Dansk landbrugs guldalder i nyere tid er indiskutabelt perioden med den overgang fra planteavl til dyrisk produktion, der startede i 1870'erne. Forudgående havde der siden 1830'erne været en periode, "kornsalgsperioden" med gode afsætningsmuligheder for og priser på korn.

Med dampmaskine, -skibe og -tog forbedredes transportmulighederne, og det oversøiske korn blev en prisbillig konkurrent til det europæiske. Dansk landbrug blev derfor under pres fra verdensmarkedet på det nærmeste tvunget til at dyrke jorden med henblik på at sende afgrøderne videre gennem husdyrholdet.

Til gengæld blev Danmark så førende på verdensmarkedet inden for den dyriske produktions mejeri- og slagteridrift.

Det bevirkede, at især de middelstore landbrugs gårdmænd markerede sig i førertrøjen i forhold til herregårdsdriften og de større landbrug.

På mejerifronten blev tidligere tiders produktion af smør på først og fremmest herregårdsmejerierne, hollænderierne afløst af en ny tids fælles- og andelsmejerier.

Overgangen fra individuel og privat hjemmeslagtning til storproduktion på slagterier ser ud til at have været en kombination af landbrugets omlægning fra planteavl til primært husdyrbrug kombineret med først og fremmest importforbud for svinekød på det tyske marked 1887-89, som fremskyndede en allerede igangværende interesse for de anderledes krav til bacon på det angelsaksiske i stedet for flæsk til det tyske marked.

Overgangsfasen blev ledsaget af samtidige herregårdsslagtninger, som satte herregårdsmejerierne ud af spillet. Resultatet blev dominans af de efterfølgende fælles- og andelsmejerier, ind imellem bygget som gode eksempler på den tiltagende velstand blandt ejerne, de middelstore landbrug. Og med andelsmejerierne som klart førende i udviklingen.

På slagteri området var der i startfasen, fra 1887 både andels- og private slagterier. Der blev gjort et forgæves forsøg på at skabe en samlet slagterifusion for at undgå det, initiativtagerne anså for "skadelig konkurrence".

Fælles for mejerier og slagterier i dag er det, at den økonomiske og teknologiske udvikling har medført en gennemgribende centralisering på begge produktionsområder. Små, lokale mejerier og slagterier findes stort set ikke mere, den i starten herskende opfattelse, at man skal undgå "den skadelige konkurrence" er blevet realiseret. Andelsbevægelsens og de private små virksomheder eksisterer kun i det omfang, at de - som f. eks. Thise Mejeri - har været i stand til at effektuere "den skadelige konkurrence" med et konkurrencedygtigt alternativ.

Det er bemærkelsesværdigt og lidt inspirerende, at et meget lille, lokalt Thise Mejeri med en start som fællesmejeri, overgang til andelsmejeri, en kort periode som privatejet mejeri, nu som andelsmejeri med økologiske interessenter har etableret sig som et overordentligt konkurrencedygtigt alternativ til næsten monopolet Arla Foods.

I Skive, Salling, Fjends, på Fur og Mors afløste en ny tids fælles- og andelsmejerier i startfasen 1880-90’erne hinanden og videreførte - langt de fleste som andelsmejerier - mejeriudviklingen, indtil nedlæggelser med stordriftens rationaliseringer.

I Fjends lokaliteten Hald sattes dette punktum i 1970, stort set samtidigt med den generelle, landsdækkende tendens.

Man kan i statistikken for den økonomiske udvikling i Danmark med bruttonationalprodukt (BNP) og landbrugsproduktionens andel o. 1850-1929 se, at der fra 1870’erne, præcist fra 1876 - 94, var krise i landbrugsproduktionen og afdæmpet vækst i erhvervet,^[1] netop perioden, hvor fælles- og andelsmejerier kommer til at dominere mejeridriften.

Krisen var fremkaldt af et kornprisfald, forårsaget af store mængder af oversøisk korn på det europæiske marked. Det fremmede motivationen til en forbedring af mejeridriften, og startede blandt mindre mælkeproducenter, hus-, boels- og gårdmænd^[2] brugen af fælles- og andelsmejerier.

Fælles- og andelsmejerierne gjorde de middelstore gårdmandsbrug uafhængige af herregårdsmejerierne. Derfor blev de middelstore brug ledende i en udvikling, der kulminerede med det første andelsmejeri i Hjedding 1882 og herefter var der i perioden 1860-1903, hvor den første mejeritælling i Danmark blev foretaget, en udvikling der førte frem til en klar dominans af andelsmejerierne.

Med landbrugets øgede produktion og eksport af animalske produkter, hvor andelsbevægelsen spillede en hovedrolle, blev perioden 1870-1914 landbrugets økonomiske glansperiode på trods af, eller rettere p. gr. af krisen i den vegetabilske produktion. Den gunstige prisudvikling i landbruget skabte indkomster og investeringer i nyt materiel. Hvor det havde været større gårde og godserne, som havde været ledende i udviklingen indtil andelsbevægelsen fra 1882-88, så kom de middelstore gårdmandsbrug^[2] nu i førertrøjen.

Illustreret med tal for landbrugsproduktionen ser man tydeligt, hvorledes situationen udviklede sig med det resultat, at ikke mindst mejeridrift og smørproduktion blev den førende sektor i dansk samfundsøkonomi i perioden op til 1914, hvor i øvrigt godsejernes politiske dominans med Estrup og provisorietiden var fokus i Danmarkshistorien.^[3] Her tabte godsejerne både den økonomiske og politiske magt.

Hvor mejeridriftens forløb var en markant overgang fra de store landbrugs og godsejernes hollænderier til fælles- og andelsmejerier med en glidende overgang fra fælles- til dominans af andelsmejerierne, så var forløbet anderledes i svineproduktionen, hvor et tysk importforbud for svin 1887-89 medførte oprettelse af både andels- og private slagterier, der satsede på afsætning til det engelske marked for bacon- i stedet for de federe flæskesvin, der havde været dominerende afsætning til det tyske marked.

Der var forgæves fusionsforsøg mellem de private og svineslagterierne 1890-91. Sammenbruddet i disse forhandlinger var både økonomisk og politisk betinget - andelsbevægelsens bønder brød sig ikke om "kapitalisterne", de private slagteriejere, som de mistænkte for at ville snyde dem. Og især var det et handicap for topfolkene i den private slagteriverden, hvis de begrundet kunne mistænkes for at sympatisere med Højre, provisorietidens tabende part på den politiske front.

Museklik på diagrammer for forstørrelse

Udviklingen i landbrugsproduktionen siden 1860 ses her statistisk belyst, og viser prisfaldet i kornproduktionen over fælles- og andelsmejeriernes gennembrud i 1880’erne indtil de prisændringer, der blev resultatet af 1. verdenskrig og 1930’ernes økonomiske krise, der starter med Wall Street krakket 1929.

Udviklingen er også belyst med brug af indekstal, der viser den procentuelle ændring i forhold til det valgte basisår, 1860.

Begge tabeller med brug af diagrammatisk illustration. Produktionen i alt er suppleret med en stiplet tendenslinje, men ialt grafen illustrerer tydeligt faldet i produktionsværdi fra o. 1876. Det fremgår, at den prismæssige stagnation varer indtil 1885, at den skyldes et fortsat fald i vegetabilske priser, der kompenseres ved stigningen i den animalske produktions priser, hvor svineproduktionens værdi overhaler mejeriproduktionen 1930, men med et vækstpotentiale, der illustreret i indekstabellen slår igennem op til og efter 1. verdenskrig.
Den faldende indtjening i planteproduktionen er markant før 1. verdenskrig med en svag bedring her, indtil 1930’erne. Modsat indtjeningen i den animalske produktion, hvor især mejerier og smørproduktion topper i tiden indtil verdenskrigen, hvorefter især svineproduktionens indtjeningsevne forøges markant.

Omstillingen fra planteavl til dyrisk produktion sætter mejeridrift og slagterier i fokus, især mejeridriften, hvor smørproduktionen vokser fra 24 mio. kg til 75 mio. kg i perioden 1861-1893. Smøreksporten er især højdespringeren^[4] i perioden med gennembrud for fælles- og andelsmejerier 1880 til 1899. Der er en fordobling af mejeriproduktionen, og værdien af smøreksporten vokser 4½ gange. Dette i sammenligning med svineproduktion og -eksport, der fordobles i perioden indtil 1899. Herefter vokser ikke mindst svineproduktionens andel.

Inden egentlig mejeridrift startede i løbet af 1700-årenes Danmark, lavede man smør på almuevis, almuesmør. Det var et mælkeprodukt af lav kvalitet, som almuen stort set kun brugte i egen husholdning. Til denne produktion lod man fade med mælk stå nogle dage på producenternes hylder under loftet, hvor der så øverst dannede sig et smørlag - ofte med fluer og utøj i mælken, og smørkvaliteten blev derfor højst uensartet og et resultat af den enkelte producents krav til hygiejnen. Samtidige kritikere hævdede, at den tids almuesmør kun var velegnet til brug som vognsmørelse.

Der skete en væsentlig forbedring i smørproduktionen på samtidens herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk forbillede kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet og hygiejnisk måde, ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Arbejdet med køer var oprindeligt et kvindeområde, som mænd ikke beskæftigede sig med. Der blev 1836 indført en toårig uddannelse som mejerske^[5], som tydeligt markerer dette forhold.

Mejerske på uidentificeret postkort 1910-20. Sådan kunne der godt have set ud på Hald Mejeri 1886-92, hvis Ane Kirstine Kjær havde deltaget i fællesmejeriets drift. Dog ikke med det lurmærkede papir på væggen, der først blev registreret varemærke 1901. Der pakkes dritler med smør fra den store kærne, og der er vægte og lodder i forskellige størrelser.		Disse mælkekuske ved Hannæs Mejeri, Thisted Kommune er fotograferet nok nogle år efter mejeriets start 1911. Tilsvarende kunne man muligvis se i Hald, hvor der 1893 var fem registrerede ruter, fra 1898 seks og særskilt smørkørsel - med et tilsvarende antal mælkekuske.

Smørproduktionen var især blevet udviklet i hertugdømmet Holsten, der var en del af det danske kongerige indtil 1864, og i Holland. Et dansk herregårdsmejeri blev ofte kaldt for et hollænderi. I Oeconomisk Journal fra 1757 hedder det: "Den, som selv har Hollænderiet, maa i det ringeste holde en Meyerske."

Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. En yderligere forbedring af smørkvaliteten var det, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand, senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen.

Så længe det danske kornsalg til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt - og det gælder primært tiden 1830-70'erne - manglede man kontante tilskyndelser til en mere organiseret og gennemført kvalitet i smørproduktion og -eksport. Det kom der med landbrugskrise og omlægning fra vegetabilsk, især kornproduktion til animalsk landbrugsproduktion.

Landbruget stod i en helt ny situation med problemerne i planteavlsproduktionen, hvor løsningen var selv at bruge planteavlen som foder i en animalsk produktion. Herregårdsmejerierne kunne tage kampen op om markederne for animalsk produktion, men der var desuden driftige unge mejerister og andre, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en form for lukket interessentselskab snarere end et fællesmejeri. Eller som tilfældet var i Hald, en landmand med en mejeristuddannelse, der for egen regning og risiko købte og drev fællesmejeriet i Hald med leverance fra både de store - "ØrslevKloster, Lerchenborg og Baadsgaard" - middelstore og mindre bedrifter på egnen. Leverancen fra ”de store” er interessant, da det må betyde, at de her tidligere eksisterende herregårdsmejerier, hollænderier er blevet nedlagt.

I Vestjylland var situationen anderledes end i det østlige Danmark. Med gødningskrævende sandjord og før grundlæggelsen af Esbjerg Havn (byggeri af havnen fra 1868) med mangel på eksporthavne har området aldrig haft en stor kornproduktion. I stedet satsede man på eksport af svin og levende kvæg. Denne satsning var o. 1880 ved at blive vanskelig i området. For det første var jorden gødningsmæssigt ved at være "presset". Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I 1864 havde Danmark desuden mistet Altona som udskibningshavn. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark, men i stedet for at lade herregården - dem var der ikke så mange af i Vestjylland - eller en mejerist fra et fællesmejeri "skumme fløden", valgte man i vid udstrækning selv og i fællesskab at høste fortjenesten ved etableringen af andelsmejerier. Fællesskabs- eller andelstanken blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på forskellige landbrugsskoler i området, bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, måske også af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne med næsten ens gårdstørrelser.

Resultatet blev oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 med flere lignende initiativer samme år. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende andelsområde. Men allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier, 1888 var det store gennembrudsår.

I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også. 1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163^[8].

Det er skønnet, at omkring 1890 leverede ca. en trediedel af samtlige landbrug mælk til andelsmejerier^[9]. Den første officielle tælling fra 1903 i Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff. viser, at andelsmejerierne nu var blevet totalt dominerende.

Mælk og mejeridrift var før fælles- og andelsmejerierne klart et område, hvor kvinder, mejerskerne spillede den dominerende rolle.

 

Efter andelsmejeriernes gennembrudsår 1888 kan man i ”Mælkeritidende”, udg. Af Dansk Mejeristforening, 1892 s. 130 ff. iagttage en debat omkring kvinders og mænds rolle i mejerifaget, først og fremmest den ledende stilling som mejeribestyrer. De debatterende mænd anerkendte her de kvindelige mejerskers positive rolle, men nu skulle man passe på ikke at ødelægge mejerierhvervet, hvor mændenes konkurrence om den ledende mejeribestyrerstilling var ødelæggende nok, syntes nogle debattører. Og, hævdede man, kvinder magtede og forstod ikke den nye, komplicerede teknologi, som nu optrådte i mejerifaget. Ej heller kunne de ”med skørter og kjoler” risikere den farlige omgang med en ny tids maskiner. Endelig mente de mandlige debattører ikke, at kvinder havde fysik til at tumle med de tunge spande og smørdritler, hvor det også krævede en stålsat mand at stå model til de ind imellem stridbare andelshaveres krav til og indvendinger mod den daglige mejeridrift. For slet ikke at tale om kvinders manglende format til at skulle lede mejeriets daglige personale. "Foruden selve Mejeripersonalet er der en hel Del Mælkekuske - stundom raa Personer. Og ... alle Slags Mennesker ... som ikke alle er saa nemme at komme til Rette med - Aandsdannelsen er desværre kun ringe og - - - Agtelsen for Kvinden endnu mindre. "Dog "Smørrets Pasning det kan det være rart for Properhedens Skyld at have en Kvinde til" at varetage.

En enkelt kvindelig mejeribestyrer og en mejerske frabad sig den mandlige bekymring og anførte, at det helt afgørende som tilforn var evne og vilje til at bestride det stadigt mere krævende arbejde.

Udviklingen inden for mejeriområdet fortsatte hen mod mandlig dominans. Søren Hansen Salling, forstanderen på Ribe Mælkeriskole deltog også i debatten med et indlæg i Mælkeritidende under overskriften ”Vore Mejersker”.

Iflg. forstander Salling havde ”vore Mejersker … spillet en fremragende Rolle … da Bøttemejeriet var i sin Blomstring. Da færdedes Mejersken ren og pyntelig med det store skinnende hvide Lærredsforklæde i Mælkekælderen med Myndighed og Værdighed og med enevældig Magt.”

Men, hævdede forstander Salling, nu var den tid helt ovre, Mejerskerne ”har tabt Hovevedet” og er blevet fortrængt af mejerister. ”… Mejerskerne har en lige saa begrundet Ret til at være med i Kapløbet om de gode Stillinger i Mejerigerningen, naar de kan møde frem med den samme praktiske og teoretiske Dygtighed som Mejeristerne sidder inde med. Men vil de erhverve sig denne Dygtighed? - Dette Spørgsmaal maa de selv besvare. - Hidtil har de haardnakket svaret nej! idet kun omkring ved 5 Mejersker har søgt vore Mælkeriskoler, naar disse har været søgt af 100 Mejerister. Om de en Gang, inden det er for sent, kommer til at svare ja, vil Tiden vise. Nærværende Stykke vil jo ikke ægge dem, hvis det fremdeles er sandt, at „Mejerskerne ikke læser Mælkeritidende - eller „Hvad vi vil”. Ribe Mælkeriskole, d. 20/2 1892.”

Eller Jeppe Aakjær, Mejerisang, Digte 1885-1908

...

I et mandsdomineret samfund med gårdmænd og mandlige mejerister som udviklingens spydspidser var der ikke megen debat om mejerskernes tabte terræn i tidens erhvervsudvikling. Det blev der derimod med en debat med Jeppe Aakjær i front, som kom til at betyde en ændring i Tyendeloven fra 10. maj 1854, afløst af Medhjælperloven 6. maj 1921. Et markant resultat af en debat, der udsprang af Jeppe Aakjærs beskrivelser af forholdene på datidens karlekamre. Først som læserbrev i Skive Folkeblad 17. marts 1890 så med romanen Vredens Børn, der udkom dec. 1904.

Forholdene på disse karlekamre har ikke andet med mejeridriften at gøre, end at vi bliver præsenteret for en side af tilværelsen hos nogle leverandører af mælk, som Jeppe Aakjær gav udtryk for at have set udspille sig i Salling og Fjends. Uanset hvor meget, der har været om Jeppe Aakjærs iagttagelser, så blev de debatteret og fik en politisk indflydelse, som formentlig de færreste forfattere direkte kan fremvise med en litterær indsats.

Før Jeppe Aakjær 1904 skrev romanen Vredens Børn, fokuseret på forholdene for datidens tyende på landet, havde han i Skive Folkeblad 17. marts 1890 en beskrivelse af forholdene på karlekamrene ”trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred”. Han har her en malende beskrivelse af karlekamrene som ”Pestkuler”, ”Karlebaase”, hvor ”Aljen fra Kreaturerne ved Siden af har banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret”. En beskrivelse, som mildest talt ikke vakte begejstring hos ”vore Gaardmænd”, som Jeppe Aakjær hermed fik et langvarigt, dårligt forhold til. Dog var han samtidig gode venner med den væsentligste bidragyder til Jenle, proprietær Per Odgaard (1851-1910). Samt med den teknisk begavede mejerist, Esper Andersen (1859-1936), begge som Aakjær selv dybt rodfæstede i Salling og Fjends.

Et enkelt eksempel på den lokale reaktion, som den kom til udtryk i Skive Folkeblad, da Jeppe Aakjærs roman, Vredens Børn udkom 1904.

Opponenten til Aakjær anfører, at der kan være tyendeforhold, som bør ændres, men at "... hr. Jeppe Aakjær ... har skadet ... det gode Forhold mellem Husbonde og Tyende paa Landet ..." med den debat, han har skabt.

Det er Jeppe Aakjærs "plageånd", Mads Jepsen, som han 1905 tager til genmæle mod. Et i Venstre pressen ofte citeret "nabo-inlæg" mod Jeppe Aakjær, sign. Joh. Østergaard.

Det er ganske sigende for debatten omkring Vredens Børn, at Venstres aviser stort set alle fokuserede på reaktioner på bogen i Skive Folkeblad, især 21. dec. 1904, der satte spørgsmålstegn ved, om Jeppe Aakjær overhovedet nogensinde havde været i et af dem af ham beskrevne karlekamre. Eller den anden reaktionstype i de samme blade, at det var den rendyrkede socialistiske agitation, som Jeppe Aakjær sammen med meningsfællen Johan Skjoldborg udøvede, f. eks. Svendborg Avis 24. dec. 1904, som citerer Skive Folkeblad 21. dec. 1904. Socialisme prædikatet tilkendegives i Skive Folkeblad 24. dec. 1904 under overskriften "Digter-Socialisterne - Ude efter Tyendet", hvor Ringsted Folketidende citeres for at skrive, at "de to Digtere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær ... gav nyttige Raad ... (om), at man skal søge at faa Tyendet ind under de samvirkende Fagforbund. Altsaa ren og skjær Socialisme". Læserbrevsskribenten i Skive Folkeblad 21. dec. 1904 anfører at have været nabo til forældrene i Aakjær, som var ordentlige folk, der ikke var bekendt for en "urenhed", der gav fnat, hvor Jeppe så skulle have fået den fra. "Nej, vi kjender Jeppe ... en nabosøn ... som helst vilde lade de andre Søskende gjøre Arbejdet og selv være fri … ” Der er her historisk belæg for, at offentligt mundhuggeri ikke nødvendigvis behøver være debatbefordrende.

Jeppe Aakjær reagerede på kritikken i Skive Folkeblad 15. jan. 1905 med et svar umiddelbart efter udgivelsen af Vredens Børn, som "er mere omtalt og udskjældt, end den er læst..." Det har sikkert ikke gjort kritikerne mildere stemt, at Aakjær efter at have inddraget statistisk belæg for forekomsten af fnat og manglende renlighed "i vore Landdistrikter" karakteriserer kritikerne henholdsvis som et "... enfoldigt menneske ..., der haandterer Pennen som en Møggreb og anser det for god Journalistik at kaste blækflasken i Hovedet paa sin Modstander." Skribenten, hvis pen karakteriseres som "Møggreb" af Aakjær, ser ud til at være Joh. Østergaard.
Eller den her citerede Mads Jepsen, som "har redet min Ryg, fra jeg første Gang traadte ind paa Forfatterbanen ... for at forvrænge mine Ord og Hensigter." Som eksempel på det forvrængende i Mads Jepsens debatstil citerer Jeppe Aakjær ham for i anledning af en tale sammen med udkomsten af Vredens Børn kun at have læst et ufuldstændigt referat af talen i "Social-Demokraten for 10. dec.". Og at have kommenteret både tale og bog med bemærkninger, hvor "enhver enfoldig Læser (må) tro, at det er noget, Jeg (Aakjær) har sagt ... (nemlig): Ret saa! Giv dem bare deres Fedt, de forædte Storbønder ... Fnat har hveranden Karl og Pige! Bonden er ligeglad ... Jo, vi kjender dem disse dovne Sognekonger!" Hertil bemærker Aakjær, at "... det er den almindelige Opfattelse, at netop saadan har jeg talt ... thi det staar jo at læse i Aviserne ... Og dog har jeg ikke sagt et Ord af alt dette ... det er uhæderlig Journalistik ..."Jeppe Aakjær er helt tydeligt glad for en anmeldelse af hans bog, som forfatterkollegaen, den nationalkonservative Valdemar Rørdam har givet 28. dec. 1904, og som Mads Jepsen iflg. Aakjær har "forvrænget". Han anfører fra Rørdams anmeldelse og tilkendegivelse om sagen, at "Karlekamret er overalt utilladeligt slet. Som Aakjær skildrer det ..., saaledes er det ganske rigtigt den Dag i Dag på Tusinder af store og smaa Gaarde Landet over ... Jeg har selv set det, jeg kan bekræfte den fuldkomne Paalidelighed af Aakjærs Skildring."

Et sammenfattende indtryk af karlekammer problematikken kan man måske få i referatet af en "Diskussion i Studenterforeningen om Landbruget i den moderne Litteratur" med deltagelse af en repræsentant for "de større Jordejere", over for litteraturen, repræsenteret ved Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, her refereret efter Bornholms Avis og Amtstidende 28. februar 1905. Fortaleren for jordejerne karakteriserer fremstillingen af tyendets forhold som "som en stor Overdrivelse, fuld af Misvisninger, helt igennem tendentiøs ... han vilde (dog) indrømme, at Karle- og Pigekamrene ofte kunde være bedre ... men først og fremmest kom det an paa Beboerne selv ..." Jeppe Aakjær svarede, at "intet var skrevet i hans Bog, uden bygget ud fra Selvsyn ... Godsejer, Landstingsmand Rottbøl fandt, at Aakjærs Forsvar var at gaa uden om Sagen, han vilde have kunnet forstaa Jeppe Aakjær, hvis han havde haft i Sinde at tale Socialisternes Sag, men dette nægtede Aakjær kraftigt."

Fællesmejerierne var fra start dominerende på øerne, andelsmejerierne i Jylland. Lokalt har der været tale om en variant med fælles- og andelsmejerier, hvis placering, størrelse og startfase her skal være sammenligningsgrundlaget til en nærmere behandling af Hald Fælles- og Andelsmejeri samt Thise Mejeri.

Materialet hertil er i første række den samlede og i vid udstrækning samtidige oversigt i udgivelsen Danske Mejerier 1915-17 over fælles- og andelsmejerier. Man skulle umiddelbart tro, at bd. 3, 1917 med mejerier i det nordvestjyske område ville være en komplet, nyttig og troværdig kilde, men det har vist sig desværre ikke at være tilfældet, både m.h.t. fuldstændighed og nøjagtighed i registreringen.^[12] Ej heller kan man stole på, at alt er korrekt registreret på lokalarkiverne, hvor der både kan forekomme faktuelle fejl og, selvfølgelig, manglende oplysninger. Alle oplysninger er forsøgt sammenholdt med samtidige avisoplysninger, først og fremmest Skive Folkeblad.^[13]

De her præsenterede mejerier havde eller fik ishus, der kunne rumme 80-200 m³ is, rund elle firkantet skorsten o. 20-25 m høj, en vandkilde, brønd el. vandløb, evt. udnyttelse af ”Kloakvand … til Overrisling”, forskellige former for vægte og centrifuger, ”Kærneæltere”, flødebassiner, kedler til opvarmning, "Forvarmere og Pasteurer”, evt. Ringkølere”, træostekar, transportspande.

Periodens mejeribygninger blev fra o. 1910 præget af den lokale arkitekt E. V. Lind, ikke dominerende lokalt, men i det samlede mejeribyggeri i Danmark skulle Lind have bidraget med arkitekttegninger til 342 mejerier. Linds mejeriarkitektur henter bl. a. inspiration fra vestjyske klitgårde, og hans mejerier vurderes til have omfattet et samlet hele af mejeribestyrerbolig, vognport og mejeri.

Her eksempler på den typiske Lind mejeristil.

	Det ældste, kendte foto af Højslev Andelsmejeri er publiceret i bd. 3 af det næsten samtidige værk, Danske Mejerier bd. 1-4, hvor bind 3 udkom 1917. Dette fotografi må formodes taget kort tid efter mejeriets ombygning i 1914 ved arkitekt E. V. Lind. Det kan sammenholdes med fotografier fra o. 1950 og 1959, og vi kan så se, at huset op til mejeriet o. 1914 har ligget lige ud til jernbanen. Det har muligvis 1914 også været opført som bolig for mejeribestyreren, eller det har ligget der fra mejeriets start, det er umuligt at konstatere i folketællingerne, hvor man blot kan konstatere, at mejeribestyreren var bosat i "Østerris". Som mejeribestyrerbolig må det være H. S. Omanns familie på fotoet. Mejeribestyrer Hans Sørensen Oemann er i 1916 folketællingen registreret på matr. 3y (eller v), Østerris, Højslev Stationsby med familie, 4 børn, 4 mejerielever, tjenestepige og en slægtning. Der må have været fuld hus. 3 af matriklerne i Højslev Stationsby har alle prædikatet "Østerris By, Højslev", 3y med tilføjelsen "(820864)", 1471 m2.
I den nærmere bestemmelse af byggeri, udvidelser og flytning af mejeriet og "Alfa Brugsen", som efterfølgende helt har overtaget (og nedrevet) den gamle mejeribygning, har det desværre ikke været muligt at få en præcis kronologi for de luftfotografier, der er arkiveret under Det Kongelige Bibliotek. Men med brug af de sparsomme oplysninger i folketællingsmaterialet fra 1901 og flg. år, der viser mejeribestyrere bosat på Højslev Andelsmejeri, kan vi ud fra matrikelfortegnelsen fastslå, at matrikelnummeret, hvor Højslev Andelsmejeri var placeret, er 3y, husnummer er Viborgvej 214. I 1901 folketællingen er matrikelfortegnelsen undladt, men Højslev Andelsmejeri har løbenummer 11 ud af 27, matriklerne er alle 3 med forskellige bogstaveringer, dog ingen med y. Ejeren anføres som Højslev Kommune. I 1906 folketællingen er H. S. Oemann blevet mejeribestyrer, matrikelnummer 3.

Disse lokale eksempler på mejerier, tegnet af arkitekt E. V. Lind, Skive, er repræsentative og eksemplariske for de 342 andelsmejerier, den produktive, lokale arkitekt har tegnet.

I kronologisk rækkefølge:

Godthaab i Jebjerg opført 1908,

Nr. Lem Brodal 1910,

Skive Andelsmejeri 1911 og

Højslev Andelsmejeri 1914.

Foto af Skive Andelsmejeri er af byarkivet dateret til o. 1915, altså fire år efter opførelsen.

Mejerierne har alle den typiske kvist facade med et rundbuet parti og udluftningskanal i tagryggen, som stort set er gennemgående for Linds mejeriarkitektur.

Skive Andelsmejeri står stadig genkendelig Thomsensgade 18.

Lind er lokalt også arkitekt på Sparkær Andelsmejeri 1916 og Durup Andelsmejeri 1916. Med lidt lignende byggestil på Gamstrup Andelsmejeri 1911 og Hald Andelsmejeri^[15]. Og flere andre.

Ladelund Landbrugsskole ved Vejen blev oprettet i 1879 af Niels Pedersen, der fungerede som lærer på den af ham privatejede skole indtil hans fratræden 1909. Den fik en helt gennemgribende betydning for dansk mejeribrug, da den oprettede landets første kursus for mejerister i 1887, som kom til at udstikke rammerne for mejeristernes uddannelse i de efterfølgende 75 år. Samtidig med skolen oprettedes Ladelund Mejeri 1879, bygget ind i Landbrugsskolens øvrige bygninger. Der blev desuden også drevet eget landbrug.

Mejeriet er 1918 registreret i Danske Mejerier, bd. 4 med 39 leverandører, 270 køer. Af udstyr var der vægte, forvarmer (Pasteurer og Ringkøler fra Kolding), kærneælter Hamlet, kedel fra Kolding, Caroc & Leth maskine, træostekar, flødebassin, Handykrukker, transportspande. Danske Mejerier, bd. 4, s. 240-42.

De lokale mejeribestyrere har for de flestes vedkommende været på ”Ladelund Mælkeriskole”.

Undtagelser er M. Sørensen, Gamstrup Andelsmejeri på ”Ribe Mælkeriskole”, L. Mogensen Kjeldbjerg på ”Dalum Mælkeriskole”, J. C. Lund Nordsalling Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, S. Rasmussen Saugstrup Andelsmejeri ingen ”Mælkeriskole”, M. Graversen Sparkær Andelsmejeri på ”Dalum Mælkeriskole”, A. C Haaning, Dueholm, der heller ikke er registreret med ”Mælkeriskole”.^[16]

Den sidste mejeribestyrer i Hald, S. Mehlsen er uddannet på Dalum Mejeriskole, fremgår det af Skive Folkeblad 29.09.1970, da mejeriet blev nedlagt. Derimod er forgængerne C. Gravgaard muligvis og D. Danielsen helt sikkert uddannet som mejerister på Ladelund.

1909 blev den privatejede skole omdannet til A/S Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole og 1966 til den selvejende institution Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole, fra 1973 Ladelund Landbrugsskole.

I den her foretagne lokale opgørelse er resultatet, at 7 ud af 36 lokale mejeribestyrere havde 1917-18 ikke været på "Ladelund Mælkeriskole". Blandt disse 2 uden ophold på "Mælkeriskole" overhovedet. Lokalt har mejeristuddannelsen for o. 80 % været på Ladelund Mælkeriskole.

Hvis denne lokale statistik korresponderer med en landsdækkende, skulle uddannelsen til det gode job som mejeribestyrer hovedsageligt være foregået via en uddannelse på "Ladelund Mælkeriskole".

Det centrale princip i centrifugen er, at den kan adskille væsker med forskellig vægtfylde, og det blev fundamentet i fælles- og andelsmejeriernes succes med brugen af centrifugen i mælkebehandlingen.Trods den almindelige skepsis ved det nye, så viste alle forsøg og udbredelsen af kendskab hertil, at Maglekilde-mælkecentrifugen fra 1878 og dens efterfølgere gav en effektiv og hurtig metode til at skille fløde fra mælk, og centrifugen blev en af periodens vigtigste danske opfindelser. Ud over at kunne udskille mælkens fedtkugler og regulere fedtindholdet kunne centrifugen også udskille smudspartikler og bakteriesporer. Desuden blev der indført varmebehandling med pasteurisering, sterilisering, membranfiltrering og homogenisering. Det betyder, at den behandlede mælk bliver bakteriebehandlet og får et ensartet udseende.

Opfinderne og ophavsmændene, N. J. Fjord og L. C. Nielsen gjorde en række forsøg med forskellige centrifugeringsmetoder, og de medvirkede til undersøgelser af Maglekilde-centrifugen sammen med nye centrifuger fra B&W. Centrifugens overlegenhed over de gamle flødeafsætningssystemer blev fastslået, og senere fortsattes samarbejdet mellem Fjord og L. C. Nielsen med konstruktionen af fintmærkende dynamometre.

Som det fik betydning for mejeriudviklingen i det hele taget, så selvfølgelig også for Hald.

Mejerioversigten er geografisk inddelt og er desuden i nogen udstrækning struktureret efter de benyttede lokalarkiver. I videst mulig udstrækning med oplysninger om både fælles- og andelsmejerier, oprettelsestidspunkt(er), antal leverandører og omfattede besætningsstørrelser på opgørelsestidspunktet, d.v.s. 1917, hvor oplysningerne stammer fra i Danske Mejerier. Størrelse og benyttet mejeriteknik er nøje registreret i Danske Mejerier men er oftest helt eller delvist manglende i lokalarkivernes og den samtidige presses oplysninger.

Fur Lokalhistoriske Arkiv under Museum Salling.

Det ene registrerede andelsmejeri på Fur har haft et fællesmejeri som forgænger. Første gang Skive Folkeblad omtaler "Fur Mejeri" er 19. marts 1891, hvor der annonceres efter "en Mejerielev ... der fra 1. Maj kan faa Plads paa Fur Mejeri". Fællesmejeriet på Fur kan således konstateres etableret senest 1891. I Skive Folkeblad er der 17. juli 1903 en berigtigelse fra Kristen Andersen af en omtale af mejeriets priser, som skulle være "laveste Notering ... idet Fællesmejeriet her betaler efter højeste og ikke laveste Notering."

Fællesmejeriet på Fur har 1903 været nødsaget til at korrigere den lokale presseomtale af mejeriets priser til leverandørerne. Disse har velsagtens som i andre lokaliteter været ganske opmærksomme på muligheden for selv at tage hele gevinsten med oprettelserne af andelsmejerier.

14. april 1905 hedder det i Skive Folkeblad, at "Fur mejeri vil fra 1. August overgaa til at være Andelsmejeri, idet Beboerne har kjøbt Mejeriet af Mejerist Andersen ... for saa vidt vides 6500 kr."

I mejerifortegnelsen er Fuur Andelsmejeri registreret oprettet 1905 med 210 leverandører, 400 køer.

På en ekstraordinær generalforsamling april 1924 blev det besluttet at bygge et nyt mejeri, og det oplyses her 29. april 1924, at der er 199 andelshavere.

Iflg. biografiske oplysninger fra en mejerielev i 1930’erne var mejeriet på dette tidspunkt ”søndagshvilende”. ^[17]

Det fremgår ikke af andre kilder, at der skulle have været "søndagshvile", ej heller af dagsordnerne for de årlige generalforsamlinger. Tværtimod er der i Skive Folkeblad en annoncering 21. dec. 1925 med, at "Fur Mejeri kører 2. Juledag."

Mejerier, registreret i Morsø Lokalhistoriske Arkiv^[18].

Der oprettes bemærkelsesværdigt tidligt og mange fælles-, andelsmejerier på Mors, start allerede 1881 og i alt 13 mejerier.

Ole Kristensen, Tødsø opførte et fællesmejeri allerede 1881, som resulterede i efterfølgeren, det første andelsmejeri på Mors 1887, Erslev.

Et fællesmejeri i Sejerslev fra midten af 1880’erne måtte nedlægges, leverandørerne overgik til Tødsø. Det blev efterfulgt af nyt mejeri Hovgaard.

Hovgaard Andelsmejeri starter i Sejerslev, Tødsø, oprettes således som fællesmejeri, bliver 1896 andelsmejeri, med 200 leverandører, 700 køer. Den første mejeribestyrer er Th. M. Lynggaard, fru Lynggaard var mejerske og en af de tre første medarbejdere på mejeriet.

Jølby Mejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri, (Øster) Jølby Andelsmejeri 1893, ombygget 1913, med 300 leverandører, 1200 køer.

Erslev Andelsmejeri, oprettet 1887, ny bygning opført 1896, udvidelser 1905 og 1913, med 400 leverandører, 1800 køer.

Damsgaards Mølle Andelsmejeri, oprettet 1890, med 233 leverandører, 800(?) køer.

Dueholm Mejeri, herregårdsmejeri, der 1903 købes af A. Chr. Haaning, der omtales som mejeriejer indtil 1930’erne^[19]. Dueholm Mejeri er del af Dueholm Kloster, herregård indtil 1890’erne. De middelalderlige dele af mejeriet er tinglyst fredet. Der var 50 leverandører med 300 køer. Dette mejeri repræsenterer den historiske rejse fra herregårdsmejeri over fællesmejeri til andelsmejeri. Mejeribygningen er først opført i det middelalderlige Dueholm Kloster en gang i 1300-tallet. Omkring 1800 blev bygningen omlagt fra studestald til den tids herregårdsmejeri under inspiration fra Holsten. Efter at være blevet andelsmejeri blev det slået sammen med Erslev Mejeri. I 1984 blev det nedlagt og solgt til Morslands Historiske Museum.

Dueholm Herregård, malet 1838 af R. H. Kruse. Iflg. oplysninger fra Morsø Lokalhistoriske Arkiv ligger mejeriet længst t.v. på arkivbilledet, hvor der ikke er en mejeriskorsten. Det er en tegning af Dueholm Mejeri o. 1930, Morsø Lokalhistoriske Arkiv.

(Øster) Assels Andelsmejeri, oprettet 1888, med 325 leverandører, 1600 køer. Karby Andelsmejeri, oprettet 1882 som fællesmejeri på Hvidbjerggård, sælges 1889 som andelsmejeri, nye bygninger 1893, med 283 leverandører, 1250 køer.

Lødderup Andelsmejeri, oprettet 1896, med 350 leverandører, 1476 køer. Flade Andelsmejeri, oprettet 1913 (et typisk arkitekt Vind mejeri), med 171 leverandører, 734 køer. Overtager leverandører fra Faartoft Mejeri, der så nedlægges 1913.

Faartoft Mejeri, oprettet 1883, Faartoft Andelsmejeri 1894. Solbjerg Andelsmejeri, oprettet 1913, med 160 leverandører, 700 køer.

Mejerier, registreret i Sallingsund Lokalarkiv, Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, Spøttrup Lokalarkiv. Med forbehold for gengangere er der her registreret 14 fælles- og andelsmejerier.

Durup Andelsmejeri er oprettet 1892, ombygget 1916, har 320 leverandører, 1300 køer.^[20]

Gamstrup Andelsmejeri i Roslev er oprettet 1911, 220 leverandører, 1000 køer.^[21]

Roslev Andelsmælkeri. 2. sept. 1889 meddeles der i Skive Folkeblad om afholdelse af licitation på mælkekørsel for ”Roslev Mejeri”.

Frem Andelsmejeri, oprettet 1897, med 349 leverandører, 1300 køer.

Godthaab Andelsmejeri, oprettet 1894, ombygget 1908, med 170 leverandører, 1150 køer.^[22]

Lem Mejeri, som kunne se ud til at være startet 1884 som fællesmejeri, oprettes 1889 som Brodal Andelsmejeri.^[23] Andelsmejeriet havde 324 leverandører med 1700 køer.

Saugstrup Andelsmejeri oprettes 1892, mejeribestyrerens ”Hustru er Mejerske”, 126 leverandører.^[26]

Krejbjerg Andelsmejeri oprettes 1907 med 75 leverandører og o. 500 køer^[27]. I Skivebogen 1974, s. 48 nævnes som fællesmejerier i overgangsfasen fra herregårdsmejerierne her flg. ikke umiddelbart identificerbare: ”Grynnerup^[28], Over Møjbæk^[29], Vium Thinggård”.

Over Møjbæk Mejeri kan identificeres som registreret af Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, hvor det fremgår, at mejeriet senere bliver til Nordsalling Andelsmejeri^[30], der oprettes 1893 med 352 leverandører, 1790 køer^[31].

Danelykke Andelsmejeri, oprettet 1892 med 174 leverandører, 1200 køer.^[32]

Ramsing Andelsmejeri, oprettet 1885 med 135 leverandører, 800 køer.

Rødding Andelsmejeri, oprettet 1889, 178 leverandører med 1000 køer^[33].

Rødding Andelsmejeri ved Viborg er oprettet 1887, ombygget af E. V, Lind 1911.

Skive Andelsmejeri, oprettet 1893, 273 leverandører, 1100 køer^[34].

Jebjerg Mejeri oprettes som fællesmejeri af Esper Andersen 23.10.1884. Med annoncering i Skive Folkeblad 6. april 1893 af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., bliver fællesmejeriet til Jebjerg Andelsmejeri, og med annoncering 23. juni 1893 om mælkekørsel m.v. for Jebjerg Andelsmejeri ses omlægningen gennemført.

Som Jebjerg Andelsmejeri er der 193 leverandører med 900 køer, der hurtigt bliver til 260 leverandører.^[24]

Som langt de fleste af de tidlige fælles- og andelsmejerier er Thise Mejeri oprettet i 1880'erne.

År	Antal mejerier
1888	914
1894	1507
1940'erne	o. 1600
1950'erne	o. 1400

Omkring 1900 kulminerede antallet af mejerier.

Man kan allerede i 1950'ernes - endnu svagt - faldende antal mejerier aflæse, at tidligere tiders karakteristik med mange og små mejerier er ved at rinde ud.

 

Museklik på foto for forstørrelse.

 

De mange små mejerier blev allerede fra 1912 organiseret i De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation - i 1972 ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation og i 1997 til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningens forgængere begyndte allerede i løbet af første halvdel af det 20. århundrede også at varetage de private mejeriers interesser.

De mange små mejerier var med den decentrale stuktur og manglende teknologisk udvikling efterhånden en hæmsko for de rationaliseringer, som den centrale virksomhedsanalyse forudsagde, der måtte til.

Mejeriforeningen nedsatte derfor i slutningen af 1950'erne et planlægningsudvalg, der fra 1958-1964 foretog en omfattende analyse af hele den danske mejerisektor. På denne baggrund tog man i 1960’erne fat på at gennemføre en modernisering af mejerisektoren, hvor løsningen var en landsdækkende andelsorganisation, hvor den hidtil adskilte produktion og afsætning blev samlet.

Få store og teknologisk moderne mejerier i tæt samarbejde med salgsarbejdet blev den konstruktion, som i løbet af 1960'erne reducerede antallet af mejerier, der blev erstattet af få landsdækkende selskaber, der både omfattede produktion og afsætning i én landsdækkende andelsorganisation. Det skete stort set i løbet af 1960'erne.

Efter 1960-70'ernes omfattende fusionering og centralisering er der 2019 i Mejeriforeningen registreret 26 mejeriselskaber med 52 driftssteder som medlemmer. Her er langt det største Arla Foods, verdens 6. største mejerikoncern.

Næststørst er iflg. Mejeriforeningen Thise Mejeri. Hertil kommer 14 mejerier, der ikke er medlemmer af Mejeriforeningen.

Af Mejeriforeningens medlemmer er der seks, der har mælkeindlevering fra økologiske landmænd:

Der er desuden to mejerier, Vestmælk og Osterhusumer Meierei, der sender mælk fra økologiske mælkeproducenter til tyske mejerier.

Thise Mejeri skiller sig ud ved som en af de første - et lille, privatejet, tidligere fælles- og andelsmejeri - at have set mulighederne i og at have vovet sig ud i den økologiske produktion. Og som det eneste af de lokale, tidligere fælles- og andelsmejerier at have overlevet i superligaen med en position som Danmarks næststørste mejerikoncern.

Det lille andelsmejeri Dybbækdal blev solgt til den daværende mejeribestyrer som privatejet mejeri i perioden, hvor mejericentraliseringer var den dominerende tendens. Efterfølgende blev mejeriejeren kontaktet af en kreds af økologiske landmænd, der som andelsinteressenter blev leverandører til et Thise Mejeri med økologi som varemærke i en periode, hvor den økologiske trend endnu ikke var slået igennem.

Mejeriejeren, der lagde mejeri til de økologiske iværksættere, blev fra 1992 efterfulgt som mejeriejer af den også mejeriuddannede søn.

Det lille landmejeri har med den økologiske drift været i stand til at tage kampen op mod den anden trend i mejeridriften, de store mejerikoncerners dominans.

Thise Mejeri oprettes 1887 ”nærmest som filial” af Jebjerg, hedder det i Sundsøre Lokalhistoriske Arkivs bemærkninger til mejeriet.

Iflg. Danske Mejerier, bd. 3, er Thise Mejeri oprettet 1886 og blev 1893 til Dybbækdal Andelsmejeri med 140 leverandører, 610 køer.^[25]

Sommeren 1968 kunne det se ud til, at det lille mejeri har stået ved en skillevej. Der indkaldes til generalforsamling 24. juni med en konstatering af, at mejeriet snart vil være det eneste mejeri uden tankvognskørsel. Andelshaverne skal spørges, om man er indstillet på en større investering eller øget samarbejde, f. eks. sammenlægning med et nabomejeri.

19. nov. 1968 besluttes det iflg. Skive Folkeblad 20. nov. på en ekstraordinær generalforsamling med "et markant flertal" at sælge andelsmejeriet til mejeribestyrer P. E. Pedersen, som siden 1955 har været mejeribestyrer på Mejeriet Dybbækdal, der på overtagelsestidspunktet har omkring 160 andelshavere.

Det bliver mejeribestyrerens søn, Poul Johannes Pedersen, der kommer til at videreføre Thise Mejeri. Han er født og opvokset på mejeriet, bliver student fra Skive Gymnasium 1974, aftjener sin værnepligt i hovedstaden og bliver mejeriingeniør fra Landbohøjskolen 1981, hvor han vender tilbage til og bliver ansat på Dybbækdal.

1983 bliver Poul Pedersen ansat på De Danske Sukkerfabrikkers udviklingsmejeri i Nr. Vium ved Videbæk, der 1985 bliver slået sammen med den engelske mejerivirksomhed Pasilac og bliver til APV Pasilac. Som nygift bliver Poul J. Pedersen boende i den nyerhvervede bolig over for mejeriet i Thise, medens han er ansat i Videbæk.

Det nystartede, økologiske Thise Mejeri køber 1988 udstyr i APV Pasilac, hvor Poul Pedersen er ansat. Iflg. Poul Pedersens erindringer om et møde, hvor de økologiske landmænd var forsamlet hos faderen P. E. Pedersen, blev det forsikret fra landmændene, at de ville betale, selv om de nok lige p.t. havde lidt svært ved det. Og herfra var Poul J. Pedersen "fuldstændig solgt til Thise Mejeri", som han så overtager endeligt efter faderen sammen med Erik Ellebæk i 1992.

Det korte af det lange i forskel og ligheder mellem biodynamisk og økologisk jordbrug er, at begge dyrkningsformer undlader at anvende kunstgødning og sprøjtemidler.

Biodynamisk jordbrug er funderet i et særligt natursyn, antroposofien, grundlagt af den østrigske antroposof Rudolf Steiner i 1924, den første danske forening som aflægger heraf dannes 1936.

Fødevarestyrelsen har en oversigt over økologiske virksomheder i Danmark.

EU's økologiforordninger fastsætter detaljerede regler for produktion, forarbejdning, import, mærkning og markedsføring af økologiske fødevarer.
Hertil kommer en specifik dansk lovgivning, Økologiloven. Der er på Fødevarestyrelsens hjemmeside temmelig detaljerede informationer om produktion og salg af økologiske fødevarer.

Økologiske mejeriprodukter fremstilles aktuelt som anført oven for af Arla Foods, Thise Mejeri, De Økologiske Mejerier, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri og Mammen Mejerierne.

I 1980'erne var forbrugermønstret omkring økologiske produkter helt anderledes begrænset end i dag, og interessen i en økologisk produktion havde fået en barriere i det efterhånden stærkt centraliserede mejerivæsen. Det var først i sommeren 1993 i uge 29, at SuperBrugsen startede en massiv økologikampagne, som slog igennem hos forbrugerne.

På Fyn havde Fuglevig Andelsmejeris andelshavere 1981 besluttet at levere deres mælk til MD, hvorved mejeriet blev sat til salg. Her forhindrede MD tre økologiske og biodynamiske landmænd i at erhverve mejeriet.MD indgik 1977 en aftale med FDB om at blive eneleverandør af mælk til denne trediedel af det danske marked.

Den centrale spiller om den økologiske mælk blev FDB (COOP), som januar 1988 sammen med danske supermarkeder kunne annoncere med at have fået den økologiske mælk frem i butikkerne. Optakten hertil havde været en kamp, hvor både økologer, Kløver Mælk og mælkegiganten MD Foods (det senere Arla Foods) sloges om retten til en plads i Brugsens kølediske.

Forudgående var der foregået en kamp, hvor lokale interessenter måtte kæmpe med mejerigiganterne næsten fra hus til hus for at få realiseret et mere og mere udbredt ønske om at kunne producere mælken økologisk.

I dec. 1986 modtog Kløver Mælk en henvendelse fra en række økologiske og biodynamiske bønder, som der blev reageret meget hurtigt på, og de etablerede kontakt med nogle af økologerne og biodynamikerne for at undersøge muligheden for en mælkeaftale. Hvis Kløver Mælk kunne sikre sig en eneaftale med de økologiske avlere, og holde MD udenfor, ville der være fri bane uden om Dan-Mælk-aftalen fra 1978. For Kløver Mælks mejerier ville det betyde, at de for første gang i mange år kunne levere mælk direkte til Brugsen.

Dan-Mælk-aftalen 1978 er en aftale, som omfattede mere end hver femte liter mælk, der sælges i landet, og som forpligtede FDB til at købe al sin konsummælk fra Dan-Mælk, et selskab kontrolleret af Mejeriselskabet Danmark, MD. Alle andre mejerier blev lukket ude.

Aftalerne trådte i kraft i løbet af 1978 i Jylland og i Storkøbenhavn, mens Fyn og Øerne øst for Storebælt foreløbig måtte afvente, at MD med lastbiltransport af mælken fra Jylland udkonkurrerede Fynsk Mælk.

Modvilligt måtte Fynsk Mælk derfor indlede fusionsforhandlinger med MD, som faldt på plads i efteråret 1980. Dermed havde MD skaffet sig en dominerende stilling på de tre største lokalmarkeder for konsummælk, Storkøbenhavn, Århus og Odense.

Dan-Mælk-aftalerne blev først ført fuldt ud i livet i 1982. De betød, at MD nåede op på en markedsandel på konsummarkedet på 40 % mod en andel på 10 % i 1970 (Jørgen Fink, Mælk monopol og myte, AaU 2008).

Dan-Mælk-aftalen forhindrede som anført, at FDB købte råmælken og selv tappede den på kartoner. FDB måtte derfor meddele producenterne, at mælken heller ikke kunne tappes på FDB's eget mejeri, Kongstedlund. Økologer og biodynamikere måtte selv finde et mejeri, som FDB kunne købe mælken fra.

I det tidlige forår 1987 meddelte de to konkurrerende mejeriselskaber i forhold til den økologiske mælk, MD og Kløver Mælk pludseligt, at de ville arbejde sammen om den økologiske mælk.

I løbet af 1987 var hele det danske mejerimarked forvandlet til én stor jagtmark for biodynamikere og økologer, der søgte efter et sted, der ville behandle mælken udenom de store selskaber, MD og Kløver Mælk.

Mejeriselskaberne indkaldte til et møde og spillede ud med et forslag om en aftale, der foreslog en merpris i forhold til almindelig mælk, som var det halve af det, landmændene selv havde forestillet sig. Desuden ville Mejeriselskaberne ikke give landmændene nogen form for medbestemmelse over markedsføringen, blandt andet fordi den økologiske mælk ikke måtte opreklameres som bedre end anden mælk.

Der blev taget kontakt til FDB, og den 1. september 1987 blev der enighed om en aftale, hvor FDB kunne købe mælken fra andre, økologiske leverandører end Dan-Mælk.

FDB havde hermed vist sin leverandør, Dan-Mælk, at man insisterede på at ville have mælken. Samtidig havde FDB også vist, at det kunne lade sig gøre at forhandle sig til aftaler med økologerne. Spørgsmålet var kun, om MD nu var villig til at påtage sig den besværlige opgave. I modsat fald var det demonstreret, at FDB var klar til at købe mælken udenom Dan-Mælk-aftalen.

Mens de store mejeriselskaber forhandlede videre, gik jyderne i gang med at at etablere et helt nyt mejeriselskab, Naturmælk A.m.b.a.

Det nydannede Naturmælk havde nu reelt monopol på økologisk mælk i Jylland, og MD var tvunget til at komme overens med de jyske producenter, hvis de ville forhindre, at Naturmælk kunne handle uden om Dan-Mælk-aftalen i Jylland.

Det nydannede Naturmælk fik travlt. Det blev en prestigesag for jyderne, at de skulle være på markedet før MD startede produktionen 1. februar 1988 på Sjælland.

Den 31. januar 1988, dagen før MDs produktion skulle gå i gang, havde jyderne også sikret sig TV-Avisens tilstedeværelse, da de begyndte tapningen af den første økologiske mælk.

Samtidigt med etableringen af Naturmælk, Øllingegaard kontaktede i 1987 en lille gruppe på seks økologiske mælkeproducenter fra Thy, Herning og Salling i Nordvestjylland Peter E. Pedersen, ejer af Mejeriet Dybbækdal i Thise for at forhøre sig om mulighederne for at få afsat økologisk mælk til det lille mejeri, hvor der samme år rapporteres om et godt, solidt salg af det lille mejeris Danbo ost, hvor mejeriet har fået tilkendt en ærespræmie. Der er syv medarbejdere på mejeriet i 1987, heriblandt mejeriejeren og ægtefælle.

Det går så godt for mejeriet - muligvis kombineret med henvendelsen fra de økologiske landmænd - at der planlægges efter at få vedtaget en lokalplan for Thise med en 3200 kvm udvidelse af mejeriet, som omtales på et borgermøde, refereret i Skive Folkeblad 29. okt. 1987.

Leverancen af økologisk mælk starter sommeren 1988 fra seks leverandører:

1) et forsøgslandbrug, ejet af familien Just, Ørnhøj,

2) I/S Toftdal,

3) Jens Handrup, Thy,

4) Erling Englyst, Thise,

5) Poul Pedersen, Rørup.

Formanden for og leverandør til det nystartede, økologiske andelsselskab er 6) Erling Larsen, Balling.

Der forhandles i 1988 en aftale på plads om, at Mejeriet Dybbækdal skulle indveje, forarbejde og tappe den økologiske mælk mod betaling. Producentforeningen skulle tage sig af distribution og markedsføring af de økologiske produkter, sødmælk og tykmælk, der a.h.t. at bevare produkternes naturlige udgangspunkt skulle være uhomogeniseret.

Producentforeningen omdannes så til et andelsselskab med navnet Thise Mejeri A.m.b.a., og 30. august 1988 annoncerer "formanden for det landmandsejede mejeri", gårdejer Erling Larsen, at mejeriet den 2. september 1988 er klar til at tappe de første kartoner økomælk med mejeriets navn på. I Skive Folkeblad 30. august 1988 oplyses det desuden, at mejeriets økologiske investeringer af interessenterne er søgt dækket gennem tilskud fra Jordbrugsdirektoratet, hvor der er søgt 1,664 mio. kr., hvoraf der er modtaget 600.000 kr., som dækker de foretagne investeringer med de 40%, som lovgivningen betinger.

Det bliver i første omgang en meget begrænset produktion, idet de store mejeriselskaber har kædeaftaler med butikkerne, som ikke efterspørger økologiske varer på dette tidspunkt. Mejeriets aftale med producenterne er, at mejeriet kan tilbagekøbe den økologiske mælk, som det ikke lykkes at få solgt.

I 1989 lykkes det at få afsat lidt til mindre grossister og distributører, men ikke som økologiske produkter. I stedet sælges der til Mejeriet Dybbækdal, som anvender produktionen til konventionelle produkter, herunder mejeriets osteproduktion. Det resulterer det følgende år, 1990 i, at mejeriets samlede underskud for de første 25 måneder runder 1 mio. kr.

De for producenter og mejeri vanskelige afsætningsvilkår i starten af den økologiske produktion afspejler sig også i salgsannonceringer, der ikke er overvældende mange, men nødvendige for at få gjort opmærksom på eksistensen af et økologisk alternativ.

Sammen med økomejerierne Grindsted Mejeri og Naturmælk indtræder Thise Mejeri 1990 i et fælles afsætningsselskab, Dansk Naturmælk.

Økonomisk strategisk bliver der hermed mulighed for at få økonomisk tilskud. Men det helt store gennembrud kommer, da Dansk Naturmælk og selskabet Kløvermælk tegner kontrakt med FDB (i dag: COOP) om at levere mælk til kædens butikker under DanMælk-mærket, som indtil da har været forbeholdt MD Foods. Aftalen indebærer, at Thise Mejeri med et slag kan afsætte halvdelen af sin mælk som økologisk - den hidtil største andel i mejeriets historie. Det er et vigtigt gennembrud, og det ligger før den helt store vending med SuperBrugsens økologikampagne midt i 1993.

I 1992 sælger Peter E. Pedersen Mejeriet Dybbækdal til sin søn Poul J. Pedersen og dennes arbejdskollega på udviklingsmejeriet i Vium Erik Ellebæk (1947-2014).

Samme år udløber DanMælk-aftalen med FDB, og kort efter lukker selskabet Dansk Naturmælk. Efter et par år med relativ stabil afsætning skal det lille mejeri igen på jagt efter nye distributører. Det sker i 1993, hvor Thise Mejeri begynder at levere Danbo-oste til FDB, det år, hvor FDB iværksætter sin omfattende kampagne for økologiske fødevarer. Og det kan givetvis karakteriseres som det økologiske gennembrudsår, også for Thise Mejeri.

For første gang i mejeriets historie kan Thise Mejeri i 1994 afsætte al den indvejede øko-mælk som økologiske mejeriprodukter. Der rapporteres i Skive Folkeblad 8. dec. 1994 om pladsproblemer på mejeriet p. gr. af den stigende efterspørgsel. Det kommer til at betyde, at der nu er 17 leverandører og omkring fire millioner l indvejet mælk 1993-94 med en prognose på stigning det følgende år.

I 1995 indgår Thise Mejeri en fem-årig samhandelssaftale med FDB, som blandt andet har til formål at udvikle et komplet sortiment af økologiske surmælksprodukter.

Samme år underskriver Thise Mejeri en aftale med FDB’s Irma-kæde om salg af økologisk drikkemælk.

Omkring gennembrudsåret 1993 er der sket en næsten tredobling i antallet af interessenter i det økologiske Thise Mejeri, fra 6 til 17.

I 1996 danner Thise Mejeri og Mejeriet Dybbækdal et fælles produktionsselskab for de to mejerier. Salget af økologiske mejeriprodukter går strygende. F.eks. sendes der dagligt 14.000 liter konsummælk afsted til Irma-kædens butikker. For at følge med efterspørgslen må Thise Mejeri købe mælk fra Grindsted Mejeri i Nordjylland og det nystartede Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland. I Daugbjerg Kalkgruber lagres Jens Langkniv-oste, ostenes Rolls Royce, som Poul Pedersen formulerer det til Skive Folkeblad 11. juli 1996.

Mejeriet har nu 39 andelshavere og en årlig indvejning på 9 mio. kg.

I 1997 fusionerer Thise Mejeri med Grindsted Mejeri, som har problemer, indgår samarbejdsaftale med det lille Gedsted Mejeri, som producerer økologiske blåskimmeloste. På opfordring af Irma-direktør Alfred Josefsen udvikler Thise Mejeri i 2001 en fedtfattig mælk med fyldig smag: En jersey skummetmælk med 0,5 %, forløberen for minimælk.

Negativ medieomtale af Arla i 2003 øger interessen for produktionen fra Thise Mejeri. Det følgende år, 2004 vendes denne situation på hovedet, hvor 25 personer i hovedstadsområdet meldes at være blevet syge i tidsrummet september 2003 indtil marts 2004 af den frygtede bakterie E. coli 0157, hvor Thise Mejeri mistænkes for at være kilden.

Regeringen beordrer på anbefaling fra Statens Seruminstitut mejeriet lukket 27. marts.

1. april 2004 kunne Finans meddele, at Thise Mejeri var blevet frifundet for bakteriemistanken, hvilket medførte en forespørgsel til fødevareminister M. Fischer Boel (V).

På forespørgslens s. 3249 om erstatning hedder det, at "Et eventuelt spørgsmål om kompensation skal således behandles efter de almindelige erstatningsretlige principper." Svaret blev afgivet til forespørgeren, økologiens politiske moster, folketingsmedlem, fhv. fødevareminister (S), Ritt Bjerregaard. Svarene fra fødevareministeren 12. maj 2004 til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afgives og stiles til forespørgeren, Ritt Bjerregaard (S).

Kort refereret siges det i svaret, at nedlukningen skete af hensyn til forbrugernes sikkerhed, idet der var "en begrundet mistanke om, at denne (smittebærende) fødevare var mælk fra Thise Mejeri." Det hedder videre, at selv om der ikke ved de foretagne undersøgelser er gjort fund af bakterien, så har nedlukningen været nødvendig. Afsluttende udtaler fødevareministeren sin anerkendelse af, at "Thise Mejeri i forløbet har løftet sit ansvar på en meget professionel måde og har gennemført alle nødvendige tiltag for at skabe fuld sikkerhed om produktionen."

Det detaljerede forløb og omkostningerne for mejeriets direktør Poul Pedersen, hustruen Winnie Pedersen og familiens børn beskrives fint og indlevende i Merete Just, Mod og mandshjerte, 2015, portrætafsnit med Poul Pedersen, s. 103-137.

Da mejeriet på anbefaling fra direktør Kaare Mølbak fra Fødevarestyrelsen straks 27. marts lukker produktionen ned og iværksætter grundige undersøgelser, så belejres Thise og familien af presse og TV, og den ellers sindige Poul Pedersen får søvnløse nætter.

De mange og grundige laboratorieundersøgelser kan ikke påvise bakterier i Thise mælken og efter 3 uger og et produktionstab på o. 1 million kroner kan mejeriet genåbne. Forholdet til den bedste og mest solide aftager COOP viser sin soliditet i forløbet, og afsætningen af mejeriets produkter forøges efterfølgende.

Den for et økologisk mejeri potentielt ganske ubehagelige affære fik ikke negative konsekvenser, tværtimod.

I 2005 blev der indgået aftale med COOP (tidligere FDB) om at udvide leverancen til samtlige kædens butikker - herunder Fakta. Med denne aftale kunne man for første gang nogen sinde købe Thise-mælk overalt i Danmark.

I slutningen af 2005 er mejeriet oppe på 64 ansatte efter nyansættelser i november på 10 medarbejdere.

I 2006 tog man det første spadestik til opførelsen af et nyt og stort mejerianlæg, og man startede produktionen af Skyr, det klassiske, islandske surmælksprodukt.

I 2007 lukkes Grindsted Mejeri. Thise overtager produktionen af hvidskimmeloste. Thise Mejeri overtager en ejendom med tilhørende ostelager ved Bovbjerg Fyr syd på Thyborøn.

Samme år overtager Thise Mejeri hele ejerskabet af mejeriet i Thise, og Mejeriet Dybbækdal lejer sig ind hos Thise Mejeri. Ejer-/lejerrollerne er hermed helt skiftet om mellem de to mejerier i forhold til Thise Mejeris etablering hos Mejeriet Dybbækdal i 1988.

2008 lanceres Vesterhavsosten. Samme år 1. september indvies det nye, højteknologiske mejerianlæg: En tilbygning på 9.000 kvm., som blandt andet rummer to palleteringsrobotter, fire fuldautomatiske tappelinjer, fem nye ostekar, ny skummesal, ny indvejning, kølelager m.m. Pris: 210 mio. kr.

Med finanskrisen bliver der overskud af mælk. Thise opretter derfor datterselskabet Vechtenaer BV i Holland for at kunne få solgt betydelige mængder overskudsmælk til et hollandsk øko-mejeri og for selv at kunne få startet salget af Thiseprodukter op i Beneluxlandene.

Skyr salget eksploderer 2009-2011.

I 2012 er der stigende salg, men skrantende økonomi, hvor ledergruppen går ned i løn iflg. mejeriets egne oplysninger.

Fra 2012 til 2013 fordobles salget af Skyr, mejeriet har med 80 andelshavere en daglig mælkeleverance på o. 250.000 l mælk. Der er vækst og overskud, og selv om der er andelshavere, der melder sig ud, fordi de kan få mere for deres mælk hos konventionelle mejerier, kommer der nye til, og der sælges masser af skyr og ost og fra 2015 langtidsholdbar mælk til Kina.

I 2015 bliver der med det finurligt dækkende navn Thise & Ko også etableret kødproduktion. Der har siden 2012 været en tilbagegang i andelshavere til 66 i 2015, hvor der dog med de gode resultater er forventninger om ny andelshavere, hvilket også viser sig at kommet til at holde stik.

I en omtale i Skive Folkeblad 9. nov. 2020 af, at Thise Mejeri nu også satser på en produktion af mælk fra soyafri besætninger, hedder det, at det forventes, at "mere end 30 af mejeriets 75 landmænd" i 2021 vil producere soyafrit.

De p.t. 75 interessenter er næsten en fordobling af andelshavere siden 1996, men en tilbagegang fra o. 80 før krisen i 2012.

Ikke blot har Arla fået en jævnbyrdig konkurrent i Thise, men åbenbart også Danish Crown på området for økologisk kød med Thise & Ko.

Mejerier registreret i Æ Fjandbo Arkiv og Danske Mejerier, bd. 3^[35]. Med forbehold for gengangere er der her registreret 7 fælles- og andelsmejerier.

Højslev Andelsmejeri, oprettet 1892, ombygget 1914 v. E. V. Lind, 260 leverandører, 1500 køer. Det oprindelige Højslev Andelsmejeri blev 1960 ombygget til den nuværende bygning Viborgvej 235. Så vidt det har været muligt at efterspore, lå det oprindelige Højslev Andelsmejeri, hvor nu Højslev Brugsforening ligger, Viborgvej 214. Det ser ud til, at mejeribestyreren, registreret ved 1901 folketællingen var bosat i Østerris, der er et område mellem Højslev Stations- og Højslev Kirkeby. Dog er Østerris også i folketællingerne en betegnelse for matrikelnumre i Højslev Stationsby, hvor nu Højslev Brugsforening ligger.

Det er umiskendeligt det af E. V. Lind tegnede Højslev Andelsmejeri 1914, der her er luftfotograferet, muligvis omkring flytningen af mejeriet til Viborgvej 235. I så fald skal fotoet dateres ca. 10 år senere end dateringen i Det Kongelige Bibliotek o. 1950.	Højslev Andelsmejeri, Viborgvej 235, registreret som luftfoto 1955, opført som afløser for Viborgvej 214. Erhvervet af Diana Lys, tilsvarende Hald Andelsmejeri, ved mejeriernes ophør. Det nye mejeri stod opført 14. jan. 1960 iflg. Skive Folkeblad. Opførelsen var foregående blevet drøftet på et par generalforsamlinger siden 1956. Det Kongelige Biblioteks datering må derfor være forkert. Der er et næsten tilsvarende, tydeligt senere luftfoto, dateret 1967, se neden for.

Stoholm Andelsmejeri, oprettet 1886, tilbygning 1905, med 230 leverandører, 1000 køer.

Kjeldbjerg Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 med leverandører, 1000 køer.

Sparkær Andelsmejeri, oprettet 1916, 67 leverandører, 350 køer.

Borup Andelsmejeri, oprettet 1886, ombygget v. arkitekt E. V. Lind 1914, 129 leverandører, 911 køer.

Trevad Andelsmejeri, oprettet 1888, 200 leverandører, 1200 køer.^[36]

Hald Mejeri, oprettet 1886, 1893 andelsmejeri, 188 leverandører, 1100 køer, Ishuset rummer 80m³ Is.^[37]

 

Mejeriet var fra starten i 1886 et fællesmejeri, etableret af en driftig, lokal iværksætter, Kristen J. Kjær. Men det blev andelsmejerierne og den nyopfundne centrifuge, der gjorde danske mejeriprodukter konkurrencedygtige på eksportmarkederne, og det blev også virkeligheden for mejeriet i Hald.

Omlægningen fra plante- til dyrisk produktion som et resultat af landbrugskrisen fra 1870'erne ses konkret eksemplificeret med det lille Hald Mejeri, der får et produktionsforløb, som tydeligt ses hos de fleste af de øvrige lokale mejerier.

I denne lokale avisartikel fra 1907 er der informationer om Hald Mejeris tidligste historie indtil 1907, som kan suppleres med oplysninger fra 50-års jubilæet, der fejredes 2. juli 1936. Begge artikler findes i Skive Folkeblads arkiv^[6].

Tiden herefter, indtil mejeriet nedlægges i 1970, kan så nogenlunde rekonstrueres ud fra løbende meddelelser i dagspressen, især Skive Folkeblad, naturligvis. Samt oplysninger fra lokale med familiemæssig tilknytning til mejeriet eller med lokalhistorisk interesse.

Det er begrænset, hvad der findes af egentligt arkivmateriale til dette lille, lokale mejeri.Arkivmaterialet findes opbevaret i Erhvervsarkivets, nu Rigsarkivets datasamlinger som forhandlingsprotokoller 02. 03. 1893 til 06. 02. 1970, generalforsamlingsprotokoller 23. 12. 1894 til 08. 07. 1970, en medlemsprotokol 1959-60 og love, dateret 1959^[7].

Som det fremgår, er der kun arkivmateriale til Hald Andelsmejeri, desværre ikke til tiden 1886-93 som fællesmejeri.

Der er ganske få, brugbare oplysninger om fællesmejeriet i andelsmejeriets forhandlingsprotokol for den første tid, 1893-1917.

Hald Mejeri blev grundlagt 2. juli 1886 af Kristen Jensen Kjær fra Bøstrup som et privat fællesmejeri, der hurtigt kom med i tidens dominerende mejeriform, idet det 1893 blev opkøbt som andelsmejeri. Men først og fremmest var mejeriet fra start til slut et veldrevet mejeri med præmierede kvalitetsprodukter i en meget konkurrencepræget branche.

Når det af Kristen Kjær oprettede mejeri i Hald kaldes et fællesmejeri, dækker udtrykket over, at de tilsluttede landbrug leverede mælken til fællesmejeriet, men at det skete på ejerens, Kristen Kjærs, risiko og regning, hvor andelsmejerierne, som navnet siger, var et i fællesskab og med fælles risiko drevet foretagende.

Det skulle iflg. en af andelsbevægelsens historikere, Claus Bjørn^[40] have været et særkende for det nordlige og vestlige Jylland, at fælles- og andelsmejerierne vandt indpas stort set samtidigt i 1880'erne, og det passer jo fint med Kristen Kjærs fællesmejeri i Hald.

Det hedder i Hald Andelsmejeris forhandlingsprotokol om overgangen fra fælles- til andelsmejeri, at ”Den 14de Februar kjøbte beboerne af Ørslevkloster og Lundø sogne tilligemed beboerne af Majgård Degnsgård og Sejstrup Hald Fællesmejeri til Andelsmejeri af Kristen Kjær for 7500 kr. … Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Det er vel, hvad man kunne kalde en glidende overgang for Kristen Kjær fra den mejeridrift, han valgte med den manglende mulighed for at overtage slægtsgården i Bøstrup til etablering på gården Skovmølle med en overgangsposition som formand for det andelsmejeri, han havde ejet og bestyret som fællesmejeri.

Det kan ud fra arkivmaterialet fastslås, hvilke lokalområder, der var med fra andelsmejeriets start, nemlig de to sogne, Ørslevkloster og Lundø samt områderne i Højslev Sogn, Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup, hvor Kristen Kjær med købet af Skovmølle 1891 havde bosat sig i Majgårde.

Den samtidige forhandlingsprotokol bruger betegnelsen fra ”Fællesmejeri til Andelsmejeri”. Og det fremgår i øvrigt, at Kristen Kjær som sælger og nyvalgt formand for bestyrelsen selv måtte gå i banken og hæfte for lånet til mejerikøbet. Beboerne fra Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup var fra områder, der hørte under Højslev Sogn og derfor lige så naturligt kunne være blevet interessenter i Højslev Andelsmejeri, der var startet året før, 1892.

Men med Bent Kjær fra Skovmølle som mejeriets initiativtager, formand for andelsmejeriet og fra 1891 med Skovmølle, der også hører og hørte under Højslev Sogn, har naboerne velsagtens derfor valgt Hald i stedet for Højslev Andelsmejeri. Der er ingen tilgængelige oplysninger om antallet af leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri. Men i andelsmejeriets forhandlingsprotokol er der en ”Fortegnelse over andelshavere 13. maj 1893”, optalt til 128 interessenter. Der er overstregninger over interessentnavne, hvor forklaringen et enkelt sted er, at der er ”solgt”. Af den slags overstregninger er der 15.

Det realistiske skøn vil være, at der 1893 var 128 interessenter i andelsmejeriet. Leverandører til Kristen Kjærs fællesmejeri har formentlig været et tilsvarende antal, da fællesmejeriet blev solgt. Interessenterne kom både fra Ørslevkloster, Lundø og Højslev sogne, herfra dog kun Majgårde, Degnsgårde og Sejstrup fra Højslev, fremgår det af forhandlingsprotokollen 1893, hvor det også fremgår, at der var særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

I avisartiklen fra 1907 fortæller mejeribestyrer D. Danielsen, at interessenterne ”nu er 180 i Antal”, hvilket må karakteriseres som en pæn tilvækst, 52 interessenter på 14 år.

De næste oplysninger om interessenter findes i Medlemsprotokol Hald Andelsmejeri, vedtægtsændring 21 nov. 1959. Her er der i protokollen nummereret 241 interessenter, heriblandt en hel del overstregede. De overstregede findes som gengangere. Hvorfor det er gjort således, er det vanskeligt at gennemskue. Men det må anses for helt overvejende sandsynligt, at der i og omkring 1959 har været 241 interessenter i Hald Andelsmejeri. På et tidspunkt, hvor der to år forinden i formandsberetningen på årets generalforsamling 1957 blev fremført, at der havde været den største mælkemængde i mejeriets tid. Og hvor det her blev anført, at forøgelsen nok især var sket med tilkomst af nye interessenter. Det hedder herom på generalforsamlingen 13. okt. 1956, at der er kommet ”9 nye Medlemmer fra Strandet Mark, Mælkemængden er steget med 400.000 Pund.”

I Ørslevkloster & Ørum Sogne- og Kirkeblad nr. 4 med Peter og Jens Bavnshøjs kommentarer til 1907 artiklen om Hald Mejeri anføres det, at der var ”mere end 200 leverandører til mejeriet” 1950-60, hvilket stort set bekræftes af protokollen. Antallet af interessenter ses helt tydeligt at have varieret over tid med tilkomne og frafald. Samt at have varieret efter lokaliteter.

Medlemstallet blev opgjort 21. nov. 1959 i anledning af den første vedtægtsændring i mejeriets historie, de oprindelige vedtægter findes ikke i de bevarede arkivalier. Det oprindelige medlemstal er opført i forhandlingsprotokollen 14. febr. 1893.

Besynderligt nok er der i begge fortegnelser et næsten identisk antal ikke lokalitetsanførte medlemmer. Hvis det antages, at disse fordeler sig som de lokalitetsanførte, er der her en glimrende bestemmelse af både lokaliteter og lokalitetsudvikling.

Der er 1959 optalt 198 interessenter i alt, excl. udstregninger. Der er nummerering op til 241. Det kan derfor formodes, at der har været op til 241 andelshavere før optællingen fra 1959.

Det oprindelige antal andelshavere 1893 er optalt til 128 interessenter i alt, også excl. udstregninger, der formodes foretaget ved salg, fraflytning m.v. fra den anførte ejendom. Da mejeriet blev nedlagt i 1970, skete det med en afstemning 9. dec. 1969 om ”sammenslutning med Viborg Egnens Mejeriselskab”, hvor der var 100 ja, 17 nej, 5 blanke. Forud for afstemningen var der i protokollen en opgørelse per 9. jan. 1969, hvor ”antallet af andelshavere i Hald Mejeri er 188”.

Fra en start med 128 interessenter i 1893 over 180 i 1907 med et formodet højdespring til 241 i tiden omkring eller før 1959, 198 i 1959, slutter mejeriet næsten, som det blev præsenteret 1907, med 188 interessenter ved nedlæggelsen 1970.

Skal tallenes klare tale kommenteres, kan man sige, at interessenterne i Hald Andelsmejeri startede i en udpræget blomstringsperiode for de mindre andelsmejerier og leverandørerne hertil, gårdmandsbrugene. Der er så løbede kommet flere interessenter til, indtil 1960’ernes tendens til stordrift medførte mejerinedlæggelser og stordrift inden for området.

Lokalitetsmæssigt kan det bemærkes, at den tidligere hovedgård, Ørslev Kloster sammen med aflæggerne Lærkenborg og Ravnkildegaard samt Baadsgaard og Skovmølle, mejerigrundlæggerens gård, er noteret særskilt uanset lokalitet i fortegnelserne. Samt at Ørslev Kloster ud over tabet af hovedgårdsprædikatet splittes op med 6 interessenter i Kloster Mark.

Desuden at Hald har været den dominerende lokalitet, senere opsplittet i mindre dele, at Bøstrup, Kristen Kjærs fødeby, oprindeligt har været talmæssigt dominerende, fulgt godt op af Hejlskov og Lund, at Lundø har ligget stabilt i medlemstallet, at det oprindelige Baadsgaard er blevet splittet op i 16 interessenter.

Desuden kan det bemærkes, at der i tiden op til 1959 kommer lidt fjernere liggende lokaliteter som Virksund, Strandet og Ørum til.

Det økonomiske udbytte for landmændene i den gunstige mejeriudvikling svækkedes dog betragteligt ved opsplitningen i søndagshvilende og de øvrige syv dage i ugen kørende mejerier. Debatten herom og de økonomiske konsekvenser kan ses eksemplificeret i sogne med markante islæt af "stærke jyder" og Indre Mission^[41].

I Viborg området var der 1930 kun 7,6 % søndagshvilende mejerier mod over halvdelen i midt- og vestjyske områder med "stærke jyder" og Indre Mission^[42].

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri 1893-1917 kan man se, at debatten omkring søndagshvile også har været oppe at vende lokalt. Det fremgår af protokollen 28. jan. 1896, at ”Det vedtoges at Mejeriet skal arbejde alle højtidsdage fra 1. juli.” Samme år, 17. marts 1896, fremgår det af forhandlingsprotokollen, at kørsel på alle højtidsdage vedtoges, og at § 25 i vedtægterne sattes ud af kraft. De oprindelige vedtægter er ikke opbevaret i de tilgængelige arkivalier, men det må formodes, at man i 1893 har indsat en bestemmelse i § 25 om mejeridriften på søgne- og helligdage.

Søndagshvile problematikken har således været så presserende, at man har haft en paragraf i de oprindelige vedtægter om ikke at have mælkekørsel på ”højtidsdage”. Denne paragraf sattes blot tre år senere ud af kraft.

Skulle der have været en diskussion af problemet, afspejles det ikke i forhandlingsprotokollen, og helt pragmatisk vedtages det 19. dec. 1912, at Mejeriet holder stille Juledag og Paaskedag, 22. marts 1918, at ”Mejeriet holder stille Paaskedag.” Det er der ikke så meget søndagshvile over, men et formentlig i enighed konfirmeret princip om at respektere de religiøse regler uden at skade økonomien unødvendigt.

Herregårdsmejeriernes sidste tid er perioden op til o. sidst i 1880’erne, starten af 1890'erne, hvor fælles- og andelsmejerier helt og aldeles afløste tidligere tiders herregårdsmejerier / hollænderier. Lokalt kan der i Ørslevkloster Sogn, som lokalområdet hed indtil kommunalreformen 1970, være tale om to herregårdsmejerier, som man har kunnet levere mælk til, enten til det lokale Ørslev Kloster eller til Staarupgaard, som har været de nærmest liggende muligheder. Staarupgaard kan konstateres at have eksisteret maj 1893, men er tilsyneladende forsvundet 1894.

Der figurerer ikke andre herregårdsmejerier eller hollænderier i lokalområdet, hvis den her benyttede ” Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894” står til troende. Her er Staarupgaard ikke med i fortegnelsen.

.

Hollænderiet på Krabbesholm, som i 1880’erne måske kunne have været en fælles mejeri mulighed, ses  her som motiv på frimærker dateret 1906 og 1908. 1907 var Krabbesholm blevet højskole, og hollænderiet givet nedlagt. Vi ved, at hollænderiet stadig var virksomt 1894. For Hald har en mere nærliggende mulighed for mejeridrift i 1870-80'erne nok været Staarupgaard herregårdsmejeri.

Marie Jespersen skriver i en artikel i Skivebogen, 1964, s. 88 erindringer om sin tid fra august 1886-87 som stuepige på Krabbesholm, om "Mejeriet ... (der) vendte ud mod fjorden, at kusken og staldkarlen boede her også ... (sammen med) gartneren, mejeristen, mejerielever ..." m. fl. Her bekræftes den almindelige antagelse ikke, at hollænderiet havde en selvstændig bygning, tværtimod ser Krabbesholms hollænderi ud til at være bygget til den eksisterende bindingsværksbygning. Det har velsagtens været i bindingsværksbygningen, der har været beboelse. Hollænderiet har været af en temmelig middelmådig størrelse, der næppe kunne modtage al den mælk fra egnen, som kunne dukke op i løbet af 1880’erne før etableringen af fælles- og andelsmejerier.

Matrikelkort fra 1796, hvor der givet har været et herregårdsmejeri tilknyttet nordfløjen også. Og velsagtens også nord for den del af ladegården, som har været direkte knyttet til kirke og kloster. Da "hollænderier" før 1800-tallet som regel havde selvstændige bygninger, kan et kvalificeret gæt være, at "hollænderiet" har været en af de små "klatter" t.v. for matrikelbetegnelsen. Hollænderiet har formentlig været placeret på den nuværende parkeringsplads til kirken.

Foto 1903, hvor de to Grotian sønner ses til hest foran nordfløjsbygningen. Det har været tiden, da Fritz Grotian var forvalter. Han var ejer 1907-13. Garry Keyes har fundet fotoet i klosterarkiverne. Det kunne muligvis være taget med vinklen fra det gamle mejeri op til Nørreport. Se GK's skitse. Men mejeriet var her for længst nedlagt, senest 1874.

I Nord- og Vestjylland var fælles behandling af mælken før 1880’erne stort set ukendt. Der var i lokalområdet kun få herregårdsmejerier, ingen i Fjends ud over Ørslev Kloster.^[43]Der kan næppe herske tvivl om, at de mindre brugs mælk er blevet behandlet på de nærmeste herregårdsmejerier i det omfang, der ikke er brugt i egen husholdning. I en fortegnelse over herregaardsmejerier fra 1894^[44] er der i lokalområdet registreret

Der har som den eneste realistiske, lokale mulighed før den her refererede opgørelse over herregårdsmejerier fra 1894 været et herregårdsmejeri, hollænderi på Ørslev Kloster, nordfløjen v. ladegården, som blev nedlagt o. 1870-74 eller Staarupgaard, som må være blevet nedlagt i 1890'erne.

Det sædvanlige, normale ved oprettelsen af et fællesmejeri var, at bagmanden var en driftig, fagligt kompetent mejerist, som havde blik for de muligheder, der helt klart var til stede i Fjends området.

Kristen Kjær fra Bøstrup blev så den, der slog til og greb muligheden 1886 med fællesmejeriet i Hald. Det er uafklaret, hvorledes man lokalt har kunnet klare sig uden leveringsmuligheden til Ørslev Kloster i perioden 1870-74 indtil 1886, hvor Kristen Kjær startede sit fællesmejeri i Hald.

Mejerisituationen på etableringstidspunktet for Kristen Kjær og overgangen til Hald Andelsmejeri 1893 beskrives fint og samtidigt i den her refererede opgørelse fra 1894, ifølge hvilken der på landsplan fandtes ”… 990 Andelsmejerier (deraf 83 i Sønder-Jylland), 234 Fællesmejerier (deraf 19 i Sønder-Jylland)og 283 Herregaardsmejerier, ialt 1507 Mejerier (deraf 102 i Sønder-Jylland).

Kun seks år efter opgørelsen i 1888, refereret neden for, er der 1894 en klar dominans af andelsmejerier med en særdeles bemærkelsesværdig vækst i andelen af mejerier, 66 mod 43 % i 1888. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at herregårdsmejerierne kunne se ud til at have fået en opblomstring 1888-1894, hvor konkurrencen fra de mindre fælles- og andelsmejerier så nok har været for stærk, kombineret med at vi her også er inde i perioden med "herregårdsslagtninger".

I denne formentlig pålidelige optælling fra 1888 var der i Danmark i alt 914 mejerier, andelsmejerier udgjorde 43%, fællesmejerier 51%, øvrige, bl.a. herregårdsmejerier 6%. Tendensen i Jylland med overvægt af andelsmejerier blev den for hele landet gældende virkelighed.

 

Brødrene Hans og Kristen Kjær overtog slægtsgården siden 1724 i Bøstrup i 1880, da faderen iflg. familien var begyndende dement.

Traditionen på landet var og har været, at den ældste søn skulle have slægtsgården, hvorfor så den ældste, Hans Kjær er blevet eneejer kort tid efter registreringen af de to brødres fælleseje i 1880.

Senest nok 1886 eller 1887 blev selve gården nedrevet og flyttet fra landsbyfællesskabet i Bøstrup ud på de tilhørende marker, oplyser familien. Med den ældre broders overtagelse af gården i Bøstrup har Kristen Kjær stået ved en skillevej. Det fremgår af folketællingsmaterialet og kirkebøger, at i forbindelse med købet af byggegrund til mejeriet i Hald^[49], som har matr. 17a og er hus nr. 136 i 1901 folketællingen^[50] er Kristen Kjær 5. nov. 1886 nok efterfølgende blevet gift. I kirkebogen beskrives begivenheden således ”Ungkarl, Mejerist Kristen Jensen af Hald … Pige Ane Kirstine Madsen af Hald … (Husholderske)” er blevet ”copulerede”, d.v.s. viede.^[51] Ved den første barnedåb, Ejvind Kjær, 16. okt. 1887 er faderen ”Mejerist Kristen Jensen …” med Kjær navnet i en tuborg-klamme.

Det kan heraf sluttes, at Kristen Jensen Kjær efter 1880 folketællingens registrering af ham og broderen Hans Jensen Kjær som ejere på faderens gård i Bøstrup formentlig har taget en uddannelse som mejerist. Iflg. familien skulle det have været på Ladelund Mælkeriskole. Det kunne meget vel have været tilfældet. Forstanderen på Ladelund Landbrugsskole havde etableret undervisning her fra 1880, og fra 1882 var skolen blevet en del af N. J. Fjords forsøgsvirksomhed med centrifugering af mælken, metode til bestemmelse af fedtindholdet i mælken m.v.^[52]

Kirkebogens sidst registrerede kirkelige handlinger, før der er at par åbenbart bortkomne sider i kirkebogen, er i Ørslevkloster Sogn 11. dec. 1891, hvor ægteparret Kristen og Ane Kirstine Kjær kan konstateres at have fået trillinger. Forudgående er gården Skovmølle blevet købt i april 1891. Kristen og Kirstine Kjær har en dødsannonce i over to af ægteparrets trillinger 23. marts 1891. Herefter skulle Ane Kirstine Kjær være død, ramt af et kuglelyn oplyser familien.^[53]

Efter 29. januar 1892 er der igen registrering i kirkebogen af døde kvinder i Ørslevkloster Sogn. Dødsfaldet må så være sket på Skovmølle i tiden mellem marts 1891 og 29. jan. 1892, hvor der mangler registreringer i kirkebogen.

Gården skovmølle er efter de foreliggende oplysninger købt ganske kort tid efter det annoncerede dødsfald for de to af Kjær familiens hold trillinger, der er født 1888. I Skive Folkeblad hedder det i dødsmeddelelsen 23. marts 1891, at de to drenge ”døde henholdsvis den 17. og 20. Marts 2 Aar gamle”. Familien havde herefter en søn fra 1887 og den overlevende trilling fra 1888, Sejer Kjær.

Det hedder i Skive Folkeblads 50-års jubilæumsartikel 30. juni 1936, at Kristen Kjær "havde lært Mejerifaget". Det kan så formentlig slås fast, at han før 1886 er blevet uddannet mejerist og har fået blik for mejeribrugets muligheder, hvilket førte ham til køb af byggegrund og oprettelse af Hald Mejeri 2. juli 1886^[54]. Det er muligvis de økonomiske resultater ved mejeridriften, der har sat ham i stand til at vende tilbage til landbruget med købet af Skovmølle 1. april 1891.^[55]

Skovmølle ligger Majgårdsvej 15, medens vindmøllen, som ses på foto fra o. 1905, blev bygget over for Hald Mejeri o. 1896, på Bådsgårdsvej 48a, hvor gården på Lærkenborgvej 6 stadig har markeret tilstedeværelsen af Hald Mølle. Navnet Skovmølle må formodes at stamme fra tiden med vandmølle, der ligger ca. 50 m fra gården, som ligger relativt tæt op til den til mejeri erhvervede grund i Hald.

Kristen J. Kjær er i 1901 folketællingen^[56] og i 1906 folketællingen^[57] registreret som ejer af denne gård med matr. nr. 3 i Højslev Sogn. Iflg. aktuelle oplysninger om gården er stuehuset opført kort før Kristen Kjærs overtagelse 1891. Og i dette stuehus skulle der 1894-1917 have været indrettet friskole, angiveligt fordi skolevejen til Højslev Kirkeby var for lang. Hvorfor skolen i Hald ikke kunne bruges, forlyder der ikke noget om. Men begrundelsen for oprettelsen af en friskole på Skovmølle har muligvis snarere været udtryk for sympati for grundtvigianske høj- og friskoletanker.^[58]

Fra 1893 og frem til 1906 folketællingen får Kristen Kjær 7 børn mere med en ny ægtefælle, Maren Kirstine Poulsen Kjær, som det er umuligt at konstatere kirkelig vielse med i de eksisterende kirkebøger, hvor der mangler oplysninger for især 1892 og 1893. Men det fremgår af 1901 folketællingen, at der er kommet fire børn til fra 1893 indtil 1900. I 1906 folketællingen er det blevet til yderligere tre børn, og nu hedder den tidligere husholderske i folketællingen ”Husmoder Maren Kirstine Poulsen Kjær”^[59].

Kristen Kjær blev også indirekte en del af områdets mølledrift med købet af Skovmølle, hvortil der hører en vandmølle^[60]. Vandmølledrift har været omfattet af ”mølletvang” indtil 1862, d.v.s. en god og stabil indtjening for ejeren, oprindeligt klostre, senere, efter reformationen 1536, kongen. Vindmøllen, som ses på 1905 fotoet, er iflg. 1901 folketællingen beliggende på matr. 4a, hvor det om ejerskabet i folketællingen hedder ”Møllen Kristjan Nielsen”. Det kunne i folketællingen se ud til, at K. Nielsen og ægtefællen Kirsten Nielsen på møllematriklen har haft to husnumre, 170 og 171. Vindmøllen er nok bygget o. 1896 ved Bådsgårdsvej 48a af A. K. Nielsen, far til rugebilejer Aage Nielsen, der 1967 flyttede møllen for at bygge et garageanlæg.^[61]

Vindmøllen var oprindeligt bygget som en hollændermølle. Da ”hatten” blæste af 1919 blev den erstattet af en klapsejler, som figurerer på nederste foto.

Startproduktionen på Hald Mejeri skulle have været ”2000 P(un)d Mælk om Dagen”, der i dårlige perioder kunne falde helt til 800 Pund om Dagen hedder det i 1907 artiklen herom. Umiddelbart efter starten af Hald Mejeri ser man i f. eks. Horsens Folkeblad 22. sept. 1887 Kristen Kjær annoncere med ”Et Parti Ost ønskes til kjøbs”. Formentlig en god indikation på ønske om og vilje til at få gang i mejeridriften.

Og mejeridriften kom åbenbart til at gå så godt, at man på egnen mente, at Kjær da ”vist tjente for mange Penge” ved mejeridriften^[62]. Denne opfattelse har nok været medvirkende til, at mejeriet 1893 blev købt som Hald Andelsmejeri, hvor Kristen Kjær som anført solgte sit fællesmejeri for 7500 kr.

Samtidig med overtagelsen af Hald Mejeri som andelsmejeri hedder det i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgaard lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 … og Kristen Kjær Skovmølle valgtes til formand” for andelsbestyrelsen.

Kristen Kjær beholder formandsposten indtil 26. juli 1896, hvor Kr. Gjeddebæk Baadsgaard bliver formand.

18. jan. 1899 går Kristen Kjær ud af bestyrelsen, broderen Hans Kjær Bøstrup vælges ind og bliver formand. Kristen Kjær fortsatte således nogle år i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri efter mejerisalget i 1893, men har herefter, delvist som afgående formand 1896 og endeligt helt ud af bestyrelsen i 1899, koncentreret sig om driften af Skovmølle. Sønnen, den eneste overlevende af trillingerne fra 1888, Sejer Kjær blev 1922 som ejer af Skovmølle indvalgt i bestyrelsen for Hald Andelsmejeri iflg. Skive Folkeblad 13. dec. 1922.

Mejeribestyrer D. C. Danielsen, der efterfulgte C. Gravgaard 1. nov. 1897 som mejeribestyrer, fortæller i 1907-artiklen om de ældste andelsmejerier, at den årlige mælkemængde i dette tiår er vokset fra ”2 Mill. til 5 Mill. P(un)d”, at antallet af leverandører 1907 var 180, herunder ”enkelte store Leverandører som Ørslevkloster, Lerchenborg og Baadsgaard.” Iflg. Skive Folkeblads referat fra generalforsamlinger i Hald Andelsmejeri var der 1919 en årsproduktion af sødmælk på 2,8 mio. pund med samme mængde skummet- og kærnemælk. 1926 var der indvejet 7,7 mio. pund sødmælk, 7,3 mio. pund skummet- og kærnemælk^[63].

De oplyste mælkemængder på mejeriet kan suppleres med en formandsoplysning på generalforsamlingen 11. nov. 1957, at ”Mælkemængden havde (dette år) været den største i Mejeriets Tid.” Det har helt tydeligt gået ganske udmærket for mejeriet i 1950’erne.

Til udnyttelse af overskudsvarmen fra mejeriet, har der tidligt ved mejeriet været kartoffelkogeri, kan man se af forhandlingsprotokollen. Det blev udvidet og flyttet i 1950’erne iflg. Jens og Peter Bavnshøj i deres kommentarer til 1907 artiklen. Der blev her anlagt ”tre nye kartoffelkogere på en stor betonbelagt plads ved siden af mejeribygningerne. De ses på luftfotografi fra 1959, som også viser - fra en anden vinkel - at der her stadig var hestetrukken mælkekørsel og aflæsning af mælkespande .

Ved et eftersyn 18.jan. 1968 blev det pålagt mejeriet, at ”Kartoffelkogning skal foregå mindst 25 m fra mejerivirksomheden.” Det fremgår ikke af forhandlingsprotokollens oplysninger, hvordan og om dette problem blev løst, men det har nok ikke bidraget til at forlænge mejeriets levetid, da man startede drøftelserne omkring sammenlægning til et større mejeriselskab. Det fremgår, at tidligere tiders aflæsningsrampe 1959 er forsvundet og erstattet af to døre, hvor mælkejungerne læsses ind fra den stadig hestetrukne mælkekørsel til mejeriet.

Den lokale mælkekørsel afspejler ganske godt driften på Hald Andelsmejeri. Også variationerne over tid, der giver en god fornemmelse for interessenternes placering i lokalområdet.

Iflg. 50 års-jubilæumsartiklen i Skive Folkeblad 30. juni 1936 var der fra start kun to mælkekuske på mejeriet, fhv. Husmand Peter Kr. Jensen, Ørslevkloster Mark og Niels Peter Bech, Sejstrup. Efterhånden kom der flere til. I 1936 var der iflg. jubilæumsartiklen "18 Mælkekuske, der hvert aar bringer 11-12 Millioner Pund Mælk til Mejeriet".

Oplysningerne i jubilæumsartiklen om kun to mælkekuske ved andelsmejeriets start svarer slet ikke til, hvad der kan konstateres i forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri, hvor der fra start må have været mindst 5-7 mælkekuske.

Ved andelsmejeriets start fremgår det af forhandlingsprotokollen, at der oprettedes ”Kontrakter for Mælkekørsel, (1) Hejlskov tur, (2) Bøstrup Lund, (3) Lundø, (4) Hald Majgård Degnsgård og (5) Sejstrup, Sejstrup og Sønder Hald, (6) Smørkjørslen fra Mejeriet til Højslev St.”, 6 nummererede kørsler, herunder særordning med betalingen for ”Kjørslen med Bådsgård Mark”.

Denne mælkekørselsordning, der illustrerer mejeriets geografiske område specificeres nærmere maj 1898, fremgår det af forhandlingsprotokollen. Følgende kørselsordninger anføres her med den betaling, mælkekuskene, med brug af egne, hestetrukne mælkevogne, fik:

1. Hejlskov, 39 kr. mdl.,

2. Bøstrup, 45 kr. mdl.,

3. Lund 30 kr. mdl.,

4. Lundø, 60 kr. mdl.,

5. Hald Majgård, Degnsgård og Sejstrup, 55 kr. mdl.,

6. Sejstrup og Sønder Hald, 42 kr. mdl.

Forskellene i den månedlige betaling er ikke helt gennemskuelige, men har formentlig været begrundet i afstanden til mejeriet.

Om ”Smørkjørselen til Højslev St. eller Skive Banegård” hedder det maj 1898, at ”Undertegnede har paataget sig forannævnte Løn for henholdsvis 3 kroner 20 øre og 4 kroner 70 øre om ugen”. Det skal formentlig forstås som løn til henholdsvis Højslev St. og til Skive Banegård. Til Højslev bliver lønnen så 166,4 til Skive 244,4 kr. årligt. Sammenlagt 410,80 kr. årligt, som kunne forekomme i underkanten i forhold til f. eks Bøstrup, hvor den månedlige betaling på 45 kr. giver 540 kr. årligt.

Men det har muligvis givet mere slitage og større arbejde at køre med mælkespande end kørslen med smør, hvor der vitterligt har været større afstand til både Højslev Station og Skive Banegård.

Der er løbende justeringer af løn og udskiftninger i mælkekørslen, men gennemgående har der været 6-7 mælkekuske med en særskilt smørtransport til Højslev Station og Skive Banegård i andelsmejeriets startperiode.

Der har løbende været ændringer og justeringer i mælkekørselen. Her nogle formodet repræsentative uddrag.

Mælkekørsel 12. april 1919:

Hejlskov, Lund, Sejstrup, Majgaard Søndre og Nordre, Lundø Søndre og Nordre, Hald Kjærland og By, Gl. Hald. + Smørkørselen 65 kr. pr. md. i 3 år.

De øvrige ruter 44-200 kr. pr. md.

Der var her 10 ruter foruden smørkørselen.

13. marts 1926 er der nytilkomne ruter, som giver et ruteantal på 14 foruden smørkørselen. Det er Gl Hald, Baadsgaard samt to ruter i Lund, No. 1 og 2.

21. marts 1929 er der 18 Mælkeruter, der yderligere omfatter Hejlskov Mark og By, Virksund, Gl og Sdr Hald, Baadgaard Mark og Ørslevkloster. Der kommer yderligere ruter til. 31. marts 1933.

Dette antal holder sig til og med 12. april 1947, hvor der angives flg. mælkeruter:

1. Lærkenborg,

2. og 3. Hejlskov,

4. Virksund,

5. Bøstrup,

6. og 7. Gl. og Sdr. Hald,

8. Sejstrup,

9. Hald By,

10. Lundø,

11. og 12. Majgaarde,

13. Hald Kærland,

14. Hald Vestermark,

15. Baadsgaard,

16. og 17. Lund,

18. Kloster Mark.

To nummereringer ved et område betyder to ruter i området.

Ruteantallet holder sig herefter på o. 20, men der er mælkekuske, der har flere ruter.

Der sker en glidende forøgelse i mælkekørslen med den stigende mælkemængde, som konstateres 1957. Det kan ganske nøje følges i forhandlingsprotokollen, hvor der hvert år er kommentarer til og fortegnelser over foretagne licitationer af kørslen.

Her kan der til tiden med mælkekørselens største omfang illustreres med to licitationer i henholdsvis 1956 og 1957.

28. april 1956 licitation over mælkekørslen. Der er intet anført om brug af eget køretøj, om betalingen er pr. år eller pr. md. Der kan ud fra priser og sammenligning m. andre års licitationer dog kun være tale om betaling per md.:

1. Lærkenborg, S. Kudal 240 kr.

2. Hejlskov Vest, B. Kristense, 440 kr.

3. Hejlskov By, Kr. Kølhede, 390 kr.

4. og 5. Virksund og Bøstrup, K. Kølhede + E. Ramsdahl, 790 kr.

6. Gl. Hald, J. Kr. Jensen, 350 kr.

7. Sdr. Hald, Frede Kudal m. fl. 350 kr.

8. Sejstrup, Oskar Jespersen, 480 kr.

9. Hald By, N. Kr. Madsen, 235 kr.

10. og 11. Lundø N og V, L. Smed Petersen, 800 kr.

12 Majgaard Syd, Kr. Laursen, 410 kr.

13. Majgaard Nord, Jens Petersen, 350 kr.

14. og 15. Hald Vest og Hald Kærland, Sigvald Petersen 450 kr.

16. Baadsgaard h., Otto Kjeldsen, 430 kr.

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl + Kr. Kølhede, 790 kr.

19. og 20. Kloster Mark og Strandet Mark, Kr. Kølhede, 470 kr.

Licitation over mælkekørslen 27. april 1957:

1. Lærkenborg, D. Ramsdahl

2. Hejlskov Vest, Børge Christiansen

3. Hejlskov By, Th. Poulsen

4. Virksund, Th. Poulsen

5. Bøstrup, Th. Poulsen

6. Gl. Hald, J. kr. Jensen

7. Sdr. Hald, Knud Pedersen m.fl.

8. Sejstrup, Knud Pedersen m.fl.

9. Hald By, N. Chr. Madsen

10. og 11. Lundø Vest og Nord, P. Smed Pedersen

12. Maigaard Syd, Børge Knudsen m. fl.

13. Maigaard Nord, Knud Pedersen

14. og 15. Hald Vestermark, Hald Kærland, Sigvald Pedersen

16. Baadsgaard Mark, Marinus Pedersen

17. og 18. Lund Øst og Vest, E. Ramsdahl

19. og 20. Kloster Mark, Strandet Mark.

Aflønning fra 230 til 790 kr. per måned.

Antallet af mælkekuske er usikkert, der er kuske, der har flere ruter, men skønsmæssigt har der 1957 været 13-14 mælkekuske, og nok ca. tilsvarende de efterfølgende år.

Dette omfang har formentlig været situationen, da man på en ekstraordinær generalforsamling 17. april 1969 havde en afstemning om mælkeafhentning med lastvogn, der ville koste andelshaverne 325.000 kr. Forslaget blev først vedtaget men senere forkastet med stemmetallet 70 imod, 62 for. Muligvis også fordi der var mælkekuske, der for egen regning og med anden, supplerende kørsel havde anskaffet sig lastvogne til mælkekørselen.

Fra start var der grundlæggeren Kristen Kjær 1886-93, der ved omlægningen til andelsmejeri 1893 som anført blev afløst af C. Gravgaard 1893-97.

Om andelsmejeriets mejeribestyrer hedder det i forhandlingsprotokollens første indskrivninger, at ”Mandagen den 13de Marts … blev Mejerist Chr. Gravgård lejet til at bestyre Hald Andelsmejeri fra 1. Juli 1893 …”

I Skive Folkeblad 29.09.1970 hedder det i anledning, at mejeriet nedlægges og sælges til ”lysfabrikant fra Sparkjær, Gert Olesen, at mejeriet de første år som privatejet havde ”daværende mejeribestyrer Gravgaard som leder af mælkeproduktionen”. Der er mindre fejl i artiklen, f. eks. at ”mejeriet blev bygget i begyndelsen af 80’erne …”, hvor vi ved, at det var 1886. Men på den anden side er det mejeribestyrer i 1970, Svend Mehlsen, der udtaler sig om mejeriet, som han har bestyret siden 1938. Og han må formodes at have været velorienteret om sine forgængere.

Derfor kan det tænkes, at selv om Kristen Kjær som uddannet mejerist startede Hald Mejeri, så har han muligvis med købet af Skovmølle april 1891 fået behov for en mejeribestyrer i skikkelse af C. Gravgaard inden salget som andelsmejeri 1893?

1901 folketællingen er et af de få steder, hvor der kan indhentes nærmere oplysninger om C. Gravgaard. Han er født 29. okt. 1869 i Thisted Amt. Allerede her må vi forkaste ham som mejeribestyrer hos Kristen Kjær fra 1886, hvor han så kun har været 17 år gammel. Men muligvis siden 1891, hvor han kan have erhvervet sig en mejeristuddannelse.

Der er ingen tvivl om, at det er den ”rigtige” C. Gravgaard, der her 1901 er folketællingsoplysninger om. Han anføres at have 2 døde børn, og det ved vi, han som mejeribestyrer havde, da der i Skive Folkeblad 04. maj 1896 annonceres en 3 mdr. gammel søn, Leon, og igen i Skive Folkeblad 04. sept. 1897 annoncering af en 8 mdr. gammel søn, Leon, der er døde, annonceret af Anine og C. Gravgaard, Hald Mejeri.

Han anføres i folketællingen at være blevet gift 1893, ægtefællen er ved 1901 folketællingen død, og ud over de to døde børn er der en søn fra 1894 og en datter fra 1898.

Hans tid som mejeribestyrer blev ganske kort, han blev afløst af mejerist D. C. Danielsen 1897-1938.

I forhandlingsprotokollen for Hald Andelsmejeri hedder det om ansættelsesforholdet, at der 10. sept. 1896 er aftalt forlænget ansættelse indtil januar 1898 for Mejeribestyrer Chr. Gravgaard. Året efter hedder det 10. august 1897, at der er møde med Bestyreren for at søge en overenskomst, idet han ”som bekjendt for en tid siden har kjøbt Ejendom, og af denne grund ynsker at fraflytte Pladsen til første November … i stedet for til første Januar 1898. Underskrevet af C. Graugaard og bestyrelsen.

26. aug. 1897 hedder det i forhandlingsprotokollen, at der var indkommet 56 ansøgere til Bestyrelsespladsen paa Hald Mejeri, hvoraf der udtages 9.

30. aug. 1897 blev der indkaldt ”3 til Pladsen som Bestyrer" og 10. sept.1897 indgås der ”Aftale mellem Mejerist Daniel Chr. Danielsen og Bestyrelsen. Efterfølgende bliver bestyrelsen 10. okt.1897 enig med ”Gravgaard om at møde på mejeriet ”… for at ordne overtagelsen af Lageret.”

På mødet 9. nov. 1897 er Gravgaard ”ikke tilstede” og der konstateres, at der er medtagne maskiner, der skal repareres. Formanden Kr. Gjeddebæk pålægges at undersøge mulighederne. I en parentes til de medtagne maskiner anføres det i protokollen, at det ”(dog er uden at der kan paalægges Gravgaard noget af særlig Betydning for uforsvarlig Brug)”.

Under alle omstændigheder har der nok mellem bestyrelsen og Gravgaard været talt om maskinerne på en måde, der kunne være medvirkende til Gravgaards manglende deltagelse.

Mælken sendes midlertidigt til Borup og Højslev mejerier.

Der kan næppe herske tvivl om, at der har været problemer i forholdet mellem mejeribestyrer Gravgaard og andelsbestyrelsen for Hald Andelsmejeri. Og dette på trods af, at mejeribestyrer C. Gravgaard 7. maj 1895 i Skive Folkeblad annonceres som den ene af to lokale smørudstillere, der er blevet tildelt præmie, "Sølvpotageskeer" af Viborg Amts Mejeristforening, og at mejeriet 2. sept. 1895 fik højeste karakter ”for udstillet Smør fra 27 Mejerier” iflg. Skive Folkeblad.

C. Gravgaard har været en mejeribestyrer med gode resultater i mejeridriften, men som af bestyrelsen med efterfølgeren for Kristen Kjær som formand kritiseres for mangelfuldt vedligehold af mejeriets maskinpark.

Gravgaard deltager ikke i overdragelsesforretningen til efterfølgeren, Mejerist Daniel Chr. Danielsen, der iflg. forhandlingsprotokollen 10.9.1897 indgår aftale med mejeribestyrelsen om ansættelse som mejeribestyrer. Udeblivelsen fra overdragelsesforretningen kan muligvis tages som udtryk for en ikke alt for god stemning mellem den tidligere mejeribestyrer og mejeribestyrelsen.

I Skive Folkeblad annonceres det 15. jan. 1900 ved C. Gravgaard, at ”Skive Bryggeri og Maltgjøreri, Vestergade Skive … modtager Byg til Maltning”. Ansættelsen ved Skive Bryggeri og Maltgiøreri kan velsagtens have været resultatet af Gravgaards jobskifte 1897.

I 1901 folketællingen er Gravgaard blevet ”forhenværende byggemester med formue”. Det er formentlig en fejlskrivning for ”bryggemester”, hvor han så i løbet af et års tid er blevet forhenværende.

Hans to efterfølgere havde betydeligt længere ansættelsesforhold ved Hald Andelsmejeri, end han fik.

Daniel C. Danielsen blev 1938 efterfulgt af svigersønnen, Svend Mehlsen 1938-1970 som mejeribestyrer. Også Mehlsen fik 1954 tildelt en førstepræmie for sin smørleverance til et aftagerfirma i Århus.

Efter formandsskiftet, hvor Kr. Gjeddebæk, Baadsgaard 26. juli ved bestyrelseskonstitueringen bliver valgt som efterfølger for Kristen Kjær, konstateres det i forhandlingsprotokollen 10. aug. 1896, at ” Spildevand har gjort brøndvandet ubrugeligt til afbenyttelse i mejeriet”, og at det skal ”afledes”.

Det kunne se ud til, at mejeriets problemer med kølevandet bliver løst på fordelagtig vis ved en aftale med bestyreren, den senere ejer på Ørslev Kloster, hvorom det i forhandlingprotokollen 13. November 1908 hedder, at ”Proprietær Grotrian erklærer, at han og efterfølgende ejere vil tage imod Mejeriets Spildevand, som det hidtidig har gaaet …” Spildevandet er blevet afsat til varierende priser, men det kunne se ud til, at mejeriet har fået en god løsning, som er blevet videreført med andre aftagere efterfølgende, da Ørslev Kloster kom i driftsmæssige vanskeligheder.

Der kom yderligere forbedringer i mejeridriften 10. juni 1898 med udnævnelse af ”20 kontrolassistenter”.

Uddannelsen af kontrolassistenter startede på Ladelund 1895.^[64] Kontrolassistenter var et resultat af en ”ydelseskontrol”, der indførtes på andelsmejerierne fra 1895. De første kontrolassistenter skulle have logi og forplejning på de gårde, de kontrollerede, samtidig med at deres ankomst til kontrollen skulle være hemmelig, så kontrollen kunne afspejle den daglige drift af gårdens besætning. Det kunne nok være svært foreneligt med begge dele på en gang, men det vigtigste var, at kontrolassistenterne skulle måle køernes ydelse, fedtindholdet og - ikke mindst - flødeindholdet, som var særdeles vigtig i smørproduktionen.

Som brugen af kontrolassistenter var en sikring af den fælles bestræbelse på kvalitet og ensartethed i mælkeproduktion og mejeridrift, kan man også konstatere en ganske konsekvent justits over for andelshavere, der brød de fælles regler. I forhandlingsprotokollen 20. februar 1894 for Hald Andelsmejeri, noteres det, at en andelshaver møder op som ”mistænkt for forfalskning af den leverede mælk … (, at han) vedgik at have taget af fløden, … idømtes en Mult af 10 kr. (og) … blev udsat af foreningen.”

I 1950’erne var antallet af kontrolassistenter reduceret til 2.

Den først konstaterbare udvidelse af mejeriet ses i Skive Folkeblad 15. okt. 1898, hvor Kristian Gjeddebæk, Baadsgaard indkaldte skriftlige tilbud på at få opført ”et Ishus ved Hald Andelsmejeri”.

18. jan. 1899 fremgår det af forhandlingsprotokollen, at det vedtages at anskaffe ny fløde pasteuriseringsapparat samt medlemskab af Danske Mejeriers Smørmærkeforening.

11. marts 1901 fremgår det, at der er anskaffet et Kogeapparat til Skummet Mælk + Mælkepumpe og en Smøræltemaskine. 4. juli 1902 er der registreret en Centrifugekugle og en ny Kjærner fra Skive Jernstøberi, henholdsvis til 225 og 450 kr.

Herefter skete der en større udvidelse 1910-11, hvor "Mejeriet (blev) næsten helt ombygget, og der indsattes nye Maskiner", hedder det i jubilæumsartiklen 1936.

Ombygningskarakteristikken kunne dog se ud som noget af en overdrivelse i forhold til det, der kan konstateres i forhandlingsprotokollen fra 5. marts 1910 indtil 30. juli 1910.

Det ser ud til, at der først på en ordinær generalforsamling 5. marts 1910 i Hald Forsamlingshus var ”… Forslag … fremme angaaende en Ombygning i Mejeriet, som forkastedes…” 1. juli 1910. Dernæst ”Ifølge Opfordring fra 22 Leverandører afholdt Hald Mejeri ekstra Generalforsamling… 30 Juli 1910 … Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, hvilket vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Uenigheden fortsætter 20. Marts 1911, hvor der på en ”Ekstra Genereralforsamling er Forslag til Flødeenheder (afregningsmetode) fremme, som forkastedes.” Denne afregningsmetode vedtages herefter på generalforsamling 19. dec. 1911 med 61 Stemmer mod 49, og vedtages igen på Ekstra Generalforsamling 6. januar 1912 med 56 ja, 43 imod.

Her var der igen ”Forhandling om Udvidelse af Mejeriets Skummelokale, som vedtages med 34 Stemmer mod 16.” Hvor stor denne udvidelse har været, er det umuligt at fastslå på det foreliggende grundlag.

Det fremgår af de her benyttede fotografier, at udvidelsen med skummehallen har været en betragtelig udvidelse af det oprindelige Hald Mejeri. Før denne udvidelse har mejeriet været et typisk mindre mejeri, som de så ud 1880-90’erne, naturligvis, eftersom mejeriet er opført 1886. Sammenlignet med andre lokale mejerier fra de her udvalgte områder, ser Hald Mejeri ud til fra start at have været et betydeligt og bygningsmæssigt godt konstrueret mejeri. Især forekommer udvidelsen med skummehallen 1911 at være udtryk for tidens bedre mejeribyggestil, meget lig den, arkitekt E. V. Lind stod for på den tid, skummehallen blev bygget.

Tidsmæssigt inddelt falder mejeriets bygningshistorie således:

Forløbet kan så nogenlunde illustreres fotografisk.

Hald Mejeri, som det muligvis så ud, da Kristen Kjær byggede 1886, kan kun illustreres med en meget usikker foto-identifikation. Mejeriskorstenen ser forkert ud i forhold til de senere, der er runde. Det er næppe sandsynligt, at der mellem 1886 og 1907 er bygget ny mejeriskorsten. Der er intet anført herom i forhandlingsprotokollerne fra 1893. Herunder Hald Andelsmejeri, som det har set ud 1907, før ombygningen, tilføjelsen af skummehallen, som ses afbildet som Hald Andelsmejeri i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, mejeriet o. 1911 v. ombygning med skummehal iflg. udgivelsen 1917.
Hald Andelsmejeri, luftfotografier 1950'erne

Det er meget begrænset, hvad medlemsprotokol og generalforsamlingsreferater kan dokumentere omkring mejeribygningen. Men i løbet af 1910-11 bliver det med et stort flertal vedtaget at bygge den skummehal, som nok har været den væsentligste bygningsudvidelse i mejeriets levetid. Der var her en aflæsningsrampe til mælkespande, som kan identificeres på luftfotoet både 1948 og 1959, men såmænd også på mejeriet, som det fremstod 1907.

Aflæsningsramperne er senere erstattet af transportbånd iflg. lokale oplysninger, men det har så først været i 1960’erne. På generalforsamlingen 13. okt. 1956 blev det konfirmeret, at der skulle være bygningsændringer sammen med en større fornyelse og udskiftning af mejeriets maskiner. Af bygningsændringer kan det på luftfotografiet fra 1959 konstateres, at der er kommet nye kartoffelkogere til, som 1968 blev påbudt flyttet længere væk fra mejeriet. Maskinanskaffelsen var tydeligt omfattende.

De anskaffede maskiner kan som eksempler ses specificeret i Danske Mejerier, bd. 3, s. 501.

Der har formentlig ikke været udskiftning af vægtene, men ”… Forvarmer, Pasteur og Ringkøler fra Fr. Christensen. - 1 Titan og 1 B & W Centrifuge. - Kærneælteren ”Silkeborg”. - Kedel fra Th. Th. Sabroe. - Caroc & Leth Maskine.^[65]

Salmonsens Konversationsleksikon daterer denne smøræltemaskine 1880-1910.	Elektrisk smørkærner 1920’erne, Energimuseet.

Den anskaffede B & W Centrifuge, kunne have været en centrifuge for håndkraft som illustreret her eller Titan centrifugen som de ligeledes her illustrerede. Her også med eksempler på pasteuriseringsapparat. Den illustrerede smøræltemaskine i en ældre version 1880-1910 og en elektrificeret efterfølger fra 1920’erne.

Den næste, større udvidelse af mejeriet kommer i den periode i 1950’erne, hvor produktion, leverancer og - så nogenlunde - priser var i top. Sept. 1956 udvidede mejeriet nordfløjen og fik en ny smørkærner, to år efter købte mejeriet en ny smørpakkemaskine, meddeles det i Skive Folkeblad 10. nov. 1958. I forbindelse med mejeriets generalforsamling 21. nov. 1958 udtrykte bestyrelsen ønske om yderlige oplysninger om den Smørpakkemaskine, som Skive Folkeblad hævder, der skulle være købt.

Udskiftningen i 1956 af smørkærnemaskine kunne have været fra trækærneren i midten til stålkærneren t.h. Vi ved dog fra Danske Mejerier, bd. 3, s. 501, 1917, at Hald Mejeri før 1917 må have anskaffet ”Kærneælteren Silkeborg”, som ses afbildet neden for. Denne kærner blev berømmet for dens lange holdbarhed, især 1908-modellen.^[66]

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 hedder det i forbindelse med en konstateret mælkemængde på 400.000 pund, at der er installeret nye maskiner for ca. 80.000 kr., bygningsændringer for ca. 105.000 kr. trods overslag på 84.000 kr.

17. august 1957 vedtog bestyrelsen at anskaffe et ”Vandrensningsanlæg til Mejeriet”, hvor der var et tilbud på 5600 kr.Og endelig besluttede man på generalforsamlingen 8. nov. 1958, at der skulle udarbejdes nye vedtægter, ”da de gamle er stærkt forældede.” De nye vedtægter vedtages 1. dec. 1959 med 16 paragraffer. Godkendes enstemmigt 21. nov. 1959.

Her var det maksimale antal registrerede interessenter 241. Kun et tiår før mejeriet 1970 måtte lukke og slukke.

Mejeriets drift havde betydning for egnens befolkning både som arbejdsplads, men også mejeriudsalget, hvor man kunne købe mejeriprodukterne.

I forhandlingsprotokollen hedder det herom 25. april 1917, at ”Butiksudsalget bortliciteredes til Birgitte Ryde for 90 kr. for ½ år. I 1917-18 protokollen anføres, at der til licitationen hører ”2% af Omsætningen”.

På generalforsamlingen 13. okt. 1956 meddeles det, at der nu kunne ”købes pasteuriseret Sødmælk i Flaske … med Udsalg i Virksund.” Tidligere har man afhentet den mejerifriske mælk i spande. Det fremgår ikke, om flaskesalget også omfattede mejeriudsalget i Hald fra okt. 1956.

En ny tids vinde kan konstateres omkring det lille, kvalitetsprægede mejeri i løbet af 1960’erne, hvor en lang række mindre mejerier lægges ind under større. På generalforsamlingen, refereret i Skive Folkeblad 14. nov. og 17. dec. 1969 blev det udmeldt, at ”mejeriet sidste aar indvejede 8,2 mill. kg mælk med en fedtprocent paa 4,00”. Men der ville være udsigt til ”udgifter paa omkring 150.000 kr. til kloak- og rensningsanlæg.” Det gav anledning til drøftelse af sammenlægning med Skiveegnens eller Viborgegnens Mejeriselskab.

Man besluttede at gå ind i Viborgegnens med 100 stemmer for, 17 imod. 122 af foreningens 188 daværende medlemmer deltog i generalforsamlingen. Skive Folkeblad har 29. sept. 1970 i anledning af, at Hald Mejeri lukker, talt med mejeribestyrer Svend Mehlsen, der nu går på pension efter at have været ansat siden 1938.

Mehlsen fortæller, at mejeribestyrer D. C. Danielsen det meste af sin tid som mejeribestyrer 1897-1938 havde 4 ansatte til daglig drift.

Ved lukninger er der 2 ansatte foruden Mehlsen, Chr. Pedersen og en vikar. Mejeribygninger blev herefter købt af stearinlysfabrikanten fra Sparkjær, der her etablerer sig som Diana Lys. Og undgik således nedrivning, hvilket naturligvis glædede den afgående mejeribestyrer Mehlsen ved nedlæggelsen. 5. juni 1978 meldes der om brand første gang, med kun mindre skader.

11. sept. samme år nedbrænder hele fabrikken og dermed også det gamle mejeri.

En noget trist og ufortjent afslutning på en god placering i det danske mejerivæsen. Men tendensen mod stordrift fortsatte, Mejeriselskabet Danmark, MD Foods fusionerer 1999 med svenske Arla og bliver til Arla Foods amba., der p.t. har en markedsandel på o. 90% af dansk produceret mælk iflg. egne oplysninger.^[67]

De mange små andelsmejerier er blevet en verdenskoncern, andelsejerskabet er afløst af et multinationalt amba, andelsselskab med begrænset ansvar. De mange små andelsmejerier dannede i 1912 De samvirkende danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i 1972 blev ændret til Danske Mejeriers Fællesorganisation, som igen i 1997 blev ændret til Mejeriforeningen.

Mejeriforeningen har en opgørelse over den aktuelle mejeri produktion. Der anføres i 2019 at have været en årlig mælkeproduktion på 5,61 mia. kg og en eksportindtægt på 21,1 mia. kr.^[68] Denne produktion er fordelt på 31 medlemmer af Mejeriforeningen^[69], herunder langt den største mejerisammenslutning Arla Foods og 14 mejerier, der ikke er medlemmer af mejeriforeningen^[70].

Svineslagtning og -slagterier blev ligesom mælk og mejeridrift en ny tids centrale produktionsområder. For slagterier som produktionssteder, der var afledt af den før det industrielle gennembrud helt dominerende landbrugsproduktion, var landbrugskonjunkturerne helt afgørende for slagteriernes produktionsudvikling.

Men selv om slagterier og mejerier havde en fælles baggrund i forarbejdning af animalske landbrugsprodukter, så blev slagterierne ikke placeret decentralt som de små fælles- og andelsmejerier.

Både på mejeri- og slagteriområdet gjorde det sig gældende, at den dyriske landbrugsproduktion i Danmark med den oversøiske konkurrence på korn og faldende kornpriser fra 1870'erne blev tiltagende vigtig for dansk landbrug samtidig med, at nederlaget til Prøjsen (fra 1871 Tyskland, Det Tyske Kejserrige) i 1864 rykkede den dansk-tyske grænse op til Kongeåen. Uanset dette problem i forhold til Prøjsen, det senere Tyskland, var der en eksportforøgelse af svinekød til Prøjsen, Tyskland med en næsten tredobling fra 1860 til 1890.

I det her behandlede lokalområde, Skive, Salling, Fur, Mors, Fjends, Viborg blev der anlagt tre andelsslagterier i henholdsvis Nykøbing Mors, Skive og Viborg. Andelsslagterierne efterfulgte og blev konkurrenter til private slagterier - et i Skive og et i Viborg. Eller rettere to forskellige ejere af det private slagteri i Skive, men samme slagteri og placering Brårupgade 16.

I samme geografiske område og samme tidsrum, d.v.s. efter herregårdsmejerierne / hollænderierne, i fælles- og andelsmejeriernes etableringsperiode, var der 1) Fur Mejeri, der afløstes af Fuur Andelsmejeri, 2) på Mors 13 fælles- og andelsmejerier, 3) i Salling 14 fælles- og andelsmejerier, 4) i Fjends 7 fælles- og andelsmejerier, i alt 35 mejerier, hvor der var 3-5 centralt placerede slagterier i Nykøbing Mors, i Skive og i Viborg:

1) Nykøbing M Morsø Andelsslagteri 1914-76,

2) i Skive Thompsons Svineslagteri 1889-1910, Koopmanns Svineslagteri 1910-53, Skive Andelsslagteri 1903-72 - i oversigten over Landbrugets Forædlings Virksomheder er der foruroligende mange fejl herom: Thompsons Svineslagteri mangler, Koopmanns overtagelse er fejldateret, hvortil kommer en hel del slåfejl,

3) i Viborg A/S Koopmann Svineslagteri 1902-1912, der afløses af Viborg Andelssvineslagteri 1912-72.

 

Viborg og Skive Andelsslagterier fusionerer 1972, inkluderer Morsø Andelsslagteri 1976 under det fælles navn Jutland Slagterierne.

Der fusioneres nok en gang i 1990 i en endnu større fusion, Vestjyske Slagterier Struer. Her indgår Struer-Hurup Andelssvineslagterierne, Sydvestjyske Andelsslagterier, Esbjerg, Royal Dane/Quality Slagterierne og og fra 1995 Koopmann Slagterierne, Silkeborg.

Danish Crown navnet kommer fra Kolding slagteriet af samme navn, som sept. 1986 bliver overtaget af Tulip. Under dette navn og som led i en igangværende fusionsbølge kommer Danish Crown fra okt. 1990 til at dække hele det østlige Jylland fra Vojens til Limfjorden samt hele Nordjylland og Fyn. Men endnu ikke den midt-vestjyske fusion, som Skive Andelsslagteri tilhører, Vestjyske Slagterier. Sjælland og Lolland-Falster er samlet under det nye navn Steff-Houlberg. Uden for står TICAN (fusionen Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri fra 1978).

Danish Crown forsøger i tiden fra 1995 indtil 1998-99 at få et samarbejde etableret mellem de resterende slagterigiganter under navnet "Slagteriselskab Danmark". Februar 1999 godkender EU Kommissionen så, at Danish Crown fusionerer med Vestjyske Slagterier. I 2001 overtager Danish Crown også Steff-Houlberg, 2010 omdannes Danish Crown fra et andelsforetagende til et A/S.

Afdelingen i Skive brænder som del af Danish Crown 2007 og nedlægges 2008.

Slagteribranchen går fra at være temmelig centreret til at være et stort set landsdækkende monopolforetagende, Danish Crown Holding A/S.

 

Fra 1887 til 1889 kom der et tysk importforbud for svinekød, der ramte den danske eksport af svineflæsk hårdt.

Det medførte en øjeblikkelig og radikal omlægning fra tysk flæskeeksport til eksport af bacon til England.

Omlægningen betød, at flæsket nu måtte sælges direkte fra Danmark til England, hvor der før havde været en betydelig transit eksport af svinkød og -flæsk over Hamborg-Altona.

I England solgtes svinekødet under betegnelsen "Continental bacon". Flæskesalget foregik ved engelske kommissionærer på Londons flæskebørs, og de solgte udelukkende til grossister, med hvem de var sammensluttet i en såkaldt baconring. Her var grossisterne forpligtede til kun at købe fra engelske kommissionærer med et stort set engelsk handelsmonopol - og ikke direkte fra slagterierne.

Denne rings monopol i flæskehandelen forsøgte de danske svineeksportører, centreret omkring De samvirkende danske andelsslagterier, stiftet 1897 at bryde, hvilket først delvist lykkedes efter 1902 med dannelsen af Danish Bacon Company som salgsagenturfirma for dansk flæsk.

Samtidig med omvæltningen i salget af svinekød fra 1887 etablerede L. Peter Bojsen i Horsens det første andelssvineslagteri som en direkte konsekvens.

Kravet til slagteribranchen blev med omlægningen til engelsk bacon eksport længere, slankere svin og renlighed. Bacon var et mere ømfindtligt produkt end flæsk.

En af pionererne i denne proces var Philip W. Heyman (født 15. november 1837 i København, død 15. december 1893 samme sted), dansk direktør, Tuborgs grundlægger, og på trods af at være af ortodoks jødisk familiebaggrund spiste han gerne det svinekød, som også blev hans levevej.

1866 anlagde Heyman sammen med handelsfirmaet H. Puggaard & Co. Københavns Svineslagteri, som han senere blev eneejer af, og han anlagde efterhånden flere svineslagterier, hvor han til fremme af disse virksomheder udførte et betydeligt arbejde for forbedring af svineracerne i Danmark.

Det var med bistand af C.F. Tietgen, Heyman oprettede og opkøbte svineslagterier og iværksatte en eksport til England af magert bacon. Netop bistanden fra Tietgen skulle vise sig at være et politisk handicap, da Tietgen 1884 havde offentliggjort sin støtte til Christopher Hage, "en liberal højremand" som folketingskandidat for regeringspartiet Højre. Selv om Hage blev valgt med både socialdemokratiske og Venstre stemmer, så markerede Tietgen sig som ganske vist i økonomisk henseende liberal, men også som støtte til det parti, Højre og Estrup, der tabte provisoriestriden til Det forenede Venstre. Og i provisorietiden var den politiske forståelse for modstanderes synspunkter ikke overvældende.

Ved grundlæggelsen af det første andelssvineslagteri 1887 i Horsens med venstremanden Peter Bojsen som initiativtager og formand så Heyman en klar trussel, både en økonomisk og en politisk i det provisoriedelte Danmark under Estrup, en trussel han forsøgte at gardere sig imod.

L. Peter Bojsen, 15.4.1838 - 27.5.1922 var landøkonom, skoleleder og politiker. I politisk henseende var han nok den mindst betydningsfulde af de 3 Bojsen brødre. Emil og Frede Bojsen var engageret i den politiske inderkreds i Venstre, kan man se i den offentliggjorte brevveksling, Tre Venstremænd v. Harald Jørgensen 1962.

De nye tider og betingelser som et resultat af det tyske importforbud for svin 1887-89 fik hurtigt lokale konsekvenser i form af Skive Svineslagteri.

Portrætudgivelse, Tidsskrift, pdf

Heyman og de private svineslagterier havde fra 1887 opmærksomt fulgt initiativet i Horsens med etablering af et andelssvineslagteri, som de næste par år efterfulgtes af en etableringsbølge af andelsslagterier. Den første bølge standsede i 1889, da Tyskland atter åbnede for indførsel af levende svin, samtidig med at der opstod en generel afsætningskrise og dermed et hårdt konkurrenceklima i branchen

Hele den udvikling fik Heyman til 19. maj 1890 at fremlægge en fuldt udarbejdet plan, der gik ud på at sammenslutte de eksisterende slagterier i Danmark i ét stort selskab, A/S De danske Svineslagterier.

Heyman ønskede at inddrage det tysk-irske firma J. D. Koopmann, som ejede slagterierne i Aalborg og Silkeborg, i sammenslutningsbestræbelserne. Problemet i denne sammenhæng var, at Koopmann anså andelsslagterierne for at være "en syg ide", der snart ville få en ende. Han var dog villig til at sætte nogle millioner ind på at få knust andelsslagterierne.

Blandt spillerne på det danske svinemarked var således det tysk-irsk-engelske slagteri Koopmann & Co. fra Hamborg og E. H. M. Denny & Co. London samt det engelsk ejede R. H. Thompson & Co., som havde etableret sig med Skive Svineslagteri.

For Heyman var det afsætningen på det engelske bacon marked, der var det helt interessante aspekt.

Heymans forhandlingsinitiativ led skibbrud i august 1890. L. P. Bojsen fra Horsens Andelsslagteri havde sprængt forhandlingerne ud fra den største anstødssten, at de private slagterier forlangte en »ublu Pris« for deres slagterier. Det lykkedes dog alligevel at få en fusionsaftale 11. maj 1891, som Bojsen anbefalede.

Fusionsaftalen mislykkedes, først og fremmest fordi andelshaverne i de forskellige andelsslagterier ikke bakkede op om ideen. Man ville gerne have fjernet konkurrencen mellem de private og andelsmejerierne. Men der var både økonomisk og politisk modstand mod de "Kapitalister", som man også - ikke ubegrundet - mistænkte for at være sympatisører med Højre.

Det fremgår dog, at fusionsaftalen i Skive kunne have været meget tæt på at lykkes. Skive Folkeblad citerer 5. jan. 1891 Aalborg Amtstidende for, at "Hr. Heyman har (udvirket), at Andelsslagterierne i Hjørring og Aalborg Amter har taget en saa fornuftig Beslutning at knytte et saa anset og hæderligt Firma som Thompsons til Forretningerne (og) hr. Thompson har i mange Aar arbejdet ved Siden af hr. Koopmann i Hamborg ..."

Den efterfølgende konkurrence mellem Skive Andelsslagteri og fra 1910 Koopmanns Skive Svineslagteri blev og forblev en lokal realitet indtil Koopmanns slagteri 1953 bliver til Skive og Omegns Andelsvaskeri.

	Skive Andelsslagteri startede driften 1903, men blev allerede opført 1902. Brændte 16. juli 2007 som Danish Crown, og blev nedlagt året efter. Skive Andelsslagteri o. 1950, det første foto med banegårdens vandtårn i baggrunden og et luftfoto, som kunne være fra den største udvidelse af slagteriet 1924-26.
	Gas og elværk ved siden af det i 1960 forhenværende Koopmanns Svineslagteri, herefter Andelsvaskeri. Over for ligger Skive Andelsslagteri, i baggrunden banegårdens vandtårn. 14. jan. 1953 hedder det i Skive Folkeblad, at "Andelsvaskeriforeningen for Skive og Omegn" overvejer at købe Koopmanns Svineslagteri. 7. april 1953 har "Skive Andelsvaskeri købt Koopmanns bygninger". Skive og Omegns Andelsvaskere A.m.b.A opløses på en ekstraordinær generalforsamling 31. jan. 2008, endeligt effektueret 19. juni 2008, hvor Hilmars åbner ny butik i den tidligere slagteribygning. "Ejendommen Brårupgade 16 A.m.b.A (meldes) under tvangsopløsning ... 13. maj 2015".

Ørslevkloster-Ørum Sogne- og Kirkeblad, Hald Mejeri af Jens og Peter Bavnshøj

Samtidige aviser

Mundtlige oplysninger fra lokale og familiemæssigt tilknyttede til mejeridriften

Claus Bjørn i Fællesmejerierne - En fase i Dansk Mejeribrugs Udvikling 1860-1890, tidsskriftartikel. Claus Bjørn har udgivet Dansk Mejeribrug 1882-2000, 1982, artiklen er del heraf.

Stat. Medd. 4. Rk, 22 Bd, 5. Hft. (1906) s. 7 ff.

Oeconomisk Journal fra 1757

Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends, Fjends Egnshistorisk Forening 2005.

Forskellige historiske mejeritidsskrifter.

Årsrapporter m.v. fra Arla Foods.

Garry Keyes, klosterforvalter på Ørslev Kloster sammen med ægtefællen Janne Fruergaard Keyes. Garry Keyes er middelalderarkæolog og har qua sin stilling på Ørslev Kloster et omfattende kendskab til dets arkiv, akæologi og historie. Oplysninger og fotografisk materiale vedr. hollænderi o. a. godsdrift på Ørslev Kloster.

Birger Schütte, Eskjær, oplysninger om godsets herregårdsmejeri.

Salling Landboforening 1842-1992, Skive.

Almindelig historisk viden fra f. eks. Wikipedia, og - ikke mindst - den fra Aarhus Universitet fortræffelige danmarkshistorien.dk.

Oplysninger om Jebjerg Mejeri: Skive Folkeblad 6. april 1893 annoncering af møde i Jebjerg Forsamlingshus 8. april om love m.v., Skive Folkeblad 23. juni 1893 annoncerer Jebjerg Andelsmejeri om mælkekørsel m.v.

Sundsøre Lokalhistoriske Arkiv, https://arkiv.dk/vis/2737116

Skiveegnens Jul 1982, Sallings herregårdsmejerier, Roslev Andels Mælkeri.

Andelsmejerierne på Mors af Svend Korsgaard, Jul på Mors 1975.

Danske Mejerier, bd. 1-4, v. G. Ellbrecht og H. Appel, Kbh. 1915-1918.^[72]

Fortegnelse over Mejerier, 2. Udg., 1894, Danske Mejeristforening, Fortegnelse over … Andels-, Fælles- og Herregaardsmejerier.

Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bd. I og II, 1972, 1974.

Kontrolforeningen for Vejen og Omegn, af Jens Johansen, Ladelund, Særtryk af Mælkeritidende 1896.

100 År Med Ydelseskontrol 1895-1995, Udgivet af Landsudvalget for Kvæg, april 1995.

Tre Venstremænd, En brevveksling v. Harald Jørgensen, Kbh. 1962

Jul. Schoveling, Tidens Hjul og Tietgen 1857-1897, Kbh. 1929

Hald Andelsmejeri, mejeri, Hald, Skive.1893-1970 (5).

Forhandlingsprotokoller 1893-1970, medlemsprotokol 1959-60. A: 1523 B: 31.121

Koopmanns slagterier har indleveret arkivmateriale til Erhvervsarkivet, det er registrertet i Rigsarkivets beholdninger, intet særskilt for Skive Slagteri. Ud over de her anførte lokaliteter er arkivmaterialet fra Silkeborg Slagteri:

 

En yderligere specifikation af arkivmaterialet fra Koopmann. Leverandørhovedbogen omfattert kun Silkeborg Slagteri:

 

Noter og henvisninger

---

A. la Cour 1841-1906 var landbrugsskoleforstander, har bidraget til landbrugstidsskrifter, Tidsskrift for Landøkonomi m.m. Han var hyppigt benyttet foredragsholder i landbrugs-kredse og beskæftede sig omfattende med landbrugsfaglige spørgsmål.