Viborg, Hald len, Niels Bugge

Niels Bugge til Hald Hovedgård havde, så vidt man kan se i kilderne, en søn og to døtre. Sønnen døde ret hurtigt efter faderens død i 1358. Bugge var ud over at være en af den tids fornemmeste og mest indflydelsesrige adelsmænd også særdeles velhavende, d.v.s. godsrig. Det ved vi først og fremmest, fordi datteren, der blev gift Skarpenberg, som et resultat af faderens og ægtefællens opposition til kongemagten blev tvunget til at afgive det meste til Viborgbispen. Desværre har vi her så også et hul i vor viden som et resultat af branden, der udryddede hele bispestolens arkiv i 1726. Tidens tand har gnavet grådigt i kildematerialet, men der er dog i 1540'erne og i 1574 foretaget registreringer af indholdet, der gør, at vi trods alt ved noget.

Viborg havde fra gammel tid, d.v.s. før de nævnes i (ganske få) skriftlige kilder i 11-1200-tallet, et af det danske riges landsting. Desuden var Viborg som hovedbyen i Nørrejylland blevet bispeby i 1060. Man kan med nogen føje antage, at stiftsværdigheden kombineret med Margrethes (Valdemar Atterdag havde ikke råd) overtagelse af Hald Hovedgård efter ejeren, Niels Bugges død i 1358 og overdragelse til Viborg domkirke, har betydet afgørende skridt hen imod den regionale Viborg dominans, som i 1793 resulterer i, at Skivehus og Hald amter blev til Viborg Amt. Nok uanset hvor stor en del af Hald Len, der i 1401 af Margrethe blev overdraget til Viborg Stift. Det hedder i diplomet herom 27. august 1401 (Diplomatarium Danicum): "Vi Erik ... bekender med dette vort åbne brev, at vor kære frue og moder, dronning Margrete, har meddelt os og vort rigsråd, at hun har skænket og fordelt dette efterskrevne blandt kirker og klostre ... Hald med dets tilliggende, som kong Valdemar fik af sine fjender ... og senere afkøbte vor fornævnte frue og moder ligeledes arvingerne deres eventuelle ret dertil, og det skænkede hun domkirken i Viborg, således som det fremgår af hendes brev derom."

I 1358 arvede Bugges datter, som var gift med en mecklenburgsk ridder, Gotskalk Skarpenberg, Hald Hovedgård og hermed også den borg, som Niels Bugge havde ladet opføre. En borg, som iflg. folkevisen var så forsvarsmæssigt solid, at "Hr. Bugge han bygger Hald op med ære". Under alle omstændigheder lykkedes det her Bugge at modstå kong Valdemars belejring, som iflg. folkevisen varede i 8 år, men som nok må formodes at have fundet sted en gang mellem 1350 og 1353. Forholdet mellem kongen og de jyske herremænd, herunder Niels Bugge, var særdeles anspændt både før og efter denne belejring. Under alle omstændigheder blev Niels Bugge og et par andre jyske herremænd dræbt i Middelfart i 1358, medens de ventede på at blive fragtet over bæltet. Valdemar svor sin uskyld, og lokale fiskere blev dømt til at betale "Buggespenge", som byen Middelfart kom til at hænge på indtil 1874. Valdemar Atterdag overtog herefter i realiteten Hald Hovedgård, men kunne ikke betale, hvorfor den blev pantsat og først indløst i 1387 af dronning Margrethe. 

Den kloge dronning Margrethe lod Bugges Hald Hovedgård nedrive, men kastede så også et forsonende skær over hele arrangementet ved at forære Bugges gods til Viborg bispen i 1401, bygningerne til domkirken, hvilket selvfølgelig måtte forudsætte en nedbrydning af det helt verdslige (og til gene for kongemagten) forsvarsværk.

Ud over den konsekvente og hårdhændede behandling af Niels Bugges og efterkommeres ejendomme i Hald Len, som politisk behændigt blev overdraget bisp og domkirke i Viborg, så fik Niels Bugges dattersøn Johan Skarpenberg en tilsvarende behandling som konsekvens af faderens (viste det sig) ukloge støtte til Bugge.

De to søstre delte derfor efter alt at dømme den ganske betydelige godsarv efter Niels Bugge. Deres ægteskaber afspejler, at de var rigtigt gode partier, og begge fik børn, der overlevede dem, først og fremmest Johan Skarpenberg, som fremdrages her i egenskab af hans ejerskab til Spøttrup, som han nærmest blev tvunget til at afgive til Viborg bisp og domkirke, og hans (formentlig påtvungne) overtagelse af Skivehus Len i 1407 som pant for et tilgodehavende hos kronen. Vi ved, at Niels Bugges svigersøn, Gotskalk Skarpenberg, havde fortsat familietraditionen med at gøre oprør mod kongemagten, hvorfor Hald Hovedgård blev erobret og besat af kongemagten og herefter skænket til Viborgbispen. Resten af Niels Bugges omfattende godsbesiddelser gik, så vidt det kan ses, i arv til Johan Skarpenberg, der under Margrethes kyndige hånd stort set herefter blev ribbet for alt - "frivillige" donationer til gejstlige institutioner eller regulær konfiskation, foretaget af kronen. Man kan i et brev fra 1489 se, at ejendomsretten til gods, pantsat til Johan Skarpenberg efterfølgende og uden diskussion regnedes for at tilhøre kronen.

Tilbage stod, at der nu var en helt uklar fordeling mellem bispe-, kapitels- og domkirkegodset. Men at det til bisp, domkirke og kapitel hørende gods var overordentlig omfattende, kan der næppe herske tvivl om, formentlig stiftets absolut største godsbesiddelse.

Der findes ingen jordebog over bispegodset til Viborg Stift, kun et fragment, der muligvis kan dateres til biskop Erik Kaas' tid, 1509-1520. Den mest sikre kilde til omfanget af godset under Viborg Stift er inddragelsen under kronen i 1536. Det fremgår her, at flg. fra Fjends Herred var i Viborg Stifts besiddelse i en eller anden form: 8 kirkegårde, 7 gårde i Fjends og Lysgaard herreder.

Biskop Jørgen Friis lod i 1528 Ny Hald opføre, hvor han med reformationen i 1536 måtte lide den tort selv at blive fængslet.  Og der var hermed påny skabt et Hald slot og len. I Fjends Herred var der i perioden 1544-1663 o. 100 gårde og boel, hvoraf som følge af clementopstanden og Grevens Fejde 51 gårde fik forhøjet landgilde.

Se Vald. Andersen, Hald Hovedgård, Herning 1977. For nyere, mere indgående oplysninger om Niels Bugge og ejerskabet til Vosborg tak til lektor dr. phil. Anders Bøgh, Aa. U., utrykt manuskript.