Fra provisorietiden i Viborg Amt

En lokal fortælling, slægtshistorie om en oldefar, der havde med- og modgang i provisorietiden.

Nils Andersen Nyrops historie (fra Thorning, Skræ) 

Min oldefar, Niels Andersen Nyrup, levede et så langt og begivenhedsrigt liv, at man kan fylde en bog med hans historie. Det er hermed gjort. I næsten femogtyve år har det været en spændende, nærmest manisk fritidsbeskæftigelse at samle oplysninger om ham, om de mennesker, han levede iblandt, og om de steder, hvor han færdedes

...

Duelund, marts 1997.

Kristian Andersen Nyrup.

....

22. Provisorietiden

Den første halve snes år af familien Nyrups tilværelse i Thorning sogn, som er beskrevet ovenfor, falder sammen med den periode i Danmarkshistorien, man kalder Provisorietiden. 

På denne tid kæmpede de rige, de fine og de dannede med alle midler og med kongens og statsapparatets hjælp for at holde bønderne borte fra den sidste bastion, regeringsmagten - af hensyn til "den europæiske velanstændighed", som det skamløst formuleredes i disse kredse. 

Kampen handlede om, hvorvidt en regering skulle have et folketingsflertal bag sig, eller om kongen suverænt kunne udpege en regering uden hensyn til rigsdagens sammensætning. Trods et stadigt voksende venstre-flertal fortsatte kongen uanfægtet med at udpege højre-mindretalsregeringer, og siden 1875 havde godsejeren J.B.S.Estrup siddet som konsejlspræsident. Ved et folketingsvalg i 1884 var resultatet blevet 19 mandater til højre og 83 til venstre, og for første gang blev også arbejderbevægelsen repræsenteret, idet der blev valgt to socialdemokrater. Venstre forsøgte at gennemtvinge et regeringsskifte ved at "sabotere" lovgivningen, og da Estrup-regeringen herefter ikke kunne få sin finanslov vedtaget, opløste den rigsdagen og udstedte en provisorisk (midlertidig) finanslov. Siden fulgte andre provisoriske love, f.eks. forbud mod at "føre ophidsende tale" mod regeringen. 

Striden blev nemlig ikke kun en sag for Christiansborg-politikere - et ikke ganske passende udtryk i netop denne periode, for Christiansborg brændte i 1884 og blev først genopbygget og taget i brug i sin nuværende skikkelse i 1918 - den gav genlyd ud i de fjerneste afkroge. På landet, hvor man ved valg efter valg stemte stadigt større flertal af venstrefolk ind på tinge, var der mange steder nærmest oprørsstemning, når man mødtes i forsamlinghusene. Da en provisorisk finanslov ikke var vedtaget i rigsdagen, var den efter manges mening ulovlig, og myndighederne havde derfor ingen ret til at opkræve skat. Det førte til skattenægtelse og efterfølgende udpantning. Over hele landet sluttede folk sig i stort tal til såkaldte riffelforeninger, og det lå i luften, at våbnene skulle anvendes mod frihedens fjender, hvad der fik regeringen til at udstede et provisorisk våbenforbud. 

Estrup oprettede også - efter at der havde været et skudattentat mod ham - en særlig politienhed, et gendarmerikorps i lyseblå uniformer, der skulle medvirke til lovenes gennemførelse og holde befolkningen i ave. 

 

I Thorning sogn var der også en skattenægterbevægelse, der dog som andre steder i landet løb ud i sandet, og på møder førtes der forbudt ophidset tale mod regeringen, hvor folk opfordredes til at anskaffe skydevåben. Men det kom aldrig til direkte konfrontation med myndighederne, efter sigende fordi egnens øverste politimyndighed, herredsfoged Krabbe i Kjellerup, var en fornuftig mand og selv var venstremand, der holdt "de lyseblå" borte fra møder og markeder. 

Men andre steder i landet, også i den nærmeste omegn, var der mere dramatik. I Silkeborg idømtes f.eks. en 13-årig dreng ti slag ris for at have råbt "ned med Estrup", og landskendt som "pigen fra Løvel" blev Kirsten Jensen (datter af Simon Jensen, Niels Nyrups stedmors bror), der blev dømt for majestætsfornærmelser, fordi hun og en ung mand fra egnen på et møde i Løvel Forsamlingshus halshuggede en statue af Christian IX, der regnedes for hovedansvarlig for tingenes tilstand. 

Provisorietiden varede i ni år. I begyndelsen af 90'erne blev Venstre splittet på spørgsmålet om forhandling eller konfrontation. En af fraktionerne (De Moderate eller Det forhandlende Venstre) indgik i 1894 et forlig med højre-regeringen, der så at sige lovliggjorde forfatningsbruddene. 

I Thorning sogn var der som de fleste steder på landet ikke mange højre-folk, men alligevel førte forfatningskampen til politisk splittelse, idet striden mellem venstre-fraktionerne forplantede sig til sognet. Ved valgene stemte to næsten lige store grupper på hver sit venstre-parti. Den ene halvdel støttede De Moderate. Den anden halvdel støttede Venstrereformpartiet, og specielt efter forliget i 1894 var der stor forbitrelse mod "forræderne".

 

23. Højre eller venstre?

Der findes kun få vidnesbyrd om Niels Nyrups holdning til tidens politiske stridsspørgsmål. Der er intet tegn på, at han efter sin kortvarige deltagelse i sognestyrelsen i Rødding-Løvel-Pederstrup var aktiv i lokal- eller landspolitik. Tværtimod tyder alt på, at hans samlede interessen om de daglige gøremål som landbruger og handelsmand. Da han flyttede til Skræ, havde han nok hverken overskuddet, lysten eller alderen til for alvor at tage del i tidens turbulente strømninger. 

Alligevel tyder alt på, at hans syn på samfundet og tilværelsen hele livet igennem var gårdmandens, at han holdning til tidens politiske spørgsmål var præget heraf, og at han delte sin lillebrors nedarvede gårdmandsstolthed og tro på landsbysamfundets naturlige rangorden. Hans egen pludselige degradering fra proprietær til husmand må have forårsaget, hvad man i vore dage ville kalde en dyb identitetskrise. Den kan nok have henledt hans opmærksomhed på sociale problemer, han ikke tidligere havde hæftet sig ved, men den var næppe i stand til at rokke hans grundfæstede opfattelse af sig selv som gårdmand. 

Om Niels Nyrups stilling i den aktuelle strid og hans politiske tilhørsforhold i det hele taget tier som sagt efterretningerne. Det var en højre-avis (Viborg Stiftstidende), han abonnerede på, mens han boede i Batum. Og som proprietær på Nørgaard var det i udprægede højre-kredse, han slog sine folder. Heraf kan man dog næppe drage den konklusion, at han selv var højremand. 

Måske kan man slutte sig til noget af den omstændighed, at han handlede hos en af de få købmænd i Viborg, der var venstremænd. Hos denne - Jensen Lyngsø - var der efter sigende mere snak end handel, når venstrebønderne mødtes i hans gård på deres ture til købstaden. De ellers højresindede købmænd i byen noterede sig ikke uden skadefryd, hvordan han nærede "en slange ved sit bryst". Han lagde grunden til sin egen ruin ved at satse på en kundekreds, der i bund og grund var troløs, fordi den var mere optaget af andelstankerne end af loyale handelsforbindelser til den gode købmand. Det sagdes, at de mange brugsforeninger, der skød frem netop i provisorietiden, var venstrebøndernes pression mod eller hævn over købstadsborgerskabet, der var højres talrigeste støtter. 

Hvis Niels Nyrup var venstremand - og det er trods alt det mest sandsynlige - så hørte han nok ikke til de "revolutionære". At samfundet burde styres af folk, der med deres stilling og økonomi beviste, at de kunne styre deres private anliggender, var indlysende sandheder i det miljø, han færdedes det meste af sit liv. Det ændredes næppe af den omstændighed, at han selv havde haft uheld i sin tilværelse og endda på sine gamle dage måtte lide den tort "at falde sognet til byrde".

...