Gl. Skivehus

Gammel Skivehus er et af Skives få bevarede erindringssteder^*. Man kan med nogen sikkerhed antage, at bynavnet Skive er afledt af Skiuegarthæ, Skivegård, det oprindelige navn for kongsborgen i Skive, omtalt i Kong Valdemars Jordebog, der kan dateres til 1231. Skive betyder planke, en skive træ. Man regner med, at Skivegård har den oprindelige betydning, en gård omkranset af planker, skiver af træ. Men det helt centrale er, at Skive navnemæssigt nok er vokset ud af Skivegård, det senere Skivehus.

At stedet er 'bevaret'  skal tages med alle de forbehold, som den nuværende tilstand kan foranledige. Men på trods af tidernes hårdhændede fremfærd er dele af Skivehus stadig blandt byens ældste bygningsmæssige levn. I 1999 gik det fra fredet til blot at være bevaringsværdigt. Det 20. årh.s hoteldrift og tilbygninger har været en udfordring for de historiske levn. Så meget, at de ældste rester nu er nedrivningstruet på trods af, at Gammel Skivehus er Skives næsten eneste bygningshistoriske forankring fra byens fødsel. De historiske monumenter er bindingsværkslængen, opført af Verner Parsberg til Eskjær i 1719 og hovedhuset, ombygget i nyklassicistisk stil fra o. 1850 (Skov- og Naturstyrelsen anfører 1866) og 1893-95 ombygget og forhøjet med en etage. Under den af Parsberg opførte bindingsværkslænge er der en kælder med køkken, som stammer fra 1300-tallet. Det må formodes, at Kulturarvsstyrelsen og Nationalmuseet vil kræve omfattende arkæologiske udgravninger herfra, hvis planerne om nedrivning bliver bragt til udførelse.

Det helt bemærkelsesværdige - trods forfald og vanrøgt - er bygningernes historiske spændvidde fra 1300-tallet, over 1700- og 1800-tallets tilbygninger. Og stedet, hvor kongemagtens naturligvis måtte placere residensen - ved Karup Å, det handels- og transportmæssige centrum med broen, der forbandt - forbinder - Salling med Viborg og resten af Danmark. Vestligt og udsprunget herfra kom byen Skive så til at ligge, opstået som et centralt handelssted ved Karup Å, forbindelsesled mellem Thy, Mors og Salling samt til Hærvejen ved Viborg. Skive har været et trafikalt knudepunkt i området.

Skive må således i byens allertidligste historie have været et resultat af en naturligt placeret kongsgård, d.v.s. et sted, hvor kongen kunne opholde sig, eller hvor hans vasaller kunne bo. Som kongsgård hed kongens sted Skivegård. Under navnet Skivehus blev det et lensmandssæde.  Kongsgårdens jord har - som navnet indikerer - tilhørt kongen. Dog ikke privat men som kongelev iflg. jordebogen, d.v.s. rigets, kronens gods. Kongens private gods hed patrimonium. 

Under betegnelsen Skivegård nævnes det nuværende Skivehus som anført første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, og man må formode, at både byen og borgen formentlig er grundlagt en gang i 1100-tallet. Fra 1661 var gården ejet af adelige, startende med rigsadmiralen Ove Gjedde. Det fremgår af kildematerialet, at det, som Johan Skarpenberg i 1407 erhvervede som pant fra kronen sammen med hele Skivehus Len, var "den faste borg Skive med tilliggende len og herreder".** Hvornår navnet præcist er skiftet fra Skivegård til Skivehus kan ikke afgøres ud fra det eksisterende kildemateriale. Fra 1800-tallet ejedes gården af et varierende antal hovedsageligt borgerlige ejere. Endelig blev gården i 1928 erhvervet af J. P. Jensen og etableret som missionshotel. Familien Jensen har tilføjet den røde hotelbygning fra 1929 og den hvide fra 1966.

Til de mere brogede dele af historien omkring Skivehus hører, at kongemagten indtil det endelige salg til rigsadmiral Ove Gjeddes arvinger i 1661 især brugte hovedgård- og ladegård som pantsætningsobjekt. Det må derfor betegnes som et ganske forfaldent gods, som familien Gjedde overtog. Verner Parsberg til Eskjær overtog i 1693 et gods på fallittens rand. Selv om økonomien under Parsberg blev betydeligt forbedret, så var man formentlig i Skive købstad ikke så begejstret for den nye nabo, som man kom i strid med omkring markjorderne (som skulle nås ved at krydse byen) og retten til fiskeri i åen. Hvis Parsberg ikke var så nem, så gik det helt galt, da Skivehus blev overtaget af overretsprokurator Peder Lund. Situationens beskaffenhed fremgår af en klage fra byen til kongen i 1780 over Lund: han havde berøvet dem retten til fiskeri i åen (igen), havde indhegnet store dele af byens markjorder til eget brug, og for at føje spot til skade havde han iflg. klagen opbrudt dele af byens gader og brugt stenene i egen gård.

Forholdet til byen lettedes velsagtens noget med en ny ejer, Christian Lange til Eskjær, der bortsolgte det meste af bøndergodset og i 1791-92 flyttede ladegården ud til de vestligt liggende jorder, således at byen endelig kunne se sig fritaget for generende arbejdskørsel fra godset ud i markerne. Der findes en opgørelse fra Peder Lunds ejertid over godset, tilhørende Skivehus, hvoraf størsteparten så blev frasolgt af Lange: 73 bønder og 29 husmænd med 340 tdr. htk., meget spredt beliggende (før landboreformernes udskiftning). Hertil kom så den nye ladegård, Ny Skivehus, som havde 24 tdr. htk. og 73 tdr. htk. bøndergods. Herefter blev der købt og solgt - bl.a. til den i 1864 etablerede banegård, så der ved et ejerskifte i 1871 kun var 14 tdr. l. tilbage. I løbet af denne turbulente periode forsvandt bl.a. voldgravene og resterne af et tårn med hvælvede rum. Se oversigt over mål.

Den dårlige tilstand, Skivehus var i, ser man også i de problemer, der var med at få dets tårn benyttet til formålet som fangehul. Her kan anføres som eksempel tjeneren Christian hos den sidste lensmand på Skivehus. Han blev i 1660 dømt til døden for at have dræbt sin plejefar. Men Christians plejemoder ville ikke betale for hans henrettelse. Derfor blev han fængslet - som andre kriminelle - på Skivehus. Det var et lidet flugtsikret sted p.gr.af den dårlige vedligeholdelse. Men det var nu ikke det mangelfulde fængsel, men formentlig lensmandens manglende vilje til at betale for hans ophold i fængslet, der bevirkede, at han efter 3 år blev overført til Blåtårn, hvor han som medfange fik Chr. IV's datter Leonora Christina, som omtaler Christian i sit "Jammersminde". Leonora Christina er faktisk årsag til, at vi overhovedet kender Christians historie. Hun omtaler ham over et betydeligt antal sider (punktvis s. 33-78 i den her anviste udgave) i Jammersminde. Han var lige kommet til Blåtårn, da hun ankom, og det fremgår af hendes beskrivelse, at Christian var grov og plump, men gjorde Leonora Christina tjenester, at hun så til gengæld skaffede ham mad, vin og mæglede mellem de kvinder, han plejede omgang med i fangehullet. Det fremgår yderligere, at Christian havde meget frie forhold, og at Leonora Christina i 1667 hjalp ham med at blive løsladt fra fængslet - uden at få nogen tak for det, tværtimod. Herom siger Leonora Christina: "...Han tog ingen Afsked hos mig, lod mig ikke engang hilse ved Taarngjemmer eller Dreng. Kvindfolkets Taksigelse var, at han samme Aften slog henders Vinduer ind og saa rumstered i Fuldskab paa Gaden, saa han blev sat i Raadhuskjælderen; kom dog om anden Dagen ud..." Leonora Christina sad i Blåtårn 22 år fra 1663 til 1685, skrev noget af Jammersminde i fængslet, formentlig påbegyndt i 1673, men det meste er nok færdiggjort efter frigivelsen i 1685. Vi må ud fra den ret detaljerede beskrivelse af bl.a. Christian formode, at hun har haft en god hukommelse og / eller gode notater.

Historien om Christians domfældelse i Skive og tur til Blåtårn kender vi kun fra Leonora Christinas beskrivelse, som vi formentlig kan fæste nogen lidt til - selv om detaljeringsgraden nok ikke kan anses for at være ganske troværdig, Leonora var ikke i Skive i 1660. Men som et udsagn, der viser afstanden til nutidens retssystem og den ultimative privatisering af (nogle varianter af) straf, er det en god kilde. Dog siger den intet om motiverne til at sende Christian til Blåtårn, men det kunne da meget vel have været en lokal besparelsesforanstaltning, idet det fremgår, "at hans Junker betalte hans føde": "...Førend jeg melder noget om den Fange Christians Bedrifter imod mig, vil jeg med faa Ord berette hans Brøde, hvorfor han var fangen. Han haver tjent Mons Armfeld (lensmanden, fra 1663 amtmanden i Skive, Mogens Arenfeld) for Lakej. Han med andre Lakejer ypper Klammeri med en Mand, som havde været Christian en Fader og fød hannem op af sin Ungdom og altid haft Omsorrig for hannem. Manden blev dødelig saaret, raabte i sit yderste: "Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!" De andre Lakejer løbe hver sin Vej, men Christian blev paagreben. Hans Kaarde befandtes og at være blodig. Han nægtede det altid, at det ikke var ham, der stak Manden. Han blev dømt fra Livet; men eftersom den døde Mands Kvinde ikke vilde bekoste paa Exekutionen, blev Christian saa hensiddendes, og hans Junker betalte hans Føde... Paa tredie Aar havde han været fangen, førend jeg blev fængselet, og blev tvende Gange forflyt; først af Troldhullet i den mørke Kirke, siden her, som jeg sidder. Der jeg blev ført fangen hid, blev han sat der..." (s. 57 i bemyttede udgave af Jammersminde)

                            

På trods af tidernes tand, fangehullets ufuldstændighed og hoteldriftens mindre harmoniske tilføjelser til den gamle kongsgård og lensmandssæde er der dog stadig - som anført - væsentlige rester, helt tilbage fra kongsgårdstiden.

        

  

* Erindringssteder er et historisk betinget begreb, som dækker over nationalitet, fællesskabsfølelse m.v., der skabes i forbindelse med historiske begivenheder eller monumenter. Begrebet kan - og bliver - også brugt politisk.

** Det fremgår af Danmark Riges Breve, 4. række, bind 185, 1407. 30. november. Ribe (i dansk oversættelse), at "Jeg Johan Skarpenberg, ridder, bekender med dette mit åbne brev, at jeg af de mægtige fyrster, min nådige herre og frue, kong Erik og dronning Margrete, har modtaget og fået slottet og den faste borg Skive med tilliggende len og herreder, nemlig Hindborg, Rødding, Nørre og Harre herreder i Sallingholm og med Skive birk, alt beliggende i Nørrejylland, som pant for 5000 lybske mark i den slags penge og mønt, der er gyldig og gangbar i Lübeck..."