Istid og stenalder

Sidste istid varede iflg. de bedste skøn ca. 100.000 år. Heraf var Danmark kun dækket af is de sidste ca. 15.000 år. Den store opvarmning, som afsluttede istiden i Danmark skønnes at være sket i to tempi. Først en opvarmning for ca. 14.700 år siden, hvor der må formodes at have været mennesker i det nuværende Danmark. Opvarmningsperioden strakte sig over ca. 2.000 år, herefter igen ca. 1000 år med temperaturfald, hvor mennesker igen må være trængt sydpå. Istiden sluttede endeligt for ca. 11.700 år siden, d.v.s. den sidste indlandsis skulle i Danmark være forsvundet o. 9-10.000 f. Kr. Der har givet levet mennesker i Danmark før og under dele af sidste istid, især sandsynligt under den midlertidige opvarmning på de ca. 2.000 år. Vi ved blot stort set intet om dem. Bortset fra den strålende, fiktive beskrivelse i Johs. V. Jensens, Den lange Rejse. Bræen.

Længere nede i Europa er der fundet spor efter hele eller delvise forfædre til homo sapiens, Neandertalere og Cro Magnon'er. Formentlig har de to fortidsmennesker mødt hinanden nede i det sydøstlige Europa for o. 30.000 år siden, hvor man daterer de første fund af Cro Magnon'er. Under alle omstændigheder uddøde Neandertalerne for ca. 25 - 30.000 år siden efter at have eksisteret vel siden o 300.000. Cro Magnon er en homo sapiens, altså helt sikkert blandt vore forfædre. Neandertaleren var større, formentlig stærkere, men nok ikke helt så klog og tilpasningsdygtig. Man formoder, at Cro Magnon'erne bedre var i stand til at overleve sidste istid, at de slet og ret tog den eksisterende føde, foruden hvilken Neandertaleren måtte uddø. Cro Magnon'erne stammer i øvrigt fra Afrika. Uanset hvor i Danmark, Europa, eller i verden man bor, så er det ret sikkert at antage, at vore stamfædre er Cro Magnon. Vil man gerne adskille sig fra f. eks. svenskere, bliver det næppe på forskel i stamfædre.

Neandertalerne mente man tidligere at have påvist eksistensen af i Danmark ud fra fund af dyreknogler i en grusgrav ved Hollerup NV for Langå, der kan dateres til 130-115.000 f. Kr. Man har ment, knoglerne var knust af menneskelige væsner m.h.p marvspaltning. Neandertalere formodede man, det har været, da de jo er påvist at have eksisteret i det sydlige Tyskland ca. 400 km længere mod syd  o. denne tid. Nyere undersøgelser af dyreknoglerne synes dog at afkræfte denne teori. Man må derfor nok konstatere, at de første mennesker i Danmark tidligst kan konstateres under slutningen af sidste istid, d.v.s. nok for  o. 14.000 år siden, lyder de bedste arkæologiske skøn. 

Billede fra Aktuel Naturvidenskab, 6, 2006

Efter sidste istid begynder så Danmarks forhistoriske tid, d.v.s. kun arkæologiske, ingen skriftlige kilder. Før og under istiden er der intet materiale, der kan fortælle om liv og levevilkår. Arkæologer kan som regel få forbavsende meget ud af et ganske sparsomt materiale. Det er ikke engang muligt her.

Ældste jægerstenalder, d.v.s. hvor der i Danmark kun var jægere og samlere. Ingen bofaste. Sættes af arkæologer (i Skive Kommunes Historie) til o. 13000 - o. 9000 f. Kr. Det er nok en del nærmere 9000 end 13000, hvis det skal fastholdes, at Danmark næppe var beboet under istiden. Hvis man (rimeligt realistisk) antager, at der har levet mennesker i Danmark under den første opvarmningsperiode fra ca. 12.700-10.700 f. Kr. og herefter nok først igen fra o. 9.700 f. Kr., så passer den anførte tidsangivelse så nogenlunde.

Fra denne periode har man navngivet efter fund af flintaffald og -redskaber, efter lokaliteten Bromme i Midtsjælland: Brommekulturen, en blandet skov- og tundra- og jægerlivsform fra sidste del af istiden. Ca. samtidig med kulturer, man har fundet spor efter i Sønderjylland, Hamburg- og Federmesserkulturerne. Efter isens bortsmeltning og skovens indvandring skiftede jægerkulturen karakter fra omkring 9000 f. Kr. I urskoven begyndte Maglemosekulturens folk at jage, bedst kendt fra bopladser ved indlandets søer i de store sjællandske moser som Åmosen og ved nogle jyske åer. Kystbopladserne ligger nu på havets bund. Jægerne kunne dengang gå til England.

I nærheden af Stårup, Vinkel og Halskov enge har man fundet en skafttungespids (et typisk brommekultur redskab), som dog ikke kan forbindes med en egentlig boplads, men som kan være en bortskudt pilespids, der kunne indikere Bromme- eller (måske starten på) Maglemosekulturen (hvor dette redskab dog forsvinder). Et mere sikkert tegn på en boplads har man fundet ved Feldingbjerg Bæk i nærheden af Tastum Sø, hvor der var adskillige skafttungespidser, som ses afbildet herunder.

Ældre jægerstenalder, med mere bofaste, kystbopladser ved Limfjorden kan tidfæstes til o. 9000 - o. 4000 f. Kr. Maglemose- (indtil o. 6400 f. Kr.), kongemose- (indtil o. 5400 f. Kr.), og ertebøllekulturer (o. 5400 - o. 4000 f. Kr.).

Der er kun få fund fra maglemosekulturen i Skive Kommune, o. Estvad, Dommerby og Resen. De efterfølgende kongemose- og ertebøllekulturer har fund fra Dommerby og Kobberup samt - de mest bemærkelsesværdige - køkkenmøddingerne i Krabbesholm Skov. Denne kultur kunne således lige så vel have heddet Krabbesholmkulturen (har en lokal Skive historiker / arkæolog foreslået), men vel vidende, at Ertebølle blev afdækket og forstået før Krabbesholm, som først blev professionelt udgravet i 1889. Ertebølle blev derfor navngiver til denne kultur. Der er senere fundet tilsvarende rester af køkkenmøddinger i Ørslevkloster, Tårup og Ørum sogne. Bue og pil var i løbet af ertebøllekulturen blevet jagtredskaber. I modsætning til de relativt store skafttungespidser finder man nu mange og ganske små pilespidser af flint. Havet fyldte dengang mere end nu, takket være øget issmeltning, og skabte et øst- og et norddansk ørige. Det lune, salte hav egnede sig til at fange østers. Desuden blev hjorten, vildsvinet og sælen det dominerende jagtvildt. Man har formentlig flyttet bopladser mellem kyst (sommer) og indlandssøer / åer (vinter). Efteristidens bevægelser i landskorpen efter afsmeltningen har druknet de syddanske kystbopladser med tilhørende fiskeredskaber. Her ser vi for alvor havets betydning som fødekilde.