Klostre i Limfjordslandet

Der er i den her behandlede del af Limfjordslandet to klostre, Ørslev Kloster og Grinderslev Kloster, som begge med reformationen blev kongelige len med deraf følgende periodisk forfald.

Ørslev Kloster er så absolut det mest velbevarede af de neden for afbildede klostre.

Af Grinderslev Kloster er der kun kirken tilbage. 

I dag står de to klostre alt i alt velbevarede og som væsentlige historiske monumenter.

         

Lidt længere ude i periferien har vi Stubber Kloster, Gudum, Vestervig, Vitskøl og Dueholm Klostre. Mest forfaldsramt er så absolut Stubber Kloster. Og det er en ganske trist historie, som bør berettes.

Alene fotoet er et godt vidnesbyrd om forfaldet. Det er vestfløjens hvælvede kælder, det eneste, som overlevede den sidste del af nedrivningen af klosteret i 1870. Bygningen med stråtag over kælderen er opført efter nedrivningen.

    

Stubber Klosters kælder. Det eneste tilbageblevne af klosteret.

Stubber Kloster blev i 1547 til Stubbergaard med Iver Juels overtagelse af klosteret. 

 

Stubber Kloster ligger på et næs i Stubbergaard Sø. Klosteret har formentlig været et benediktinsk nonnekloster. Det anføres nævnt første gang skriftligt i 1268, men formodes at have eksisteret tilbage i 1100-tallet. I Diplomatarium Danicum kaldes det i 1408 Stubthorp. Navnet kunne tyde på, at der har været en anden klosterbebyggelse, før den formentlige udflytning til Stubthorp - thorp betyder udflytterbebyggelse. Men om det har været før eller efter 1268 siger de skriftlige vidnesbyrd intet om.

Af salgsskøde fra 1547 til Iver Juel fremgår det, at klosteret ejede hele Sevel, store dele af Trandum og Sahl.

Under Iver Juel blive Stubber Kloster til Stubbergaard. Juel'ernes stort anlagte herresæde her var gået stærkt i forfald, da Stubbergaard blev solgt til Jac. Boserup i 1836. Østfløjen brændte i 1807, og 1805 og 1834 blev henholdsvis syd- og nordfløjen nedbrudt. Kun vestfløjen stod tilbage, indtil Boserups nedrivning af denne del i 1870.

Jac. Boserup lod i 1849 Ny Stubbergaard opføre.^*

 

Det er sparsomt, hvad der er tilbage efter nedrivningen af Stubber Kloster fra 1870 (eller før, jvf. dr. phil O. Nielsen) og de følgende år, hvor kloster med gods blev solgt til lokale bønder - til nedrivning. Nedrivningen blev oven i købet destruktiv ud over det normale, idet klostret tilhørende pergamenter og dokumenter blev kørt i trillebøre ud i søen. Ejeren indtil 1870 var rigsdagsmand og proprietær Jacob Boserup, der levede 1808-84. Han bevarede til eget brug nogle få pergamenter, desværre de ringeste og historisk set mindst værdifulde iflg en lokal sognepræsts, Villads Christensens beretning fra 1911. Iflg. O. Nielsen ejedes disse dokumenter i 1889 af den daværende ejer af Sindinggaard, proprietær Olsen*. J. Boserup huskes næppe for meget andet end disse dokumenters og pergamenters sørgelige skæbne. 

Der er to til tre væsentlige, berettende kilder til begivenhederne omkring Boserup og den nedrivning af Stubbergård, Stubber Kloster, som han var en del af: 1) Den bedste og fagligt mest kompetente beretning om Stubbergaard finder man i Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder 1895, udgivne af Olaf Nielsen Dr. phil., Arkivar (elektronisk indlagt i Vinderup Egnshistorisk Forening). Olaf Nielsen skriver ret tæt på nedrivningen af Stubber Kloster (1895). Han har desuden i 1889 offentliggjort de dokumenter fra klosterarkivet, som ikke blev tilintetgjort i forbindelse med byggeriet af Ny Stubbergaard og nedrivningen af Stubber Kloster. 2) Pastor Villads Christensens beretning. Ved opslag i Historisk Samfund for Ringkøbing Amt, kan man få adgang til ældre udgaver af Hardsyssels Årbog, herunder 1911, hvor pastor Villads Christensen har en ganske udmærket og - så vidt det kan konstateres - velunderbygget fremstilling af Stubber Klosters historie. Den findes også, lidt mere let håndterlig i et link til Vinderup Egnshistorisk Forening. Men V. Christensen er sekundær i forhold til Olaf Nielsen, der både tidsmæssigt og sagligt er tættere på begivenhederne o. Stubber Kloster. Villads Christensen henviser da også til Olaf Nielsens ekspertise o. de tabte dokumenter og pergamenter. Men han (VC) kan velsagtens også være årsag til reduceringen af Jacob Boserups ansvar i forbindelse med tabet af klosterbygninger og - især - dokumenter og pergamenter.

3) En tredie version af begivenhederne, som er ca. samtidig med O. Nielsens beretning finder man i En Provstedatters Erindringer fra Sevel Præstegaard - skrevet af Fru Kaptain Amalia Lange. Med kortere Afbrydelser havde hun tilbragt Aarene 1855 -1878 hjemme i Sevel Præstegaard, og Erindringerne om sin Barndom og Ungdom paa dette Sted nedfældede hun i et Manuskript, der ifølge en Passus i samme maa være udarbejdet i Tiden 1884-1894. Alt iflg. note af P. K. Hofmansen ved udgivelse i 1967.

Amalia Lange her levet i Sevel lige præcist på den tid, hvor Jacob Boserup lod Ny Stubbergaard opføre - fra 1849, flyttede hertil i 1854 iflg. Amalia Lange. Desværre er Amalia Lange noget upræcis i tidsangivelser og omstændigheder o. nedrivningen af Stubber Kloster. Hun skriver: "De tykke Mure sank i Grus. Det gamle Klosterarchiv spredtes bogstaveligt for alle Vinde og fløj over Markerne med det sidste Pust fra Middelalderens Poesi, og Kælderen stak sine nøgne Hvælvinger op over den sorte Jord." (S. 14) Det fremgår i anden sammenhæng i Amalia Langes beretning, at "Endnu i 1860 boede 2 Karle og 2 Piger i den gamle Gaard, som Jacob Boserup kort Tid efter lod nedrive, idet dog de gamle Kælderhvælvinger, hvoraf især Klostrets Refektorium (ikke ?Kryptkirke?) maa bemærkes, fik Lov at blive staaende til vor Tid." (note 45)

 

De tre her anførte er vist nok de eneste, nogenlunde samtidige beretninger, der eksisterer omkring omstændighederne ved nedrivningen af Stubber Kloster.

Destruktionen af pergamenter og dokumenter beskrives i Villads Christensen som et uheld, der medførte, at man under oprydningen blandt murbrokker lod tilfældighederne råde m.h.t. de pergamenter og dokumenter, der blev reddet fra at blive kørt ud i søen. Olaf Nielsen er mere kontant i beskrivelsen af Jacob Boserups andel i de triste begivenheder o. nedrivningen af klostret. Amalia Lange er lyrisk og ret lidt informerende om hændelsen.

Iflg. A. Langes og V. Christensens fremstillinger kan man ikke pege direkte på J. Boserup som skyldig i tabet af pergamenter og dokumenter. Han har dog trods alt forsøgt at bevare de - ganske vist mindst værdifulde - pergamenter, som han havde held til at redde.

Men denne version af nedrivningen og destruktionen af arkivet er næppe troværdig. Den skal under alle omstændigheder sammenholdes med den version, som O. Nielsen har givet i 1889, iflg. hvilken Boserup allerede i 1850'erne, før salget og nedrivningen af Stubber Kloster, skulle have destrueret det meste af arkivet.

Af de offentliggjorte diplomer er der ingen, som vedrører Stubber Kloster direkte, tre omhandler familien Krabbe og formodes af Nielsen at være hørende til et arkiv for denne familie, I en anden sammenhæng har O. Nielsen meddelt, at J. Boserup allerede i 1855-56 lod arkivet køre i søen - og kun bevarede de for klostret mindst værdifulde pergamenter. Som så åbenbart er kommet i proprietær Olsens, Sindinggaard besiddelse.

Hvis vi regner 30 år tilbage fra affattelsen af den i 1889 offentliggjorte artikel, så kan vi under alle omstændigheder slutte, at O. Nielsen mener at vide, at Stubber Klosters arkiv er blevet destrueret af Boserup i 1850'erne engang.

 

Uvidenhed og hensynsløs adfærd, styret af materielle hensyn kan m.a.o. ikke tilskrives "hvad kender bønder til latin", som man har gjort i nutidige kommentarer til tabet af Stukbber Klosters arkiv - i misforstået tiltro til V. Christensens beretning om, at det var lokale bønder, som i 1870 var de skyldige. Således som det fremgår af både Trap Danmark, 5. udgave, s. 323-24 og Danske Slotte og Herregårde, bd. 12, s. 369-70. 

 

Skal man forsøge at konkludere ud fra de 3 beretninger, så er det meste sandsynlige nok, at arkivet blev destrueret i 1850'erne af Jacob Boserup ved udflytningen til Ny Stubbergaard, som anført af O. Nielsen. Nedrivningen af klosterbygningerne er først sket en gang i 1860'erne, muligvis i 1870, som anført af O. Nielsen og V. Christensen.

   

Alt i alt er Ørslev Kloster det bedst bevarede og mest oprindelige af Limfjordens klostre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jakob Jensen, prior i Stubberup nævnes som tingsvidne i Diplomatarium Danicum i 1408.