Herre- og andre gårde

Det danske samfund blev i 13-1400-tallet for alvor et standsamfund, hvor bønderne blev ufrie, havde herrer, var underlagt konge, kirke eller adel. I Valdemarstiden, d.v.s. fra Valdemar d. Store 1157 til Valdemar Sejrs død i 1241, skete der en udvikling med kongens hird, kongens følge af elitekrigere. Den blev efterhånden til herremænd, som kun kongen, bisperne og de fyrstelige lensmænd måtte have i deres tjeneste. Herremandsstanden var åben nedad til selvejerbønderne, hvor dog kun de bedst stillede kunne blive optaget. Men med den kraftige befolkningstilvækst i 1200-tallet blev der i stigende grad tale om formindskelse af gårdbrugene ved deling, ofte i en udstrækning, så det kunne være vanskeligt at brødføde hele den familie, som gårdens ejere udgjorde.

Fra omkring midten af 1200-tallet ser det ud til, at strukturen på de store godser ændredes som et reultat af den jordeling, der fulgte befolkningstilvæksten. Herefter var den typiske struktur, at relativt store såkaldte brydegårde havde mindre landbogårde og små gårdsædestavne tilknyttet. Gårdsædestavnene var det, som senere kaldtes for huse med og uden jord. Beboerne af disse, gårdsæderne er formentlig trællenes efterkommere i den forstand, at da slaveriet efterhånden forsvandt, fik disse mulighed for at gifte sig og bosætte sig for sig selv. Brydegårdene var for store til at kunne drives af en familie. Til gengæld var landbogårdene for små. Så meningen var, at landboer og gårdsæder skulle levere arbejdskraft til brydegårdene, der herved blev i stand til at yde meget store afgifter til ejerne, godsejerne.

I ældre middelalder, d.v.s. indtil den sorte død fra 1348, var udviklingen, at de bønder, der påtog sig ledingspligten, den tids militærtjeneste, de havde også de økonomiske ressourcer til at stille med hest og tunge, kostbare våben, og de blev efterhånden bosiddende på de større hovedgårde. Det blev tidligt med det privilegium, at de havde skattefrihed i forhold til kongen, den tids statsmagt, til gengæld for ledingsplgten. Derfor var det simpel hovedregning, at mest muligt jord skulle lægges ind under hovedgårdenes skattefrihed. Men jorden skulle jo dyrkes, og det blev den så ved at omlægge til brydegårde, en art forvaltergård og til betydeligt mindre gårde, der blev drevet af gårdsæder (se oven for).

Bøndergårdene blev drevet af bønder, d.v.s. landboer og gårdsæder. De var som regel store nok til at kunne forsørge en familie, men varierede ellers betydeligt i størrelse. I Danmark var kun 1/6 selvejere, resten fæstegårde. Fra omkring 1500 var regelen, at fæstebønderne fæstede for livstid, og hermed rådede over gården og dens ressourcer. Til gengæld skyldte de ejeren, herremanden (kirke, krone eller adel) afgifter, tjenester og lydighed.

Sammenfattende finder vi i bunden arbejdskraften til jordens dyrkning i form af landboer og gårdsæder. En ret lille del af disse var selvejerbønder, resten fæstere. Herover var der så brydegårdene, som i forskellige perioder har betegnelser som herregårde, hovedgårde, sædegårde m.v.

På hovedgårdene boede adelen, bisper eller repræsentanter for klostre. Fra reformationen i 1536 (og Christian 3.'s håndfæstning) var hovedgårdene skattefri, forudsat at ejerne, d.v.s. adelen. evt. en foged, selv beboede dem. En hovedgård defineres derfor ikke efter størrelse (de kunne sine steder være mindre end de største gårde i nabolaget), men efter status, d.v.s. om den var beboet af en adelig eller - før reformationen - en kirkelig repræsentant.

En herre- eller hovedgård: Som begreb grundlagt i 13-1400-tallet - curia principalis, d.v.s. bispers og klostres vigtigste gårde, når der var tale om kirkelige hovedgårde. De blev fri for skat og fra 1536 også for tiende. Forudsætningen for disse privilegier var sæde på gården. Derfor kaldes herre- og hovedgårde også sædegårde. Hertil kom yderligere et begreb, knyttet til hovedgården, en ladegård. Kort defineret kan man skelne mellem borggårde med herskabsbolig og hovedgårde uden herskabsbolig, d.v.s. en ladegård. Efterhånden er ordet ladegård erstattet af 'avlsgård'.

Indtil 1660 (enevældens indførelse, svækkelse af adelens magt) var der tale om en gård med en adelig herre eller ejet af kirkelige institutioner. Herefter kunne kongen give privilegier til en gård, så den kunne kalde sig en herregård på niveau med de oprindeligt adelige herregårde. Der blev ydermere etableret grevskaber, baronier og stamhuse, som fik privilegier på niveau med, ja endda ud over den gamle adels privilegier. Hovedrige købmænd kunne nu toppe ambitionerne og samtidig yde en skærv til kongemagten ved at blive ejere af en herregård med tilhørende gods. Forskellen på de adelige og de borgerligt ejede herregårde var først og fremmest færre rettighede, f. eks. ikke hals- og håndsret over godsets bønder. Herregårdene som praktisk begreb forsvandt i 1903 med tiendeløsningen.

Som noget nyt med enevældens godssystem skulle godserne nu indkræve skatter fra godsets skattepligtige bønder, og de skulle sørge for at udskrive soldater blandt bønderne. Et ganske effektivt disciplinærmiddel, idet bønderne nødigt brugte den sparsomme fritid på militær eksercits, som både kunne være anstrengende og brutal. De nye godsejere beholdt tiendefriheden, og skattefriheden blev betinget af, at ejeren inden for 2 danske mil (ca. 15 km) ejede 200 tdr. htk. skattepligtig bøndergods, og som han var ansvarlig for at kræve skat ind fra. I modsætning til tidligere tiders adelige privilegier var der nu mere klart tale om noget for noget, d.v.s. skarpt opmålte pligter m.h.t. skatteinddrivelse og soldaterrekrutering til gengæld for mere sparsomme privilegier i form af skattefrihed og rettigheder i forhold til fæstebønderne.

I 1919 blev lensafløsningen gennemført, hvilket betød, at godserne skulle afgive betydelige mængder jord til staten, mod at blive fri ejendom, der kunne sælges, hvad det ikke kunne som len med lensprivilegier. Jorden omkring de tidligere stamhuse blev udstykket til mindre husmandsparceller som jordrentebrug, hvor jorden forblev i statens eje, mens bonden betalte en årlig jordrente til staten. Bonden eller statshusmanden kunne lade ejendommen gå i arv, men han kunne ikke sælge den.

Ved lensafløsningen skiftede det danske landskab karakter. Hvor der gennem den danske historie havde været store sparsomt bebyggede landarealer, skød småejendomme nu op rundt omkring i landskabet/det åbne land.

I Nordfjends har der været flg. herregårde: Ørslev Kloster, Staarupgaard, Strandet. Og lidt uden for området: Skivehus, Krabbesholm, Estvadgaard og Taarupgaard.

Andre herregårde i Limfjordslandet: Astrup, Bustrup, Eskjær, Grinderslev Kloster, Nørgård, Hegnet, Jungetgård, Kjeldgård, Kærgårdsholm, Kaas, Spøttrup Borg, Østergård. Endelig markedsføres Hestehave ved Spøttrup også som herregård, hvad der ingenlunde er tale om i gængs og historisk forstand. Henrik Berlow overtog Spøttrup som den første private ejer i 1579. Han oprettede før sin død i 1606 ladegården Hestehave (Hestehauge, om ladegårde se oven for). De oprindelige bygninger er der næppe meget tilbage af. Gården blev solgt fra Spøttrup Borg som almindelig gård i starten af 1800-tallet.

Hestehave i Krejbjerg