, men med en række privilegier og forbehold, som siden gradvist er modificeret mod et stadig mere omfattende folkestyre.

Lovgivningsmæssigt drejer det lokale sig om købstadslovgivningen fra 1837, anordning om sogneforstanderskaber fra 1841, over love og anordninger af 1855 til Lov om Landkommunernes styrelse af 06.07. 1867, der varer indtil det egentlige gennembrud i den almindelige og lige valgret med kvindernes valgret i 1908. Der sker nogle løbende ændringer fra 1933, i 1950 og 1965. Endelig forsvinder sognerådene med kommunalreformen i 1970.

Det administrative grundlag for lokalstyret i Danmark er enevælden (1660/65-1849), hvor der blev styret via kirken, lens- og amtmænd – og hvor amtmændene under enevælden erstattede de funktioner, som tidligere de adelige lensmænd havde haft - suppleret med amtsskrivere og amtsforvaltere på det skattemæssige område. I købstæderne havde enevælden foruden borgmestre byfogeder. Endelig var der fra 1791 herredsfogeder som dommere og efterhånden også med andre administrative opgaver under enevælden - politisager, tinglysning, skifte og overformynderi m.v. 

Frederik d. 6. besluttede i 1831 under indtryk af de revolutionære uroligheder i Europa 1830 frem til 1848, at oprette de rådgivende stænderforsamlinger, som blev effektueret i 1834 med Forordning ang. Provindsial-Stændernes Indretning i Danmark. Det førte så også i 1848-49 frem til junigrundlovens markering af enevældens ophør.

Skellet i udviklingen er således junigrundloven og de første spæde tiltag til en demokratisering af central- og lokalstyre op til og fra 1849. Junigrundloven med overgang fra enevælde til folkestyre giver sig selv som et demokratisk tiltag, om end man bemærker den overordentligt begrænsede valgret, som i folkemunde blev kaldt for ’de syv F’er’: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. Desuden var der en endnu mere privilegeret valgret til Landstinget i form af alder, indkomst-formue og indirekte valg af valgmænd, der så udpegede medlemmerne til Landstinget^* - et førstekammer for de helt privilegerede klasser. Og det må her erindres, at love skulle gennem både Folketing og Landsting for at få lovkraft.

Der var over for folkestyrets demokratiseringspotentialer en udbredt skepsis (blandt de vel- og bedrestillede) i forhold til almuens / bøndernes / pøbelens evne til at styre og tage beslutninger, som også skulle gælde de privilegerede. 

 

Siden 1849 indtil 1980 har kommunalbestyrelserne hvert år skullet udarbejde valglister, fra 1980 kun ved folketingsvalg eller ved folkeafstemning. Sogneforhandlingsprotokollerne afspejler tydeligt valglisteforpligtigelsen. Som regel hvem i sognerådet, det var pålagt, og ind imellem afspejler listerne den politiske kamp om flertallet i sognerådet som repræsentativt organ. Især hvis flertallet er på vippen, vil det være oplagt at få eller indgive en klage, der kan resultere i mobilisering og et evt. andet resultat.

Fra 1849 til 1915 var der flertalsvalg i enkeltmandskredse (som man stadig bruger i UK og med variationer i USA). Indtil 1901 var afstemningen offentlig, d.v.s. ikke hemmelig.

I 1908 fik kvinder kommunal valgret som et resultat af Landstingets reducerede indflydelse med systemskiftet i 1901, d.v.s. folketingsparlamentarisme i praksis.  

Med grundloven af 1915 blev vælgerantallet mere end fordoblet ved rigsdagsvalg med kvinder, tyende, gradvis sænkelse af valgretsalderen og ophævelse af kravet om bopælspligt i valgkredsen i en periode før valget. For første gang forudsatte valgloven nu også, at kandidaterne som hovedregel var tilsluttet politiske partier. Hver kommune i en valgkreds skulle udgøre mindst 1 afstemningsområde, 10 % af vælgerne kunne kræve yderligere opdeling.

Med valgloven af 1920 indførtes der forholdstalsvalg med kreds- og tillægsmandater, som vi kender det i dag. De tidligere enkelmandsvalgkredse blev til opstillingskredse.

 

Sogne- og købstadslovgivningen 

For købstæderne (lokalt Skive) og hovedstaden blev der med udtalelse fra stænderne^* givet en anordning angaaende købstædernes økonomiske bestyrelse af 24. okt. 1837 (Collegial Tidedenden nr. 47, 06. november 1837), der var gældende indtil købstadsloven af 26. maj 1868. Valgberettigede og valgbare var de mest velhavende, d.v.s. 3-9 % af købstædernes næringsdrivende borgerskab til borgerrepræsentationerne.  Disse borgerrepræsentationer kan nærmest betragtes som et billigt supplement til den statslige forvaltning, som også under enevælden opererede med ”eligerede borgere”.

 

Tilsvarende med det landkommunale selvstyre var der før junigrundloven med anordning om sogneforstanderskaber 1841 også tale om en statslig forvaltning, hvor der var blevet et stigende behov for et (så nogenlunde) folkeligt supplement.  Om ikke andet så (også her) a.h.t. gratis arbejdskraft i form af de lokale repræsentanter.

Det landkommunale selvstyre starter med inspiration fra den samtidige købstadslovgivning, med anordning ang. landkommunevæsenet 13.08.1841.

Der kommer en justering med Lov om sogneforstanderskabernes og amtsrådenes sammensætning af 22.03.1855 (Love og Anordninger 1855). Endelig kommer der med Lov om landkommunernes styrelse 06.07. 1868 (Love og Anordninger 1867) den lov, som markerer navneskiftet fra sogneforstanderskaber til sogneråd.

Umiddelbart ville man forvente en glidende overgang til demokratisering af det lokale selvstyre. Det kan man vel også godt sige, der i nogen grad var tale om, men helt afgjort inden for de rammer, som det nationale borgerskab og det store hartkorn fandt bedst. Og med de begrænsninger, som lå i de stramninger i den folkelige indflydelse, som allerede lå i junigrundloven, og som blev strammet jævnt op med den følgende tids grundlovsændringer op til provisorietiden, og som først med parlamentarismens faktiske gennemførelse i 1901 og kvindernes valgret i 1908 kan siges at være slået så nogenlunde igennem.  D.v.s. før 1901 / 1908 ingen indflydelse til de syv F'er, en indflydelse som først endeligt blev formaliseret med 1915 grundloven.

 

Fødte medlemmer: sognepræsten, herredsfogeden med stemmeret, alle jordejere med 32 tdr. hartkorn og mere (det helt store hartkorn).

Valgte medlemmer: 4-9, afhængigt af kommunens befolkningsmæssige størrelse, som havde mindst 1 tdr. hartkorn, uanset fæste eller eje, altså ingen repræsentation af husmænd.

Amtsrådet:

Amtmanden, en af amtets provster, udnævnt af kancelliet, d.v.s. centralmagtens repræsentanter.

Lokale repræsentanter: sædegårdejere valgte 3 medlemmer, hvis sædegårdenes hartkorn var ½ af amtets samlede hartkorn, ellers 2 repræsentanter.  3 eller 4 valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, hvor centralmagten og det store hartkorn jo også var godt repræsenteret.

 

Den mindre ½ valgtes af samtlige, som også var valgbare til Folketinget, d.v.s. ingen fra de 7F’er.

Den større ½ valgtes af de højeste kommunale skatteydere over det foregående år.

Præster og det store hartkorn mister det fødte medlemskab.  Præsterne beholder dog beføjelser i fattig- og skolevæsen med stemmeret i disse sager.  Herredsfogeden kunne deltage i forhandlingerne uden stemmeret.

Der skulle være et ulige antal medlemmer.

Amtsrådet, 7-11 medlemmer ulige antal:

Mindre ½ valgtes her af de største skatteydere.

Større ½ valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne.

 

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 

Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 

I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.

Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.

Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden. 

Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem, endvidere sikre, at beslutningerne blev ført til protokols, også divergerende opfattelser. Han skulle desuden sørge for beslutningernes udførelse samt føre korrespondancen for rådet. Alle protokoller var det formandens ansvar at føre.

Med Kommunallov af 25. marts 1933 og i de efterfølgende år kom der forskellige ændringer og tilføjelser, som blev opsamlet i lovbekendtgørelser af 6. juli 1950 og 22. september 1965.

Det var dog først med kommunalreformen 1. april 1970 at de sidste sogneråd (og sognerådsformænd) forsvandt og blev afløst af betegnelserne primær- og sekundærkommuner, kommunalbestyrelser og amter med en borgmester i spidsen. 

 

Niels Clemmensen har i sin disputats undersøgt og dokumenteret den socioøkonomiske fordeling i ledelsen af sogneforstanderskaber og -råd i Præstø og Randers amter.

De i tabeller og figurer titulerede sognerådsformænd var i perioden 1841-1867 sogneforstanderskabsformænd.

 

Tabel 1 Socioøkonomisk fordeling af sognerådsformænd, i % andele af kommunerne i Præstø og Randers amter

Den her bragte tabel er en sammenskrivning af tabellerne 1-2, 31-34 i NC. Der er i denne sammenskrivning set bort fra den optimale repræsentativitet, som NC har forsøgt at tage højde for ved at bringe tabeller, som giver data for udvalgte år i udvalgte tabeller. Variationerne er så ubetydelige, at disse supplerende tabeller er fravalgt.

For Præstø Amt er der indhentet data fra o. 60 kommuner (56-65) for Randers o 70 kommuner (71-72).

Den officielle hartkornstatistik kan benyttes til at bestemme ejendomme over 12 tdr. hartkorn som store hartkorn, ejendomme fra 1-12 tdr. hartkorn som bøndergårde, ejendomme under 1 td. hartkorn som husmandsteder (NC s. 42).

 

Figur 1. Fordeling af sognerådsformænd, i % andel af kommunerne i Præstø og Randers amter

 

Figur 2: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Præstø Amt

 

Figur 3: Fordeling af sognerådsformænd, i %andel af kommunerne - kun i Randers Amt

Tal og figurer viser generelt for begge amter et markant fald i præsternes andel af formandskaberne, efterfulgt af en tilsvarende stigning i bøndernes, d.v.s. gårdmændenes andel - for begge amter markant fra 1871. Det store hartkorn ligger jævnt godt repræsenteret på over 20 % af formandskaberne indtil 1871. Herefter kommer der et fald, der falder sammen med det samlede Venstre i Rigsdagen fra 1870, og faldet kulminerer i 1888, hvor provisorietiden er på det højeste konfliktniveau. Man kan sige, at faldet er mindst markant i det mindre godsrige Randers Amt, fordi det store hartkorn her aldrig når den position i formandskaberne som i Præstø Amt.

I det godsrige Præstø Amt har bønderne en mindre repræsentation i formandskaberne fra 1862 i forhold til Randers Amt. Tilsvarende har det store hartkorn fra 1862 en større andel af formandskaberne, end de har i Randers Amt. Det betyder så også helt naturligt den stærkeste tilbagegang i formandsrepræsentationen i Præstø Amt.

Hvis kildematerialet tillader det, og det er frugtbart for analysen, vil der for Viborg Amt blive differentieret i den socioøkonomiske gruppe fra 1 til 12 tdr. hartkorn, som udgør gårdmændene under et i Præstø og Randers materialet. Man kunne forestille sig, at billedet kunne nuanceres ved at inddele gårdmandsgruppen i flere dele.

 

En anden nuancering til den generelle tendens i periodens politiske udvikling  kunne være den udvikling, som kan konstateres i Skanderup Sogn, hvor den religiøse faktor kunne se ud til at have haft en modificerende virkning på den ellers ret generelle tendens til styrkelse af gårdmændene og Venstre under provisorietiden fra 1875 til systemskiftet i 1901. Og da ikke mindst også i tiden herefter, hvor provisorietidens lemmingeeffekt med Højres styrtløb mod den politiske død fortsatte indtil en begyndende politisk renæssance med dannelsen af afløseren, Det Konservative Folkeparti i 1915.