Staarupgaard

Staarupgaard omtales første gang i skriftlige kilder i 1364. Gården var i 1500-tallet ejet af den kendte Kaas slægt, efterkommere efter landsdommer Niels Kaas. Bjørn Kaas blev i 1567 optaget i Rigsrådet. Og det er under ham, den eksisterende hovedbygning er blevet opført. Både borggård og ladegård blev ved den lejlighed omgivet med grave, hvoraf borggården stadig har bevaret noget. Bjørn Kaas afkøbte kronen store dele af det gods, som kirken havde ejet indtil reformationen, og komplementerede hermed Staarupgaard gods så meget, så han kunne søge og få birkerettigheder for Staarupgaard gods i 1564. De overgik til staten i 1804 og ophævedes helt i 1821.

I 1600-tallet gik det jævnt ned ad bakke for Staarupgaard. I 1747 erhvervede Frederik de Berregaard til Ørslev Kloster dette nabogods, og de to godser havde fælles ejer indtil 1768. Ved en ny ejers overtagelse i 1768 var der 39 tdr. htk. og bøndergods på samlet ca. 219 tdr., beboet af 52 bønder og 13 husmænd. Gården gik fallit i 1786, hovedgården udstykkedes som resultat af landboreformerne og gik igen fallit i 1821. Og endelig i 1830 blev gården købt af kammerråd F. V Bering, og kom i nogenlunde drift igen. Det endelige frasalg af den sidste jord til Staarupgaard skete i 1952 til Jordlovsudvalget, som skandaløst nok tillod nedrivning af en stor bindingsværkslade til godset.  Se fortegnelse over mål.