Opstartsmøde for jordfordeling i Nordfjends
Borgermøde
Opstartsmøde for jordfordeling i Nordfjends
I forbindelse med at Skive Kommune, med et område i Nordfjends nord for Hobrovej, er blevet udvalgt til at deltage som projektkommune i det landsdækkende jordfordelingsprojekt Bedre brug af det åbne land, indbydes interesserede lodsejere og borgere fra lokalområdet til et formelt opstartsmøde:
onsdag den 11. maj kl. 19.00-21.30
i
Hald Forsamlingshus
Ørslevklostervej 140
7840 Højslev
Projektet handler om at afprøve multifunktionel jordfordeling som et redskab til at opnå samfundsgevinster til gavn for landmænd og lokalsamfund.
Med projektet ønskes der bl.a. at skabe mulighed for bedre arrondering af marker til drift og naturpleje, bedre beskyttelse af grundvandet og naturområder samt give afsæt for attraktive bosætnings- og besøgsmuligheder med gode rekreative muligheder.
Det rådgivende ingeniørfirma, Orbicon, vil stå for gennemførelsen af selve jordfordelingen, og på mødet vil der blive orienteret om projektet, processen og om projektets mål og muligheder. Derudover skal der på mødet vælges et lodsejerudvalg til at bistå Orbicon i planlægningsarbejdet.
Dette opstartsmøde for den multifunktionelle jordfordeling bliver slået sammen med jordfordelingsprojektet for Nørresø og fungerer dermed som formel igangsætning af begge jordfordelinger i Nordfjends.
For yderligere oplysninger kontakt projektleder Line Byskov fra planafdelingen i Skive Kommune på telefon 9915 3679 eller via mail libs@skivekommune.dk
Projektet er støttet af ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt EU