Selvstyreudviklingen i landkommunerne

Lokal selvstyre har i Danmark rødder tilbage i en tid, hvor der stort set ikke er skriftlige kilder.

Der byggedes på tidligere tiders inddeling i Lande, sysler, herreder, sogne. Hertil kom len og amter.

Anordning om Købstædernes styrelse 1837.

Sogneforstanderskaberne, betegnedes fra 1855 som sogneråd, hvad de dog først var i lovgivningsmæssig forstand fra 1867-68. Desuden indførtes der i 1841 amtsråd, som havde overtilsyn med sognene, hvor så amtmanden også havde tilsynsmyndighed på statens vegne. Se mere detaljeret om selvstyreudviklingen i landkommunerne fra 1841-1868.

Landkommunerne får Anordningen af 13. august 1841 ang. landkommunevæsenet. Bygger administrativt på ordningerne med fattig- og skolevæsenet i henholdsvis 1803 og 1814. Der tages i anordningen udgangspunkt i fattigkommissionernes virkekreds, et sogneforstanderskab kommer til at omfatte et pastorat, mellem et og tre sogne.

Fødte medlemmer er sognepræsten, herredsfogeden i kommuner under hans jurisdiktion og ejere af mindst 32 tdr. hartkorn - altså det rigtigt store hartkorn. 

Valgte medlemmer er mellem 4 og 9 mænd med mindst 1 tdr. hartkorn, d.v.s. nedre grænse for gårdbrug, husmænd er altså ikke med. 

Valgperiode 6 år, med udskiftning hvert 3. år, både ejere og fæstere. 

Strenge bestemmelser for at unddrage sig valg v. alder under 60 år, afgjordes af kommunale valgbestyrelser og Amtsrådet. Sogneforstanderskabets formandspost havde samme regler for at undslå sig. Næsten fast praksis, at det blev præsten eller et fast medlem. Formandens stemme var udslagsgivende ved stemmelighed.

Virkeområde: fattig- og skolevæsen overtages af sogneforstanderskaberne + vedligehold og anlæg af biveje (sammen m. herredsfoged eller birkedommeren) + ytre sig til fremme af "god politiorden" (bevillinger, betleri og løsgængeri) 

Amtsrådene. Amtmanden som formand, 1 amtslig provst, 6 valgte medlemmer. 3 eller 2 fra sædegårde (det store hartkorn), 3 eller 4 valgt af sogneforstanderskaberne. Valgbarhed v. 4 og 5 tdr. hartkorn for henholdsvis ejere og fæstere, altså betydeligt højere end til sogneforstanderskaberne. Samme 6 årige valgperiode og 3 års udskiftning som sogneforstanderskaberne.

Afholder udgifter til justits- og politivæsen, medicinal- og sundhedsvæsen, amtsfattigkassen, skulle høres om udgifter til arbejds- og sygehuse, ting- og arresthuse samt om alt, der kunne gribe ind i amtets anliggender og økonomi, herunder vejvæsen i samspil med statsmagten (NC, s. 31).

Den største halvdel af landkommunernes medlemmerne skulle vælges af den femtedel, som havde udredet de højeste kommuneskatter i det forløbne år. Den mindre halvdel skulle vælges af samtlige beboere , som var valgbare til Folketinget.

Der skulle stadig være et ulige antal medlemmer, valgperioden var stadig 6 år med udskiftning efter 3. Formandens stemme er stadig udslagsgivende ved stemmelighed.

Amtsrådene. Mellem 7 og 11 medlemmer. Den største halvdel valgtes indirekte af sogneforstanderskaberne, den mindre halvdel af amtets største skatteydere.

Lov om landkommunernes styrelse af 06. juli 1867.

I stedet for sogneforstanderskaber er navnet nu sogneråd. Sognepræsten gled ud som født medlem, herredsfogeden mistede retten til at tiltræde forhandlingerne, og formandens stemme var ikke længere udslagsgivende ved stemmelighed. Derimod skærpedes amtsrådenes kontrol med den kommunale administration og virksomhed. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle  sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 

Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet. 

I 1908 fik alle over 25 år, både kvinder og mænd, valgret. Skyldte man i skat, blev valgretten dog stadig frataget - indtil Steinckes socialreform i 1933.

Der kom en ny lov om kommunernes styrelse i 1933, som var gældende indtil 1965. Sogneråd skulle stadig bestå af et ulige antal medlemmer, der udgjorde mindst 5 og højst 19 personer. Ændringer heri krævede amtsrådets tilladelse.

Sognerådsformand og -næstformand valgtes med absolut flertal, og var forpligtede til at fungere i hele valgperioden. 

Formanden skulle indkalde til møderne og lede dem, endvidere sikre, at beslutningerne blev ført til protokols, også divergerende opfattelser. Han skulle desuden sørge for beslutningernes udførelse samt føre korrespondancen for rådet. Alle protokoller var det formandens ansvar at føre.

 

 

Iflg. en undersøgelse fra Tikøb Kommune kan der først fra 1894 spores en tendens til partiopdeling af de opstillede kandidater.

For perioden 1842 til 1868 findes der et grundigt lokalstudium, Harry Christensen: Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867. I-II. (Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland, 1997). 793 s. Harry Christensen undersøger, hvordan bestemmelserne om sogneforstanderskaberne blev ført ud i livet. Det gøres ved en undersøgelse på mikroplan af kommuner  beliggende i Aalborg Amt. Anmeldelse af M. Bregnsbo i Historie/Jyske Samlinger, Bind 1998:

De funktioner, som sogneforstanderskaberne blev tillagt ved oprettelsen, var fattig- og skolevæsenet, dels vejvæsenet samt organisering og kontrol af de kørsler og det pligtarbejde. som befolkningen var pligtig til at præstere for myndighederne. Dertil kom visse opgaver i forbindelse med den lokale ordenshåndhævelse, tilsyn med brandforsikringen og pligt til at affatte allehånde høringssvar og indberetninger til højere instanser. Men i løbet af den skildrede periode fik kommunerne tildelt mere eller mindre kompetence på en række andre felter. Det drejede sig om vandløbsvæsen, sundhedsvæsen, krige og militærvæsen (treårskrigen 1848-51, 1864) valgadministration, også ved de landsdækkende valg, brandvæsen, funktioner ved retsudøvelse (bl.a. tyendeforligsmægling), og også områder som sandflugtsbekæmpelse, veterinære foranstaltninger, legatbestyrelse, meningsformidling for de højere myndigheder m.m. blev kommunerne involveret i. Overalt er det af Harry Christensen grundigt og detaljerigt skildret, hvorledes alle disse funktioner blev helt konkret udført lokalt. Ligeledes er der en indgående beskrivelse af forstanderskabernes interne arbejdsorganisation og af den kommunale økonomi, der frem til 1867 byggede på »cigarkassesystemet«. Med hensyn til det sidstnævnte er der udført omfattende og grundige beregninger, hvorunder arbejds- og naturaliepræstationer er omregnet til pengeværdi, og der er påvist en stigning i det kommunale aktivitetsniveau til over det tredobbelte i perioden.

Der er endvidere lavet valgstatistik og heraf fremgår det bl.a., at husmands og daglejerklassen kun udnyttede den valgret, de havde opnået i 1855, i ekstremt ringe grad. Det har ikke været muligt at påvise politiske og sociale skillelinjer ved valgene. Derimod kunne der være brydninger i sogneforstanderskaberne mellem de valgte og de fødte medlemmer, navnlig sognepræsterne, men det forekom dog også hyppigt, at de fødte medlemmer til at begynde med virkede som »støttepædagoger« for de politisk og administrativt uerfarne, valgte bønder. Valghandlingen var offentlig, og hver vælger havde det samme antal stemmer, som der var valgte medlemmer af sogneforstanderskabet. Regeringens henstilling om, at man ved valgene så vidt muligt stemte således, at alle dele af kommunen ville blive repræsenteret i sogneforstanderskabet, var netop kun en henstilling, men den blev faktisk fulgt.

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 19 (1991 - 1993)

Folkestyre i by og på land. Danske kommuner gennem 150 år. (red.), Per Boje m.fl. (Poul Kristensen Forlag, 1991). 294 s. Amter & amtsråd. De første 150 år. Et festskrift i anledning af anordningen af 13. august 1841. (red.), Kristian Hvidt. (Amtsrådsforeningen, 1991). 256 s.

 

Henrik Fode

...

 

13. august 1841 udsendte den enevældige Christian 8. forordningen, der indførte kommunalstyret på landet... (M)an kan ikke se bort fra, at kommunalreformerne sådan set blot var et udtryk for tidens tanker, og bl.a. havde Norge gennemført en tilsvarende lovgivning allerede i 1837 som det første land i Norden, mens Sverige og Finland måtte vente til begyndelsen af 1860erne og Island som det sidste sted i Norden fik sin landkommunalreform i 1871.

Også i Danmark var reformarbejdet allerede sat i gang, for, der var i virkeligheden tale om et sæt af reformer. I 1837 havde købstæderne fået deres lovgivning og hovedstaden fik sin nye i 1840. Året efter kom turen derfor naturligt til kommuner og amter. Der var med andre ord tale om et sæt af reformer.

Den historiske baggrund for købstads - og landkommunalreformen i Danmark var helt forskellig. Byerne havde haft en form for selvstyre og byprivilegier, der regulerede, hvordan de skulle indrettes og hvilken indflydelse, borgeren skulle have med borgerråd og senere eligerede borgere. Der var kort og godt noget at bygge på.

På landet havde landboreformerne skabt et opbrud og en form for tomrum, idet godsejerne havde haft en afgørende indflydelse, selv om vi ikke må glemme, at også bønderne havde haft deres »sociale ordninger« med bystævner, der løste ikke blot mindre juridiske opgaver, men også praktiske spørgsmål... Loven i 1841 kan derfor også opfattes som en nødvendig modernisering af den mere enkle administration og forvaltning på landet.

...

Som Harry Christensen skriver, så var det sognet, der kom til at danne udgangspunktfor de nye kommunale enheder. Forklaringen var åbenlys. I 1803 var en ny fattiglov blevet bygget op på grundlag af de middelalderlige sognegrænser og præsten selvfølgelig gjort til formand. Hvem skulle ellers have været det? I 1814 gjorde man det samme med den nye skolelov og alt det betød, at sognet som oprindelig kirkelig administrativ enhed langsomt også blev en naturlig forvaltningsmæssig enhed. Men, det enevældige Danmark vovede ikke, at lade sognekommunerne stå alene, så i forordningen skabes også det overliggende organ amtsrådet med amtmanden - kongelig udnævnt selvfølgelig - som født formand. Hermed havde statsmagten - og endnu den enevældigekonge - fortsat kontrol over og med aktiviteterne i sognekommunerne.

En opfattelse kan derfor være at forordningen næppe var så demokratisk, som det er blevet gjort til, men måske snarere var en praktisk, billig løsning: Det offentlige kunne få løst mindre administrative opgaver lokalt for få penge. Man vidste næppe, at loven allerede i 1849 skulle overhales af den frie forfatning og folkestyret. Herefter kunne man forvente øgede krav om mere kompetence lokalt - ganske som i Sverige - men sådanne krav blev dog først indfriet i 1867/68 med folkestyrets kommunallovgivning. Købstæderne fik mere kompetence, men, fortsat var landkommunerne stramt styret og reguleret. Loven var for landkommunerne med Harry Christensens ord »både nedværdigende og desillusionerende«.

 

En stor tak til forfatterne bag Folkestyre i by og på land. Der kan hentes megen inspiration herfra - og så en lidt mindre tak til kredsen bag Amter og Amtsråd. Sidstnævnte er blevet lovlig aktuel og det historiske perspektiv sværere at få øje på. 

Det er en skam, for amtsarkiverne er nogle af de guldgruber, der ikke er udnyttet i tilstrækkelig grad - og, her er der virkelig store fund at hente. Det er et fremragende materiale, der altid bør inddrages i lokalhistoriske undersøgelser, så snart vi går uden for købstæderne. 

Der er som sagt megen inspiration at hente i ikke mindst sognerådsbogen og mange arbejdshypoteser bør afprøves på lokalt materiale, før der kan drages bredere og mere solide konklusioner. Læses bøgerne derfor sammen med Jan Kanstrup og Steen Ousagers, Kommunal opgaveløsning 1842-1970 (1990) er der stof nok til talrige studiekredse og det kunne skabe en spændende fornyelse i det lokalhistoriske arbejde. Fattigforsorg, vejvæsen eller den lokale økonomi kunne nok trænge til en lang række lokalundersøgelser og detailstudier. Det gælder også et så centralt emne som valget af sogneforstandere/sognerådsmedlemmer, eller præsternes og lærernes indflydelse på det kommunale arbejde, for slet ikke at glemme undersøgelser af samspillet mellem sogneråd og amtsråd. Konflikt eller samarbejde? Med reformerne i 1841 blev der skabt mere end 1000 selvstændige kommuner, og udviklingen her har næppe formet sig ens, ligesom magtkampe mellem embedsmænd og sogneråd/sogneforstandere eller mellem sognerådsmedlemmerne indbyrdes næppe fulgte samme mønster i to kommuner. Regionale, folkelige, kirkelige, politiske, personlige samt sociale forskelligheder må spille en afgørende rolle. Men hvordan, det giver bøgerne ikke svar på. Forklaringen er den enkle, at der endnu mangler megen forskning. Lykkeligvis er en betydelig del af landkommunernes arkiver indsamlet og gjort tilgængelige rundt om i landet. Det vil være en værdig opgave at gå i gang med undersøgelser i dette materiale for at kaste lys over folkestyrets barndom. Endelig har landsarkiverne naturligvis i deres magasiner amternes arkiver og i dette materiale ligger der yderligere spændende indfaldsvinkler til studiet af det kommunale selvstyres historie. En vis indgang til dette materiale er der i de ofte oversete trykte amtsrådsforhandlinger.