Ørslev Kloster godshistorie

Med reformationen i 1536 blev Ørslev Kloster et kongeligt len, hvor bygningerne ifølge synsforretningen ved salget til Hans Lindenov i 1584 var i "en elendig forfatning. Avlsgårdens lader og stalde var lerklinede og med jordgravede stolper. Til herregården hørte der 53 fæstegårde, 8 bol (mindre gårde) og 26 jordløse huse. Dertil kom så meget skov, at der var olden (agern, bog m.m.) til 300 svin. Men gennem tiden blev skoven reduceret til fordel for dyrkede arealer og lyngheder."

Det endte for så vidt også ret skidt. Som andre herregårde blev også Ørslev Kloster udsat for herregårdsslagtning. Dog med en for eftertiden lykkelig ende - et velbevaret stykke kulturhistorie, ikke mindst i kraft af den sidste ejers, Olga von Sponnecks indsats. Alt i alt var der i forbindelse med kronens og de senere ejeres overtagelse efterhånden blevet tale om en ganske betydelig hovedgård, skabt under kirken. Herunder dog også i et konfliktfyldt forhold til kirkens øvrighedsrepræsentant, biskoppen i Viborg.

Før reformationen kan der ikke herske tvivl om, at det i tidens løb var lykkedes Ørslev Kloster at samle et ret betydeligt godstilliggende, som dels stammede fra gaver, dels fra den skik, at nyoptagne nonner skulle medbringe en vis for­mue til deres provent (ophold mod betaling i fast eiendom), som efter deres død overgik til klo­stret. For at lette administrationen af dette gods opnåede klostret tidligt birkerettigheder over Ørslev sogn, hvis bønder alle regnedes for ugedagsmænd til klostret, d.v.s. de var skattefri i forhold til kronen men skulle svare hoveri til hovedgården Ørslev Kloster. Birkeretten fulgte siden gården, indtil den blev ophævet i 1800. Det har sikkert kun været muligt for kvinder af adelen at yde denne provent, selv om der i klostre beliggende i eller ved købstæder også har været optaget kvinder af borgerlig stand. Som så har været mindre økonomisk attraktive for klostret. Det er dog meget få oplysninger, man har om disse forhold, men vi ved, at de to sidste nonner i Ørslev Kloster, der er oplysninger om, begge var adelige*. Særligt i middelalderens sidste tid synes nonneklostrene efterhånden at have udviklet sig til stiftelser for ugifte adelsfrøkener, mens de rent reli­giøse formål lidt efter lidt trængtes mere i baggrunden. Den kritik, der efterhånden satte ind overfor klostervæsenet, har sikkert været en følge af bl.a. dette forhold. Selv om man fra Ørslev Kloster ikke har direkte ud­sagn om klosterlivets sædelige og moralske forfald, kan det dog meget vel tænkes, at en vis afslappelse af benediktinerordenens strenge regler har gjort sig gældende i middelalderens sidste tid. I det mindste vil nogen vide at kunne berette, at man ofte fandt livet inden for klostrets mure for trangt. Fra kældrene gik underjordiske gange ud til skoven og haven, og efter nattens frembrud sværmede nonnerne ud af disse gange og holdt stævnemøder med munke fra nærliggende klostre. Disse noget fantasifulde betragtninger er der ikke noget belæg for. Man kan ydermere med datidens transportforhold in mente spekulere lidt over, hvilke "nærliggende klostre", der kunne tænkes at kontakte nonnerne i Ørslev Kloster.

Ved reformationen gik Ørslev Kloster som andet kirkegods over til kronen. Gården forlenedes herefter til adelige, for det meste som pant for lånte penge. De sidste nonner fik lov til at blive boende, og så sent som 1581 hører vi endnu om dem. I dette år får den daværende lens­mand, landsdommer Malte Jensen Sehested, forleningsbrev på de 8 gårde i Heilskov, som den nylig afdøde priorisse Kirsten var forlenet med. Med selve klostrets gård stod på denne tid som nævnt ganske ilde til med.

Otte Krumpens enke Anne Lykke fik i 1571 fik overdraget Ørslev Kloster som pant i stedet for Spøttrup, og hun indberettede her til kongen, at byg­ningerne var så forfaldne, at en del af husene måtte frygtes at ville falde ned, hvis de ikke hurtigt blev istandsatte. Hun fik derfor tilladelse til at lade hugge tømmer i skovene i Sønderlyng og Mid­delsom herreder, men stort bevendt har hendes reparationer ikke været, kan man se i udsagn fra efterfølgeren. Da kronen 1584 besluttede sig til at mageskifte Ørslev Kloster til Hans Lindenov for Drenderup, viste bygningssynet, at gården endnu var stærkt forfalden. Der fandtes 1584 to stenhuse, 2 lofter højt, men ingen »færdige« værelser på andet loft. Endvidere var der endnu et stenhus, der dog var »revnet og sprukken i begge Ender, med nogle faa Kamre udi, og er meste Parten aldeles ufærdig«. Der var stråtag på alle bygningerne. Også ladebygningerne var gamle og i en sørgelig forfatning. Der var på dette tidspunkt endnu en nonne tilbage i klostret, jomfru Mette Mogensdatter. Hende gav kongen i 1587 forleningsbrev på 2 gårde og 1 bol, for at hun ikke skulle komme til at lide nød ved klostrets afhændelse. Med hende forsvandt den sidste mindelse om det gamle nonnesamfund på Ørslev Kloster.

Hans Lindenov var, da han blev ejer af Ørslev Kloster, lensmand på Bergenshus, men allerede 1586 opgav han denne stilling og tog ophold på sin nyerhvervede gård i Fjends herred. Herfra fortsatte han med handel (og noget, der tangerede sørøveri). De fleste adelsmænd på denne tid nøjedes med at handle med egen produktion, hvor Hans Lindenov nærmest udviklede sig til købmand (og sørøver). Det var også Lindenov, der fik den for bl.a. sørøveri dømte og i 1589 henrettede Mogens Heinesens lig overført til Ørslev Kloster, hvor et pragt­fuldt epitafium den dag i dag minder alle besøgende om den berømte færings liv og gerning.

Allerede 1594 forlod Hans Lindenov Ørslev Kloster for igen at overtage en stilling som lensmand, og denne gang på Hammershus. Her blev han til sin død 1610, hvorefter hans gods overgik til hans søn af samme navn. Han døde i Ostindien i 1620. Hans søn Anders Lindenov arvede Ørslev Kloster, som han endnu var i besiddelse af 1638. Kort tid efter må han dog være død, for omkring 1640 ejedes Ørslev Kloster af hans faders næstsøskendebarn rigsråd Hans Lin­denov, efter hvis død 1642 den overgik til hans datter Christence Lindenov, som var ejer 1642-71, hvor en datterdatter overtog. Christence Lindenov døde i 1679

I 1661 blev hovedgården til Ørslev Kloster takseret til ca. 48 tdr. hartkorn, svarende til 237 tdr. land dyrket jord. Dette var  samme størrelse som den nærtliggende Stårupgård. Der var på den tid kun to herregårde i Hald og Skivehus Amter, som havde større besætninger end Jungetgård og Keldgård, nemlig Stårupgård og Ørslev Kloster. Der var på Ørslev Kloster i 1661 "4 Heste, 7 Køer, 3 Kvier, 3 Kviekalve, 3 Studeungnød, 3 Studekalve, 64 Faar og Vædre og 42 Lam, hvoraf der betaltes 2 Rdl. 35 Sk. i Skat. 1662 anføres ingen Heste, men 6 Køer, 50 Stude, 3 Ungnød, 40 Faar og 30 Lam, hvoraf Afgiften var 5 Rdl. 47 Sk." Christance betalte i 1676 og to følgende år i krigsstyr (ældre dansk krigsskat fra 1613- 1747, den blev betalt i to årlige terminer) 730 Rdl., hvilket var et betragteligt beløb, der kunne tyde på betydelig velstand. Besætningen var i 1687 på 6 heste foruden 27 stk. kvæg, 43 får og 3 svin. I 1672 var der 7 karle og 6 piger på gården, men når gården i perioder blev drevet ved forpagter, var husholdet mindre... Der var et tilliggende af bøndergods på ca. 73 gårde, alle belig­gende i sognene omkring hovedgården." Christence Lindenov, der 1643 ægtede Claus Sested, boede det meste af sin tid på gården. Hun kan betragtes som en af egnens rigeste godsejere med egen gård i Viborg - med "ikke mindre end otte ildsteder". Hun drev ikke selv landbruget på Ørslev Kloster, men bortforpagtede det til en række mænd, der efterhånden drev gården frem til at blive et af tidens mønsterbrug. 1671 skødede hun Ørslev Kloster og Strandet til sin datterdatter, Sophie Amalie Friis, der 1682 ægtede den kendte officer Johan Rantzau, som tog initiativ til den ombygning af det gamle kloster, der vistnok fandt sted i året 1700. Kun kirken blev stående urørt, mens de øvrige tre fløje ombyggedes til tre lave længer i en etage med småkviste, alt udført i, hvad der karakteriseres som "en streng og enkel stil." Se fortegnelse over de her brugte mål.

Efter Johan Rantzaus død 1708 blev Ørslev Kloster overtaget af hans svigersøn greve Chr. Fr. v. Levetzow, der 1719 afhændede gården til landsdommer Iver Nicolaj Sehested, som igen videresolgte den i 1724 til oberstløjtnant Frederik Berregaard, der dog døde samme år. Enken Marie de Lasson blev boende på Ørslev Kloster, og hun gjorde sig fortjent på egnen ved at oprette de første almueskoler på sit gods (i Ørum). I øvrigt foretog hun omfattende restaureringer og udsmykninger af kirken, ligesom hun lod tilbygge det Berregaardske gravkapel. Ved hendes død 1747 overgik gården til sønnen kammerherre Frederik de Berregaard, der døde allerede 10 år efter. Han nåede dog at erhverve sig en kgl. privilegeret kro i Lund, før han døde. Hans enke solgte 1760 Ørslev Kloster til borgmester i Nyborg Jacob Lerche, der oprettede aflæggergården Lærkenborg, som han i 1768 fllyttede til og afhændede samtidig Ørslev Kloster til svigersønnen Hans Henrik Jørgensen, efter hvem den 1777 kom i kammerråd Mikkel Ditlev Berings besiddelse.

Hos Nicolai Jonge hedder det i 1777 om Ørslev Kloster ved Berings overtagelse: "Den  frie  Hovedgaardstaxt  er  27 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 1 Alb., Bøndergods 310 Tdr. 2 Skpr. 2 Fkr., Mølleskyld 4 Tdr. 2 Skpr., Tiender  42 Tdr. 3 Skpr. 4/5  Fkr." Se om måleenheder. 
"Avlsgården var brændt i 1749 og blev genopført i nogle imponerende dimensioner."

1794 købte kammerråd M. P. Richter Ørslev Kloster af Mikkel D. Bering for 53.000 rdl., og med ham begyndte bortsalget af bøndergodset til bønderne. Som en nok mindre ting - men bortsalget omfattede også den kgl. privilegerede kro i Lund, der i 1801 blev overtaget af Jørgen Møller sammen med en tilhørende ret stor parcel.

Alene i 1804 bortsolgtes 232 tdr. htk. 1830 solgte Richters enke hovedgården til sin svigersøn justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, der mest er kendt for sin virksomhed som herregårdsslagter. Ørslev Kloster beholdt han imidlertid, og efter hans død 1859 overgik den til hans enke og søn Frederik P. Fønss. Ved dennes død 1878 blev svogeren Anders Herskind ejer af gården. Han havde tidligere i en årrække været apoteker i Kjet­trup, men han udviklede sig hurtigt til at blive, hvad man har karakteriseret som en dygtig og interes­seret landmand, og i en årrække var han næstformand i Viborg Amts Landboforening. 1907 overtoges Ørslev Kloster med 850 tdr. land af den tidligere forvalter, nu svigersøn Fr. Grotrian, der bortsolgte flere parceller og i 1913 skø­dede han hovedparcellen til justitsråd P. O. J. Malling, der nævnes i folketællingslisten for 1916, men her er forfaldet helt klart sat ind, kan man se på det efter tidligere standarder meget begrænsede, stort set ikke eksisterende folkehold.

1918 overtoges gården med ca. 620 tdr. land af et konsortium, og i de følgende år skif­tede gården nu flere gange ejere, mens jorderne efterhånden solgtes fra til udstykning. Hovedbygningen forfaldt mere og mere. I 1922 - 23 blev østfløjen og en del af sydfløjen istandsat på statens bekostning af Det særlige Bygningssyn. 

Fra 1890 frem til folketællingen i 1916 kan man alene ud fra folketællingsmaterialet se, at det er gået overordentlig stærkt tilbage. Under familien Herskind og svigersønnen Fritz Grotrian ser det ud til at gå helt galt, især under Fritz Grotrian. Under A. Herskind var der 23 personer i hovedgårdens hushold incl. tyendet, 8 forpagterhuse, huse i Hald, der folketællingsmæssigt registredes som hørende til hovedgården. Under Fritz Grotrian var der stadig 24 personer i hovedgårdens husholdning, nok et betegnende vidnesbyrd om et forgæves forsøg på at opretholde tidligere tiders herskabelige standard. Den sidst registrerede beboer, P. O. J. Malling havde ikke et folkehold på hovedgården. Salget til Malling i 1913 var de sørgelige rester: 5-600 tdr. land agerjord, 50 tdr. land park og skov. Og Ørslevkloster Sø, 72 tdr. land.

Da Malling afhændede godset i 1918, blev det for størstepartens vedkommende til et konsortium, som fortsatte med at sælge jord fra, bl.a. til Ravnkildegård, der blev placeret lige over for den gamle hovedbygning og kirken. Hovedbygningen, klostret, kom under Bygningsynet, og blev hermed reddet fra nedrivning.

I 1921 overtog hestehandler N. C. Thorsen fra konsortiet hovedbygning og 239 ha., d.v.s. godt 16 tdr. htk. I 1926 blev der udstykket 82,5 ha. til 13 statshusmandsbrug. 

Med lidt simpel hovedregning kan det sluttes, at der herefter var 156,5 ha. tilbage som jordtilliggende til hovedgården, hvor ladebygningen i 1925 brændte . 

Ejeren var fra 1929 Else Pedersen og hendes sønner, hvoraf den ene, Jens Chr. Pedersen fra 1933 stod som eneejer af Ørslev Kloster. I 1932 meddelte ejeren Bygningssynet, at det kunne blive nødvendigt at nedrive de ikke restaurerede fløje, hvilket medførte et tilsagn om statslig støtte til tag- og murreparationer til et beløb på 30.000 kr.   

I 1934 blev der bortsolgt 44 ha. til endnu en gård. 26. april 1934 blev kloster og hovedbygning med 2 ha. solgt til komtesse Olga Sponneck, der i 1934 flyttede ind som ejer i selve hovedbygningen med kun have og park tilbage af den tidligere hovedgård, medens ejeren Jens Chr. Pedersen beholdt selve avlsgården og i skødet fik indføjet, at dette nu var hovedgården til Ørslev Kloster. Tilbage af den oprindelige hovedgård kan man regne sig frem til, at der på dette tidspunkt har været 110,5 ha.* 

Sammen med købet af gården fik Olga Sponneck de af Bygningstilsynet bevilgede 30.000 kr. til de første, nødvendige istandsættelser af de medtagne klosterbygninger. I sit halvfemsindstyvende år døde den virksomme komtesse i 1964 med et efterhånden fint istandsat kloster. Ved testamentariske bestemmelser har hun søgt at sikre det gamle klosters fremtid som selvejende institution, Komtesse Olga Sponnecks Legat, med kulturelt sigte. 

Ørslev Klosters ejere 

Ørslev Kloster, restaureringshistorie 

  

 

 

 

* Oplysninger om ejere, arealstørrelser og frasalg i årene op til 1934 ses summarisk i den næsten samtidige oversigt, Større danske landbrug, bind VI, 1937. Udgivelsesåret skal man anstrenge sig for at finde, men 1937 skulle stå til troende. Se beskrivelse af begreberne hoved-, ladegårde m.v.

 

 

 

 

Bygger på forskellige former for kildemateriale, herunder oplysninger fra Skeel.info, se også artikel om Ørslev Kloster.