En stue i Fjends Herred ca. 1860
Hans Smidth: Stue fra Fjends Herred, ca. 1860'erne. Olie på lærred, 31.2 x 44,1 cm. Den Hirschsprungske Samling.
Hos Hans Edvard Nørregård-Nielsen (Limfjorden II) hedder det om dette billede og den lokale maler, Hans Smidth:
"Smidth vandrede omegnen tynd, lejede sig for natten eller i perioder ad gangen ind på gårdene, og flere af hans kunstnerisk bedste værker viser det nøjsomme inventar, som husets bilæggerovn eller alkove, når de på dage med regnvejr måtte påtage sig at være motiv. ... Nede fra Fjends Herred har han et søndagsstille interiør fra en stue, som en ung pige i sit pæneste tøj netop passerer med en skål i den fremstrakte hånd ... der er noget tyst og nærmest sakralt i handlingen, som gør, at man pludselig kan høre uret, der på væggen er fastholdt midt mellem perpendiklens energiske indhug på tiden og en tung skygge, der åbner blikket ind mod det nette snedkerværksted med høvlebænken i rummet ved siden af.
Helheden tåler at blive ransaget, alt det pænt hverdagsslidte er der med en renskuret ærbarhed, og øjeblikket hviler i sin egen evighed. ... Interiøret hviler søndagsstille i urets tikken og med en duft af friskhøvlet træ; det når trods stilheden ind på alle sanser, så man i tavsheden indprenter sig bordpladens tre brædder og den pænt kannelerede dørkarm."
Sådan må der i 1800-tallets vækstperiode have set ud i mange stuer i Nordfjends.