Sogneforstanderskaber

Som det fremgår af beskrivelsen af Fjends Herred, afløstes Hald og Skivehus amter som administrative enheder i 1793 af Viborg Amt. Sammenlægningen af de tidligere geografisk ganske heterogene amter havde primært udspring i ønsket om en mere ensartet amtstruktur. Resultatet af reformen var 24 amter og 153 herreder 1793-1970. Man kan ved at følge det angivne link også få en fortegnelse over de herreder og - især - sogne, som Viborg amt bestod af indtil kommunalreformen i 1970.

M.h.t. sognene så fandtes der ikke noget egentlig lokalt selvstyre på landet i middelalderen og under enevælden. Herredsfogeden kunne fra 1700-tallet på kongens vegne udpege sognefogeder, der fik forskellige former for lokal, hovedsageligt politimyndighed. De daværende sognedistrikter fik først for alvor - et ganske vist noget begrænset - selvstyre inden for fattig- og skolevæsen i henholdsvis 1803 og 1814. Indtil da førte amtmanden tilsyn med landdistrikterne, mens hans lokale repræsentant, herredsfogeden, varetog både dømmende og administrative opgaver. I købstæderne var det rådstuen og byfogeden, som forestod disse funktioner. Inddragelsen af befolkningen, som således så småt er startet i begyndelsen af 1800-tallet, blev yderligere fremmet med oprettelsen af borgerrepræsentationer i købstæderne i 1837 og sogneforstanderskaber i landdistrikterne i 1841. Dog var det stadig kun særlige og de rigeste bønder og borgere, der sad i disse organer, som fortsat var underlagt centraladministrationens embedsmænd.

Sogneforstanderskaberne, betegnedes fra 1855 som sogneråd, hvad de dog først var i lovgivningsmæssig forstand fra 1867-68. Desuden indførtes der i 1841 amtsråd, som havde overtilsyn med sognene, hvor så amtmanden også havde tilsynsmyndighed på statens vegne. Se mere detaljeret om selvstyreudviklingen i landkommunerne fra 1841-1868.

Sogneforstanderskaberne skulle bestå af den lokale sognepræst og sognets godsejere som fødte medlemmer, og ligeledes havde den lokale herreds- eller birkefoged ret til at deltage i møderne med stemmeret. Man kan sige, at vi her har den privilegerede gruppe, der udgjorde lidt over halvdelen af sogneforstanderskaberne. Men derudover - og det var det afgørende nye - skulle der alt efter kommunens størrelse vælges et sted mellem 4 og 9 af de lokale bønder, der var ejere eller fæstere af mindst en tønde hartkorn, og som var fyldt 25 år. Disse skulle vælges af deres standsfæller for en periode på 6 år.  

Det blev med lov i 1855 bestemt, at sogneforstanderskaberne skulle bestå af et ulige antal mænd . Det var her som til Rigsdagen kun uberygtede mænd med dansk indfødsret, der havde stemmeret. Desuden krævedes det fortsat, at man havde betalt kommuneskat, at man havde egen husstand, havde rådighed over sit bo og at man ikke havde modtaget fattighjælp. Det betød i praksis, at samtlige bønderkarle og en del andre ansatte ikke kunne deltage i valgene. For at kunne blive valgt skulle man opfylde de samme krav som for at være vælger, men desuden skulle man have boet mindst et år i kommunen.

Disse bestemmelser blev i det store og hele videreført i ny lov fra 1868 med den tilføjelse, at sognepræsten ikke længere var født medlem, at valgperioden var 6 år, og at der var nyvalg for halvdelen hvert tredie år. Iflg. en undersøgelse fra Tikøb Kommune kan der først fra 1894 spores en tendens til partiopdeling af de opstillede kandidater.

For perioden 1842 til 1868 findes der et grundigt lokalstudium, Harry Christensen: Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867. I-II. (Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland, 1997). 793 s. Harry Christensen undersøger, hvordan bestemmelserne om sogneforstanderskaberne blev ført ud i livet. Det gøres ved en undersøgelse på mikroplan af kommuner  beliggende i Aalborg Amt. Anmeldelse af M. Bregnsbo i Historie/Jyske Samlinger, Bind 1998:

De funktioner, som sogneforstanderskaberne blev tillagt ved oprettelsen, var fattig- og skolevæsenet, dels vejvæsenet samt organisering og kontrol af de kørsler og det pligtarbejde. som befolkningen var pligtig til at præstere for myndighederne. Dertil kom visse opgaver i forbindelse med den lokale ordenshåndhævelse, tilsyn med brandforsikringen og pligt til at affatte allehånde høringssvar og indberetninger til højere instanser. Men i løbet af den skildrede periode fik kommunerne tildelt mere eller mindre kompetence på en række andre felter. Det drejede sig om vandløbsvæsen, sundhedsvæsen, krige og militærvæsen (treårskrigen 1848-51, 1864) valgadministration, også ved de landsdækkende valg, brandvæsen, funktioner ved retsudøvelse (bl.a. tyendeforligsmægling), og også områder som sandflugtsbekæmpelse, veterinære foranstaltninger, legatbestyrelse, meningsformidling for de højere myndigheder m.m. blev kommunerne involveret i. Overalt er det af Harry Christensen grundigt og detaljerigt skildret, hvorledes alle disse funktioner blev helt konkret udført lokalt. Ligeledes er der en indgående beskrivelse af forstanderskabernes interne arbejdsorganisation og af den kommunale økonomi, der frem til 1867 byggede på »cigarkassesystemet«. Med hensyn til det sidstnævnte er der udført omfattende og grundige beregninger, hvorunder arbejds- og naturaliepræstationer er omregnet til pengeværdi, og der er påvist en stigning i det kommunale aktivitetsniveau til over det tredobbelte i perioden.

Der er endvidere lavet valgstatistik og heraf fremgår det bl.a., at husmands og daglejerklassen kun udnyttede den valgret, de havde opnået i 1855, i ekstremt ringe grad. Det har ikke været muligt at påvise politiske og sociale skillelinjer ved valgene. Derimod kunne der være brydninger i sogneforstanderskaberne mellem de valgte og de fødte medlemmer, navnlig sognepræsterne, men det forekom dog også hyppigt, at de fødte medlemmer til at begynde med virkede som »støttepædagoger« for de politisk og administrativt uerfarne, valgte bønder. Valghandlingen var offentlig, og hver vælger havde det samme antal stemmer, som der var valgte medlemmer af sogneforstanderskabet. Regeringens henstilling om, at man ved valgene så vidt muligt stemte således, at alle dele af kommunen ville blive repræsenteret i sogneforstanderskabet, var netop kun en henstilling, men den blev faktisk fulgt.

Perioden efter 1867-68, Sogneråd

Sogneråd afløste ved lov af 6. juli 1867, der trådte i kraft i 1868, sogneforstanderskab som betegnelse for ledelsen af en sognekommune. Det blev samtidig bestemt, at et landdistrikt, der hørte under en købstadskirke, men havde eget fattigvæsen, skulle have sit eget sogneråd. Som hidtil skulle  sogne, der havde fælles fattigvæsen, være én sognekommune.

Den nye ordning for sognekommunerne betød også, at skolevæsenets administration og økonomiske forvaltning blev lagt over til sognerådene. Samtidig blev der nedsat en skolekommission, der skulle føre tilsyn med undervisningen. 

Her var sognepræsten fast medlem, mens kommissionens to øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. Mindst ét af disse medlemmer skulle samtidig være medlem af sognerådet.

I 1908 blev reglerne for valgret ændret, så både mænd og kvinder over 25 år havde valgret til sognerådet. Hvis man skyldte i skat eller ikke have tilbagebetalt sin fattighjælp, havde man dog frem til 1933 stadig ikke valgret.

Lederen af sognerådet var sognerådsformanden, der skulle vælges med absolut flertal i sognerådet. Formanden skulle indkalde til møder, føre forhandlingsprotokollen og sørge for, at sognerådets beslutninger blev ført ud i livet.

Det var dog først med kommunalreformen 1. april 1970 at de sidste sogneråd (og sognerådsformænd) forsvandt og blev afløst af betegnelsen kommunalbestyrelse med en borgmester i spidsen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

13. august 1841 udstedtes en anordning om sogneforstandskaber. Betegnes også som det kommunale selvstyres grundlov i Danmark